Mette Frederiksen: - Ikke nødvendigt med ny nedlukning
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
- Vi vil gøre rigtig meget og gå langt for at undgå en generel nedlukning af Danmark – det er ganske enkelt for dyrt for dansk økonomi og dermed for danske arbejdspladser. Det er i øvrigt heller ikke nødvendigt, siger Mette Frederiksen.
I marts skulle den store hammer i brug, sagde Mette Frederiksen i interview. Hun opfordrede samtidig danskerne til at downloade smittestop-appen.
Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) bliver det på trods af et stigende antal smittetilfælde med coronavirus i Danmark ikke nødvendigt med en ny nedlukning, som tilfældet var det i marts.
Det oplyser hun sent mandag eftermiddag i et interview med GO' Aften LIVE.
- Vi vil gøre rigtig meget og gå langt for at undgå en generel nedlukning af Danmark – det er ganske enkelt for dyrt for dansk økonomi og dermed for danske arbejdspladser. Det er i øvrigt heller ikke nødvendigt, sagde hun.
Ifølge Mette Frederiksen tyder alt dog indtil videre på, at det var den rigtige beslutning at lukke Danmark ned i marts, men hun fremhæver samtidig, at situationen i Danmark lige nu ikke minder om situationen i marts.
- Der (i marts, red.) skulle vi have gang i den store hammer, så vi fik kontrol over situationen. Vi har hele tiden vidst, at coronaen ville komme tilbage, men nu er det den lokale hammer, som skal bruges, siger hun.
Hun fremhæver, at så længe de lokale tiltag virker, som det ser ud til, så bliver der ikke behov for en ny generel nedlukning, men at der kan blive lokale nedlukninger, sådan som det blandt andet er tilfældet på Danish Crown-slagteriet i Ringsted.
Kåre Mølbak: Det står og falder med befolkningen
På et pressemøde mandag eftermiddag med blandt andre sundhedsminister Magnus Heunicke (S), direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, og faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, lød det også fra sidstnævnte, at Danmark næppe bliver nødt til at lukke ned på grund af et stigende antal smittetilfælde.
- Nu ved vi, hvad det er, vi har med at gøre, lød det fra Kåre Mølbak, før han tilføjede:
- Men det står og falder med befolkningen.
Han henviste til, at danskerne fortsat skal have god håndhygiejne, hoste og nyse i ærmet og holde afstand, som det hele tiden har været tilfældet.
- Danskerne skal downloade smittestop-app
Under interviewet gentog Mette Frederiksen desuden, at det kan blive en realitet med krav om mundbind i hele Danmark - og at danskerne lige nu er tættere på et generelt krav om mundbind end nogensinde før.
Samtidig fremhævede statsministeren, at det lige nu handler om at have styr på smittekæderne i Danmark.
- Derfor skal danskerne også - hvis man ikke har gjort det - downloade app'en (smittestop, red.), så vi gør smitteopsporingen endnu lettere, sagde Mette Frederiksen.
På presset mandag eftermiddag blev det oplyst, at kontakttallet - tidligere kendt som smittetryk - i Danmark er 1,4.
Det betyder, at én coronasmittet i gennemsnit giver virus videre til 1,4 personer.