Mere sne på vej i nat og i morgen
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
(Arkivfoto).
I løbet af aftenen og først på natten kommer der snebyger i Nordjylland.
De seneste dages vintervejr har allerede givet store dele af Danmark sne, og der er i det kommende døgn mere på vej.
I første omgang er det Bornholm, der for tredje døgn i træk må holde for med mere sne, som onsdag eftermiddag falder på store dele af øen.
Det sker i forbindelse de kraftige snebyger, der de seneste døgn er dannet over Østersøen.
Samtidig er det fortsat blæsende på Bornholm, og snevejret, der kan vare ved frem til torsdag formiddag, vil også give snefygning.
Indtil torsdag middag ventes der ifølge prognoserne at kunne falde over ti centimeter sne på Bornholm, hvor der allerede onsdag morgen, ifølge DMI, blev målt et snedække på 22 centimeter.
Snebyger i Jylland og på Fyn
Også flere andre steder i landet vil der fra onsdag aften og frem til torsdag eftermiddag kunne falde snebyger.
Det sker i forbindelse en ny portion kold luft fra nordøst, der fra Sverige blæser ud over Kattegat, hvor der, som det også skete tirsdag aften og natten onsdag, igen dannes snebyger.
I løbet af aftenen og først på natten kommer der snebyger i Nordjylland, og i løbet af natten bevæger området med snebyger sig mod syd, så der igen kan falde sne i store dele af Øst- og Midtjylland.
I morgentimerne vil snebygerne være nået frem til den nordlige og vestlige del af Fyn og senere også til den sydøstlige del af Jylland.
De seneste prognoser har to til fem centimeter sne, men lokalt kan der godt falde mere, inden snevejret er overstået i løbet af eftermiddagen.