Kulderekord: -3,3 grader i Nordjylland i nat
Foto: Bent Kongerslev / Privatfoto
Flere steder i Nordjylland er der faldet byger med såkaldte snehagl i nattens løb. Det var også i Nordjylland, at de laveste temperaturer blev målt. Koldest blev det i Tylstrup, hvor temperaturen nåede ned på -3,3 grader.
For Danmark som helhed blev det den koldeste nat på denne årstid i 25 år.
Selv om kalenderen viser 13. maj, og der kun er 19 dage til, kalendersommeren begynder, så var det alt andet end forårsvejr, man stod op til mange steder i landet onsdag morgen.
Flere steder vågnede jyderne op til frost i græsset og is på bilerne. Men det var ikke kun i græshøjde, der var frost. I Tylstrup nord for Aalborg målte DMI's vejrstation -3,3 grader, hvilket ikke er hverdagskost så sent i maj.
Derfor blev onsdagens lave temperatur i Nordjylland den laveste på denne årstid (13. maj og frem, red.) i hele 25 år, når vi ser på landet som helhed. Men det var ikke i Tylstrup, at nattens temperatur var mest spektakulær.
Vestervig i Thy havde den koldeste nat på denne årstid i 93 år
Da DMI i 1872 blev grundlagt, overtog instituttet et antal vejrstationer, som kunne bruges til at indsamle data om det danske klima. Andre nye stationer, blev etableret af Meteorologisk Institut, så man kunne udvide antallet af vejrobservationer.
En af de stationer er Vestervig i Thy, som begyndte at måle luftens temperatur 1. juni 1873. Derfor er der nu snart foretaget daglige målinger i 147 år, hvilket giver et unikt indblik i vejret på de kanter i halvandet århundrede.
Natten til onsdag blev der målt -1,4 grader i Vestervig, og et kig i de gamle temperaturmålinger viser, at nattens temperatur er helt usædvanlig så sent på foråret - og den koldeste af sin slags i hele 93 år.
Ikke siden 1927 er der målt så lav en temperatur så sent på foråret - og kun ved to tidligere lejligheder har det været koldere end nattens temperatur så sent i maj. Derudover er det den laveste temperatur overhovedet målt i maj i Vestervig i 49 år.
Den kolde luft for årstiden, der befinder sig over Danmark, gav tirsdag morgen den koldeste nat så sent på året i København i 79 år, da der blev målt 1,3 grader på Frederiksberg.
Den kommende nat kan vi igen opleve let frost flere steder.