Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Krigen i Ukraine kan ramme din privatøkonomi – her er eksperternes råd

Torsdag gik russiske tropper ind i Ukraine. Og det kan ramme danskerne på pengepungen. Foto: Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

Det er svært at gardere sig mod højere brødpriser eller uro på aktiemarkederne. Men eksperterne har en håndfuld gode råd.

Krig koster milliarder – også for almindelige mennesker.

Torsdag gik russiske tropper ind i Ukraine, og samme dag understregede statsminister Mette Frederiksen (S), at regeringen forventer nye udfordringer i dansk økonomi.

- Det her kan komme til at få store konsekvenser, også for den almindelige danske familie, lød det fra statsministeren.

Men hvordan kan krigen i Ukraine egentlig ramme din danske pengepung? Og er der noget, du selv kan gøre for at krigssikre din privatøkonomi?

TV 2 har spurgt en række danske eksperter til råds.

1) En mulig mavepuster til energiregningen

Hen over vinteren har danskerne i forvejen været ramt af stigende energipriser, og nu truer krigen med at gøre ondt værre.

Rusland er nemlig verdens største producent af olie og gas, og efter torsdagens invasion er priserne skudt endnu mere i vejret. Det fortæller Ole Sloth Hansen, som er råvareanalytiker hos Saxo Bank.

- Da krisen med Rusland startede, havde vi allerede et råvaremarked, hvor produktionen knap kunne følge med efterspørgslen. Får vi nu et yderligere leveringschok, har vi en krise, siger han.

Ifølge Ole Sloth Hansen er det svært at forudsige, præcis hvordan krigen vil påvirke priserne. Men der er ingen forventninger i markedet om, at gas eller olie bliver meget billigere inden for det næste år.

- Der er mange familier, som i forvejen er hårdt ramt af de her stigende energiregninger. Så det er jo en mavepuster, siger råvareanalytikeren.

Ifølge forbrugerøkonom ved Nordea Ida Marie Moesby er danskerne dog ikke helt solgt til stanglakrids.

Man kan således følge gængse spareråd, såsom at sørge for at slukke lyset, når man forlader et rum. Samtidig er det en god idé ikke at have apparater stående på standby.

På den lange bane kan det være en god idé at energirenovere sin bolig. Varmer man sit hjem op med gasfyr, kan man eksempelvis overveje at skifte det ud med en varmepumpe.

TV2s finanskommentator Ole Krohn sagde umiddelbart efter Ruslands invasion i Ukraine, at danskerne fra dag et blev ramt på pengepungen med blandt andet stigende forbrugspriser. Video: TV2 Nord

2) Europas brødkurv kan klappe i

Høje energipriser betyder også, at en lang række varer på danske butikshylder bliver dyrere.

Derfor har de seneste måneders skyhøje el- og varmeregninger også allerede sat sig i forbrugspriserne, som i januar var 4,3 procent højere end året før.

- Det ser ikke ud, som om det bliver bedre foreløbig. Og det lægger jo pres på privatforbruget, siger Ole Sloth Hansen.

Oven i det må man ifølge råvareanalytikeren forvente, at krigen i landet, der er blevet kaldt ”Europas brødkurv”, vil have en betydning.

Rusland og Ukraine er nemlig blandt verdens største producenter af fødevarer og sidder blandt andet på 30 procent af den globale eksport af hvede.

Derfor er prisen på hvede også steget cirka 12 procent denne uge.

Det kan komme til at sætte sig i priserne på mel og brød. Men korn bliver også brugt som foder til husdyr, så mælk og kød kan også stå for skud.

- Bliver to af verdens største eksportører ramt af en længerevarende konflikt, får vi en situation, som for alvor kan sætte fut under priserne, siger Ole Sloth Hansen.

Vil man ruste sig mod endnu højere fødevarepriser, anbefaler forbrugerøkonom Ida Marie Moesby, at man tillægger sig nogle gode indkøbsvaner.

- Der er ikke noget quick fix. Der er de gode gamle råd om at tænke over ens forbrug. Se efter gode tilbud, og køb større ind af de ting, man kan fryse ned.

Stiger eksempelvis kød i pris, kan man samtidig overveje at spise mere vegetarisk.

3) Usikkerheden kan ramme de danske villaveje

Ligesom priserne på energi og fødevarer var renterne allerede begyndt at stige, inden krigen brød ud.

Efter at vi gennem et årti har haft historisk lave renter, har uro og stigende inflation de seneste måneder fået rentepilen til at pege opad.

Den amerikanske centralbank, FED, har derfor lagt op til, at renten i USA skal hæves – måske endda flere gange – i løbet af 2022. Også Den Europæiske Centralbank har åbnet en dør for, at den europæiske rente kan stige.

Usikkerheden og uroen havde allerede fået boligrenten til at stige ved udsigten til en forhøjelse af den generelle rente – og oveni kommer nu krigen i Ukraine med alt, hvad der følger med af usikkerheder og sanktioner.

Selvom renterne indtil nu har holdt sig i ro, er der ingen garanti for, at det fortsætter. Det fortæller Christian Hilligsøe Heinig, som er cheføkonom i Realkredit Danmark:

- Usikkerheden er steget. Så er man potentiel boligkøber, eller overvejer man at omlægge lån, bør man tage forbehold for den her usikkerhed.

Stiger renterne, bliver det nemlig dyrere at låne penge til at købe eller eje en bolig. For nuværende er det dog enormt svært at forudsige, hvilken vej renterne bliver påvirket af krigen, mener cheføkonomen.

- Der kan komme nogle betydelige skred i renterne både i opadgående og nedadgående retning, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Derfor er det vigtigste råd, han kan give lige nu, at man sørger for at få kurssikret sit lån, hvis man står i en lånesituation.

Kursen er så at sige prisen på ens lån. Hvis kursen eksempelvis er 96, får man kun 96.000 kroner at låne for, hver gang man gældsætter sig for 100.000.

4) Investorer vænner sig hurtigt til krigen

Mens russiske tropper rullede ind over Ukraines grænser, startede det danske C25-indeks dagen med et solidt fald.

Det lykkedes indekset, der består af nogle af de største danske aktier, at lukke med en lille stigning på 0,4 procent. Men det skyldes kun nogle få selskaber – særligt Ørsted og Vestas.

De buldrede nemlig frem med henholdsvis 16 og 11,5 procent.

- De bevægelser, vi så på det danske marked torsdag, ligger langt ud over noget, jeg kan huske nogensinde at have set, fortæller aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen.

Alligevel maner han til ro og anbefaler, at man holder fast i sin investeringsstrategi.

Både fra russisk og amerikansk side har meldingen nemlig været, at man vil forsøge at minimere krigens konsekvenser for erhvervslivet.

- Man skal ikke nødvendigvis gå i panik. For selvom det ikke lyder særlig pænt, ligner det her en konflikt, som investorerne ret hurtigt vil vænne sig til, siger aktieanalysechefen.

Ender krigen med eskalering efter eskalering, er det dog ifølge Jacob Pedersen ikke en dårlig idé at have penge stående i energiselskaber.

Samtidig bliver medicinalbranchen normalt ikke specielt hårdt ramt af krige og kriser.

- Men når det er sagt, er det altså svært at finde nogen steder at gå i dækning, siger Jacob Pedersen.


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.