Kæmpe AaB-profil står midt i vadested: Bekræfter forhandlinger
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Midtbanemotor kan frit forhandle til anden side.
”Godt begyndt er halvt fuldendt,” siger man.
Men for AaBs lokale profil, vendelboen med Laudrup-målet, Malthe Højholt, kan sæsonen – lige nu – ikke fuldendes.
Han har kontraktudløb om få måneder.
Dermed kan han reelt forhandle med hvem-som-helst, og seneste gjorde han opmærksom på sig selv med først sit første mål, nogensinde, i sejren mod Silkeborg og i lørdags med en ”solid” præstation mod FC Midtjyllands mestre.
Intet lukket
Den 23-årige midtbanemand har været en af AaBs tungeste profiler i Superliga-comebacket.
Hidtil har der været stille om en mulig forlængelse, men nu bekræfter han selv til TV2 Sport at han forhandler om en kontraktforlængelse.
- Jeg er i dialog med AaB om hvad der skal ske. Vi diskuterer tingene frem og tilbage, men vi er ikke kommet frem til en aftale endnu, men det kan ske i fremtiden, siger han til TV2 Sport og understreger:
- Der er ikke noget der er lukket.
Bliver ikke yngre
Det er nye toner.
Hidtil har det peget i retning af exit for Højholt, der har kontraktudløb 31. december og dermed nu frit kan forhandle til anden side.
Hvorfor tænder det dig ikke mere at blive i AaB med din status på holdet, din start og at du er lokal?
- Det er ikke fordi det ikke tænder mig. Vi har fået en super god træner og spiller en fed type fodbold, forklarer hovedpersonen, der har rundet 121 kampe i AaB, som han ankom til fra Hjørring som ungdomsspiller.
- Jeg har også brug for at se hvad der opstår af muligheder, uden på nogen måde at være lukket overfor AaB, siger hovedpersonen og nævner selv at han ikke bliver yngre – trods sine kun 23 år.
Også da AaB sidst var i Superligaen var han fast mand og mange spåede dengang et udlandskifte for den unge midtbanespiller.
Frygten for afvisning
Det kom aldrig.
Det blev ellers bekræftet, at der var lagt et bud på AaBs nummer 14, men AaB sagde nej. De troede de kunne få mere senere.
Netop frygten for at AaB igen kan få muligheden for at afvise et attraktivt bud, er en del af den kalkule Højholt og hans rådgiver laver i øjeblikket. Ender de nuværende forhandlinger i en forlængelse, har AaB retten til at sige nej til kommende bud.
- Selvfølgelig er der noget i det, erkender Malthe Højholt.
- Jo længere tid du er bundet, jo flere penge skal der til. Men samtidig kan man jo også lave en aftale på mange måder, påpeger han, uden at blive mere konkret.
Tidligere har andre AaB'ere, såsom Kasper Kusk, da han for ti år siden skiftede til hollandske Twente, haft indføjet en klausul, der lagde loft på en transferpris.
Højholt er selv ærlig om at han står i et særligt vadested.
- Det er en svær og stor beslutning, der skal tages. Det har jeg selvfølgelig brug for at tænke over.
Men når du går på banen mandag mod Viborg, er det så ”projekt AaB” eller med øje for det er et udstillingsvindue for dig?
- 100 procent ”projekt AaB”! Det er i holdet, klubben og fansenes tjeneste. Men selvfølgelig følger det med, at jo bedre du præsterer jo flere muligheder får du også, lyder det prompte fra AaB’eren.
AaB spiller mandag aften på udebane mod Viborg FF. Kampen starter klokken 19 og kan ses på TV2 Sport X.