Han er manden bag en af denne sæsons store solstrålehistorier i herrernes håndboldliga. Mors-Thy Håndbold. Navnet er Jan Paulsen, og med ham i spidsen har holdet taget grundspillet med storm. For blot anden gang i klubbens historie har Mors-Thy kvalificeret sig til slutspillet efter en samlet sjetteplads. Foran klubber som KIF Kolding København, Århus Håndbold og HC Midtjylland.

En præstation, der ikke kan betegnes som andet end en ubetinget succes for Mors-Thy. Og for Jan Paulsen, der nu på sjette – og sidste - år er træner i Mors-Thy.

Men sæsonen, der nu er endt med kvalifikation til slutspil, begyndte ganske voldsomt for Jan Paulsen. I en badmintonkamp på La Santa Sport på Lanzarote var han så uheldig at rive sin akillessene over i det ene ben. En hård start på sæsonen for den ambitiøse træner.

- Det var en skod-periode. Hold kæft man, det var en lorte-periode, siger Jan Paulsen om episoden, der henviste ham til et liv i en kørestol i det næste lange stykke tid.

- Man sidder jo ikke i en kørestol og kæfter op under en håndboldtræning. Det er jo et ynkeligt billede. Engang imellem kunne jeg da godt rejse mig op, fordi jeg havde sådan en skinne på, men ellers kørte jeg bare rundt i en kørestol og fløjtede. Spillerne kiggede jo rent fysisk ned til mig.

- Jeg humpede rundt, skulle have hjælp til alt, folk skulle bære min taske, og jeg skulle have mine stokke med på den der kørestol. Det var noget skrammel. Jeg mistede jo noget af min træneridentitet, fordi jeg ikke længere kunne gå ind på banen og vise rent fysisk, hvordan jeg ville have det. Det kunne jeg ikke. Jeg kunne bare pege med en eller anden stok.

- Jeg er normalt en udfarende og livlig træner med temperament, men det var jeg altså ikke der. Måske har jeg lært noget af det. Det finder jeg nok først ud af i næste sæson, siger Jan Paulsen.

Men selvom Paulsen har haltet gennem det meste af sæsonen, så er han tilbage ved godt mod. Og skaden blev langt fra et definerende billede på Mors-Thys sæson. Eller Jan Paulsens egen trænerkarriere for den sags skyld.

Efter adskillige år på topplan som håndboldspiller, har 46-årige Jan Paulsen nu også opnået en gedigen erfaring som håndboldtræner. Først som assistenttræner i Flensburg-Handewitt, siden som cheftræner for kvinderne i Team Esbjerg. Og i de sidste seks år har han stået i spidsen for Mors-Thy Håndbold.

Men lige nu står sønderjyden midt i en brydningstid i sin trænerkarriere.

For allerede tidligt i indeværende sæson blev det offentligt kendt, at Jan Paulsen stopper i Mors-Thy efter sæsonen. I stedet skal han i fremtiden være cheftræner for Randers HH. Et hold, som netop endegyldigt er rykket ned i 1.division efter en rædselssæson i håndboldligaen.

Jan Paulsens trænerkarriere er lige nu på toppen. Men i næste sæson kan han altså end ikke kalde sig ligatræner.

- Nu er det lige blevet en realitet, og det skal jeg lige vænne mig til.

- Det er da en speciel historie. Vi er blevet nummer seks i ligaen, vi er i slutspillet, jeg bejler måske til årets træner – og så skal jeg spille 1. division. Jeg havde da håbet, de blev oppe. Gu havde jeg da det. Det ærgrer mig. Men i mit hoved har jeg hele tiden sagt til mig selv, at det bliver 1. division. For så blev jeg ikke skuffet.

- Og jeg synes også, Randers har været det dårligste hold. Det har ikke været særlig god håndbold. Jeg har selvfølgelig haft et halvt øje på dem gennem sæsonen, og lad os sige det sådan, at på nogle tidspunkter gad jeg godt have hjulpet til. For jeg kunne se nogle muligheder.

- Men så kommer der nogle nye udfordringer, hvor kampene også skal vindes. Og der er andre ting i livet end at være ligatræner. Og jeg skal nok blive glad i Randers. Nu er jeg begyndt at kigge lidt på, hvad det er for nogle hold, vi skal møde. Hvad der egentligt er i 1. division. Det er lidt sjovt. Jeg skal faktisk til FIF næste år, og det jo totalt nostalgi, siger Jan Paulsen om sin ufrivillige tur i 1. division.

Men skridtet ned i 1. division kommer på et specielt tidspunkt. Det medgiver Jan Paulsen gerne. For det er netop lige nu, han egentligt burde have taget et skridt opad.

- Min drøm er at komme til udlandet og være træner. Og mulighederne har også været der.

- Hvis man ser isoleret på min trænerkarriere, så skulle jeg være taget afsted til udlandet for to år siden. Og hvis ikke der, så skulle det være lige nu. Det ville være det perfekte spring for mig. Ikke fordi jeg nu er færdig med den danske liga eller noget, men jeg vil bare helt vildt gerne til udlandet. Helt vildt gerne. Det må jeg indrømme. Det er slet ikke for at nedgøre Randers, men det havde været helt perfekt at tage til udlandet nu. Lige i røven.

- Men man må forstå, at min familiesituation er sådan, at jeg deler min søn med hans mor. Han er otte år gammel og går i 2. klasse. Ham har jeg selvfølgelig et meget nært forhold til, fordi jeg er selv med ham. Det vil sige, når jeg har ham, så er det bare mig og ham. Jeg er stort familiemenneske. Jeg går meget op i, at han har det godt, og jeg træner ham også selv i håndbold. Så jeg kan ikke bare sådan smutte.

- Jeg er blevet fristet mange gange, men den tanke har jeg simpelthen udelukket. Men den dag, min søn er så stor, at han ikke gider sin far længere, så vil jeg til udlandet. Herhjemme i Danmark skal man passe lidt på med janteloven, og man skal sørge for at have alle med sig. I udlandet er det lidt mere hårdt og kontant. Jeg har prøvet det som spiller, og det skal jeg prøve af som træner også, for det mener jeg godt, jeg kan magte, siger Jan Paulsen, der ikke er i tvivl om, hvilke ligaer, der er drømmen:

- Jeg skal prøve Bundesligaen af. Det skal jeg bare. Og så har jeg fortsat god kontakt og dialog med min gamle klub Ivry nede i Paris, hvor jeg selv havde en god tid som spiller. Det kunne også være spændende at prøve engang.

Det bliver altså bare ikke lige nu for Jan Paulsen. For efter sommerferien venter den danske 1. division og Randers HH. Og det passer ham egentligt ganske glimrende, og beslutningen er ekstremt velovervejet. For fra bopælen i Aarhus er der bare langt til Mors.

- Jeg havde sat mig for, at jeg skulle noget andet. Derfor sagde jeg det med det samme til Mors-Thy. Så var der klare linjer, og det har også givet mig en enorm ro i denne sæson. Det der med at tage en beslutning, det har sgu gjort mig lettet og afklaret.

- Man skal tænke på, at jeg nu i tre år har kørt fra Aarhus til Esbjerg, og derefter i seks år kørt fra Aarhus til Mors hver dag. Det slider.

- Så det var en prioritet for mig at finde noget tæt på, for jeg skal simpelthen prøve at have en anden hverdag. En hverdag, hvor jeg ikke skal ind og overnatte i Jesperhus Blomsterpark og leve i en taske. Det var en præmis, som jeg stillede op for mig selv. Nu kan jeg sove hjemme i min seng hver aften. Og jeg kan leve et mere normalt liv end det her rakkerliv, siger Jan Paulsen.

Og ja, han har brugt feriehytterne i Jesperhus Blomsterpark adskillige gange som overnatningssted, når lysten og tiden ikke var til at pendle frem og tilbage mellem Mors og Aarhus hver dag.

Til sommer er det slut. Vemodigt? Nej, ikke specielt.

- Det er tid til at stoppe. Både for klubben og for mig selv. Jeg har vidst det længe. Faktisk lige siden kamp tre i sæsonen. Så jeg tror, det bliver et fint og hyggeligt stop. Jeg tror ikke, det bliver sådan noget med tårer og sådan noget. Men det er da klart, at med det her hold, som vi har banket sammen i år, skal vi lige have en øl og en grillpølse at slutte af på. Men så går livet videre. Det bliver en stor krammer til alle, og så håber jeg det bedste for dem, siger Jan Paulsen.

Men ikke desto mindre, så kommer han til at tage mange minder med fra det nordjyske. For det er her, Jan Paulsen har fejret sine hidtil største triumfer som håndboldtræner. Nu står han på sidelinjen i Mors-Thy på sjette år.

Hvorfor er det egentligt blevet til så mange år deroppe?

- Ja, det er sgu et godt spørgsmål. Jeg tænker nok først rigtigt over det, når jeg er færdig. Der må jo have været en grund til det. Jeg har befundet mig godt deroppe. Og det er jo et sted, hvor jeg kunne gå og pusle lidt med tingene. Jeg er ikke overvåget som i en storklub. Der er ikke det samme pres, siger Jan Paulsen og sætter lidt ord på mentaliteten i området:

- Den egn deroppe er bare ikke en specielt dynamisk egn. Det er folk, der stille og roligt kommer krybende langs væggen. De spillere, der kommer deroppefra er ikke så frembrusende. Så mit job består ikke kun i at lære dem at løbe kontra og dække op – det er ligeså meget at få dem til at vokse udenfor banen og komme ud over kanten.

- Jeg har også et tæt forhold med fansene og byen. Og det bliver man nødt til oppe på den egn. Det er jo ikke en stor by, og man kender hinanden på kryds og tværs. Slår man en skid, så ved alle det. Så altså, fansene er tæt på spillerne og tæt på klubben. Og de er et stort aktiv for klubben.

For nylig blev Jan Paulsen manden, der sikrede Mors-Thys blot anden deltagelse i et DM-slutspil. Og han var også manden i spidsen, da Mors-Thy i 2013 for første gang i klubbens historie spillede sig i slutspillet. Og eventyret fortsatte i den sæson helt til semifinalen, hvor de undertippede thyboer tabte knebent til Aalborg. Men netop dén sæson er det foreløbige højdepunkt i Paulsens trænerkarriere.

- Det var en helt vild periode. På dét hold havde jeg nogle vindertyper, der virkelig ville vinde for enhver pris. De var parate til at rive hovederne af hinanden.

- Jeg havde været i Champions League-finalen med Flensborg, men det var som assistent, så det var ikke som sådan mit projekt. Så den DM-semifinale var virkelig en milepæl i min trænerkarriere. Det var det største. Men det fandt jeg første rigtigt ud af nogle måneder efter. Det var ren eufori. Vi havde ikke kontrol over, hvad vi gik og lavede. Det gik jo bare slag i slag, og så var der pludseligt tv til hver træning. Vi havde ikke hovedet med, vi tog det bare oppe fra og ned.

- Men det var ligesom en blåstempling af min trænergerning. Okay, jeg kan altså godt præstere som træner. Så for min egen skyld kunne jeg klappe mig selv på skulderen. Og jeg kunne da godt mærke det på interessen.

Men i umiddelbar forlængelse af klubbens og Jan Paulsens store triumf ramte virkeligheden. De to parter kunne ikke nå frem til en kontraktforlængelse, og derfor forlod Jan Paulsen Mors-Thy efter successæsonen. Ligesom i øvrigt adskillige af de bærende spillere gjorde. De blev ganske enkelt kapret af større klubber.

Jan Paulsen lykkedes ikke med at finde en ny klub med så kort varsel og gik derfor klubløs i en periode. Men da Mors-Thy under en ny træner startede sæsonen ganske rædderligt, gik der ikke længe, før Paulsen igen måtte starte bilen i Aarhus og sætte kursen mod Mors.

- Den sæson, hvor jeg kom tilbage, var klart den sværeste. Den enorme eufori og hele tankegangen med, at vi kunne det hele, var forsvundet. I stedet oplevede jeg nogle spillere, der var faldet i et stort, dybt, sort hul.

- Så da jeg kom til, startede jeg med at holde samtaler med en gruppe af spillerne. Det krævede en masse snak. Og vi var helt nede og vende, før vi stille og roligt kom op igen. Det var et hold, der kun havde fået to point i fem kampe, og det var et hold helt ude af form. Og nogle profiler, som ikke var der mentalt. De havde festet hele sommeren ovenpå sidste sæsons succes.

- Men vi klarede os fri af direkte nedrykning. Det var en hård sæson. Der var mange mekanismer, der skulle løftes. Mest udenfor banen. Der kan jeg huske, at jeg lige skulle trække vejret en ekstra gang og lige have lidt ferie efter sæsonen, siger Jan Paulsen.

Siden da har Mors-Thy kæmpet i den tunge ende af håndboldligaen, dog uden for alvor at komme i seriøs nedrykningsfare. Men som en lille håndboldklub i det store billede, så er der bare nogle mekanismer, som Jan Paulsen har været tvunget til at acceptere. Der skal nærmest begyndes forfra inden hver eneste sæson.

- Jeg har prøvet det nogle gange. Specielt her de seneste par år er der røget store stjerner inden sæsonstart. Virkelig store profiler. Og jeg har da også flere gange overvejet at sige til klubben; Jamen, var det så ikke det? Nu havde jeg jo så en kontrakt, som jeg selvfølgelig fuldførte, men det er et hårdt slid hele tiden at starte forfra.

- Inden denne sæson var det et helt nyt fundament med en helt ny bagkæde og helt ny målmand. Det er altså virkelig centrale pladser, der blev skiftet på. Altså, vi kunne lige så godt have stået i nedrykningsspillet. Vi kunne ligeså godt have haft 12 point nu. Men det er super lærerigt, og det er sjovt at se folk vokse i det, siger Jan Paulsen efter en sæson, som er endt bedre, end han selv havde turdet håbe på:

- Ting lykkes lige nu. Jeg har udviklet et hold, der kom fra alle vinde. Ni nye spillere. Et hold, som så præsterer nu og er kommet på en sjetteplads. Jeg har et hold, der er i harmoni. Og et hold, der har udviklet sig. Mere kan en håndboldtræner ikke ønske sig.

- Jeg vil gerne være et sted, hvor jeg kan udvikle spillere og udvikle et hold. På et tidspunkt vil jeg helt sikkert gerne have et tophold. Mors-Thy vinder jo aldrig mesterskabet, selvom vi er i slutspillet og aldrig skal sige aldrig. Men det ligger jo ikke i kortene. Og det vil jeg gerne på et tidspunkt.

- Men vores mesterskab, vores guldmedaljer, det er det, vi har præsteret i denne sæson ved at komme i slutspillet. Det er det samme, som at få en medalje om halsen, siger Jan Paulsen.

Han forlader altså den vestjyske klub med en ”medalje”. Og værdifulde erfaring med at bygge et håndboldhold op. Erfaring, som han utvivlsomt kommer til at trække på inden længe. Efter slutspillet venter nemlig et nyt ’håndværkertilbud.’

- Esbjerg var et projekt, Mors-Thy var bestemt også et projekt, og det samme er Randers. Jeg skal jo ikke kun være træner i Randers. Jeg skal også være med til at bygge en klub op, og jeg skal også have sportschef-kasketten på. Jeg synes, der er et professionelt setup på ledelsesplan, men på det sportslige halter det lidt. Men det bliver mega spændende, siger Jan Paulsen, der glæder sig til lettere arbejdsvilkår, når arbejdsstedet hedder Randers og ikke Mors:

- Det har virkelig været svært at trække spillere til Mors. De siger jo bare: Hvem fanden gider bo deroppe? Det bliver meget lettere i Randers. For der kan du jo sige til en spiller, at han kan bo og studere i Aarhus.

- Og så er rammerne i Randers fede. Det er en totalt sportsby, og jeg har bare en drøm inde i mit hovede om at få fyldt den hal, som er en af Danmarks bedste håndboldhaller. Der skal skabes noget hype. Med min tilstedeværelse håber jeg da, at interessen stiger, siger Jan Paulsen.

Selvom det efter sommerferien hedder 1. division, og selvom Jan Paulsens karriereplan nok kunne have set væsentligt anderledes ud, så glæder han sig. Meget.

Og allerede nu er han i fuld gang med at kigge efter potentielle spillere. Og ambitionen giver sig selv.

- Jeg er rigtigt meget i gang allerede. Vi har mange antenner ude.

- Med ansættelsen af mig kender folk nok godt ambitionen for Randers. Vi skal rykke op, siger Jan Paulsen.

Det kan godt være, at han ikke har sovet så meget i nat. Det var en lang bustur hjem fra grundspillets sidste kamp i Tønder. Og det kan godt være, at han stadig halter lidt på venstre ben. Men Jan Paulsen bliver ikke træt af en rask udfordring som håndboldtræner sådan lige foreløbigt.

Men måske han nu alligevel holder sig fra badminton i nærmeste fremtid.