Hun var bookmakernes favorit - fredag måtte hun forlade 'X Factor'
Foto: Lasse Lagoni / TV2
Lucca på scenen i fredagens 'X Factor'.
Både 15-årige Lucca Dahl Nordlund og Dan Laursen måtte forlade 'X Factor' i semifinalen. Dermed er årets finalister fundet.
Der blev ikke plads i finalen til Oh Lands deltager Lucca Dahl Nordlund.
Dermed er hun den eneste af dommerens tre deltagere, der ikke kan kalde sig finalist, da Nikoline Steen Kristensen og Solveig blev stemt direkte videre.
Den 15-årige solist røg ud af semifinalen efter anden runde, hvor hun havde været på scenen to gange - først med 'Love Lockdown' af Kanye West og derefter med 'The Warning' af Kindness.
- Jeg gad virkelig godt have haft den sidste uge med, for jeg elsker det så meget. Men jeg er meget glad for at have fået den her oplevelse, lød det fra en tydeligt rørt Lucca Dahl Nordlund efter afgørelsen.
- At stå på en scene er det, jeg elsker allermest. Jeg håber, at jeg i fremtiden kan komme til at stå på en scene med noget af mit eget, siger hun.
Siden starten af 'X Factor' har Lucca Dahl Nordlund været en af bookmakernes absolutte favoritter til sejren, og fra dommerbordet har det flere gange lydt, at hun har en overlegen vokal. Hendes to optrædener under semifinalen var ingen undtagelse.
- Det gør dig mere moden end den 15-årige vokalist, du er. Fantastisk sangvalg og godt sunget, sagde Thomas Blachman til Lucca, da hun havde været på scenen første gang.
Oh Land lagde da heller ikke skjul på, at det var svært at måtte se sin deltager forlade konkurrencen.
- Du skal være så stolt af dig selv, du er en stjerne. Det er helt sikkert ikke sidste gang, man ser dig på en scene, lød det fra Oh Land.
I denne aftens 'X Factor' var det seerstemmerne alene, der afgjorde, hvem der blev stemt ud. Derfor var der ingen farezone.
Semifinalen: Del 1
I semfinalens første del var det Martin Jensens 36-årige deltager Dan Laursen, der med færrest seerstemmer måtte forlade 'X Factor'.
For alderspræsidenten i årets sæson var der dog ingen sure miner efter afgørelsen. Han stod mest af alt tilbage med taknemmelighed, lød det efter showet.
- Jeg har lært så meget, og det har været en kæmpe oplevelse at være med. Jeg har gjort det, jeg kom for at gøre, siger han.
Han kalder 'X Factor' den fedeste musikalske rejse, han har været på. Og han glæder sig til at fortsætte den, når han nu kan flytte tilbage til sin forlovede og lille datter Rosa efter at have boet i over to måneder i København for at forberede 'X Factor'.
Han føler sig nu bedre rustet til at gå i gang med at producere og indspille de sange, som han har haft liggende i skuffen derhjemme i lang tid.
Med afgørelsen har Martin Jensen ingen deltagere med i finalen.
Kvartfinalen
The Kubrix gennemførte deres sidste ‘X Factor’-optræden i femte liveshow, som også var kvartfinale.
Det føles forfærdeligt.
Louise Westergaard, medlem af The Kubrix
Blachmans kæmpegruppe måtte forlade programmet, hvilket dommeren kalder en "historisk 'X Factor'-tragedie".
Alle syv gruppemedlemmer var tydeligt berørte efter afgørelsen.
- Det værste er, at vi mister hinanden, siger 20-årige Clara Ovesen.
- Vi har jo boet sammen de seneste mange uger. Vi er blevet så tætte, og det føles forfærdeligt, at vi nu ikke skal have en hverdag sammen mere, tilføjer 16-årige Louise Westergaard.
Efter de tidligere på aftenen var på scenen med 'Mercy' af MØ featuring What So Not & Two Feet udtalte Thomas Blachman, at de var dem, han havde haft den største fornøjelse at arbejde med i 'X Factor'. Og gruppen har ligeledes ligget blandt bookmakernes favoritter til en finaleplads.
- Det er lidt af en mavepuster, lyder det fra 18-årige Emmely Søgaard Hansen.
Kæmpeoverraskelse i farezonen
Udstemningen af The Kubrix skete efter en omsang mod Oh Lands solist Lucca Dahl Nordlund.
Og det var et dybt chokeret dommerbord der så til, da det var netop de to, der endte i farezonen. Både Oh Land og Thomas Blachman kaldte Lucca og The Kubrix for oplagte favoritter og finalister.
Det var derfor Martin Jensen skulle træffe sit valg, og han valgte altså The Kubrix, fordi han - som han også tidligere har nævnt - ikke kan se, hvordan gruppen skulle fungere i virkeligheden.
De syv gruppemedlemmer er alle stolte af det, de har gjort, og de mener, at de har vist noget, som aldrig er set i 'X Factor' før.
Blandt de seks øvrige kvartfinalister følte de dog, at alt kunne ske, og selvom deres dommer Thomas Blachman var dybt overrasket, var de selv klar over, at intet var sikkert.
De ved dog, at de vil bevare kontakten.
4. liveshow
Fjerde aften i ‘X Factor’ blev den sidste for 23-årige Vilson Ferati.
Efter at have været i farezonen for anden uge i træk endte dommer Thomas Blachman med at træffe det afgørende valg og sende Solveig Mølle Lindelof videre i konkurrencen.
- Det er pisse ærgerligt, at jeg ikke kan arbejde videre med det her, for det har været en fornøjelse at stå på scenen. Men man må tage det med et smil, lød det fra Vilson Ferati efter showet.
Deltageren mente selv, han havde performet 110 procent denne fredag, og han er stolt af det, han har udrettet i konkurrencen, sagde han på skærmen.
Og det kan han roligt være, forsikrede hans dommer Martin Jensen.
- Du har så meget musikalsk talent. At de andre deltagere så er mere øvede, fordi du lige er begyndt, who gives a..., sagde Martin Jensen efterfølgende til sin deltager, som kun har sunget i få måneder.
Prøvede at sadle om
Dommeren havde ellers forsøgt at sadle om og skifte den sang ud, som Vilson Ferati egentlig skulle have sunget med en mere “følsom ballade”, i håb om at det kunne redde ham ud af farezonen.
Men Vilsons Feratis stille version af Aviciis 'Wake me up' gik ikke ind hos seerne.
- Det er så svært, fordi konkurrencen er så hård. Og jeg synes, de to, der gjorde det bedst i aften, kom i farezonen, lød det fra Martin Jensen.
Gennem hele sæsonen har Blachman dog kritiseret den retning, Martin Jensen har valgt for sin deltager.
- Om der har været retning eller ej, er Blachmans syn. Han har meget taletid, så han skal fylde den ud. Jeg vil hellere lytte på, hvad Nanna siger. Der går lidt snakkeklub i den, siger dommeren, og Vilson Ferati har heller ikke selv taget Blachmans kritik til sig.
- Blachman er jo den stride person i ' Factor'. Hvad skal man gøre? Den nåede ikke længere. 'X Factor' går jo ud på , at man skal vise en masse forskellige sider af sig selv. Og det er det, vi har prøvet at vise. At jeg kan være alle steder, sagde han.
Vilson Ferati understreger dog, at der langt fra bliver stille omkring ham nu.
- Jeg går all-in på musikken. Nu kommer der gang i den, og nu skal jeg hjem og skrive sange. , sagde han.
Og adspurgt om, hvad han tager med fra sine fire uger på livescenen.
- Oplevelsen, for helvede oplevelsen, slog han fast.
3. liveshow
Thomas Blachman sendte overraskende sin egen duo ud af 'X Factor'- for kun anden gang i programmets historie.
Dermed blev det Neva & Ida, der måtte forlade ’X Factor’ efter tredje liveshow.
De to røg i farezonen med Vilson Ferati og sang 'I Found', som deres "save me-song", men det var altså Vilson Ferati, der røg videre til næste uges liveshow.
Ida Jensen og Neva Anna Simone Risager Pødenphant Lund fortalte, at de faktisk havde det helt okay med ikke at komme videre.
Jeg gør det med kæmpe kærlighed.
Thomas Blachman
- Jeg vil sige tak for hele oplevelsen, og jeg tror bare ikke, at mig og Neva er lavet til programmer som det her. For jeg er også lidt lettet nu, for jeg kan ikke klare alt det hate på nettet, sagde Ida Jensen.
Forstår dommerens beslutning
Efter showet fortalte de to piger, at der var "no hard feelings" mellem dem og deres dommer, der altså selv førte kniven, da de skulle sendes ud.
Dommeren begrundede blandt andet med, at duoen var en "uskarp" sammensætning fra hans side.
- Jeg gør det med kæmpe kærlighed, lød det fra dommeren i programmet, da han reddede Vilson Ferati på bekostning af sin egen gruppe.
Og der er fuld forståelse fra begge sangernes side - selvom det selvfølgelig aldrig er sjovt at blive sendt hjem fra 'X Factor'.
- Vi havde ikke set den komme, men vi kunne godt høre, at det var der, den var på vej hen. Det gjorde ondt, men det var med kærlighed, lød det fra Ida Jensen efter programmet.
- Vi synes faktisk, det er fedt, for vi var røget ud liget gyldig om det var ham eller Nanna, tilføjede Neva Anna Simone Risager Pødenphant Lund.
Pigerne, som altså blev dannet af Thomas Blachman, fortæller efter showet, at de vil blive ved med at synge sammen.
Blandt andet drømmer duoen om at indspille den sang, de sang til bootcamp.
2. liveshow
Fredag aften blev 26-årige Hiba Chehade første deltager til at forlade 'X Factor' i årets liveshows.
Martin Jensens solist var i omsang med Thomas Blachmans gruppe Neva & Ida, men da dommer Oh Land skulle træffe sin afgørelse, var det altså Hiba, der måtte forlade programmet.
Den unge sanger var først på scenen med sangen ‘You should be sad’ af Halsey og derefter med sin save me song ‘No Peace’ af Sam Smith.
Og da hun skulle synge sin save me song, var det en særdeles følelsesladet Hiba, der gik på scenen.
Sangeren brød grædende sammen og måtte starte forfra, tydeligt berørt af situationen.
- Det har været den vildeste følelse at være med. Det har vendt mit liv 180 grader, og jeg er megataknemmelig for at stå her og for, at Martin har taget mig med, siger hun.
Oh Lands svære valg
Da det var Martin Jensens solist og Thomas Blachmans gruppe, var det Oh Land, der skulle træffe den svære beslutning.
Dommeren endte med at sende Neva & Ida videre, da hun følte, at gruppen havde flere talenter, som de ikke havde vist endnu i 'X Factor'.
- Det er sindssygt svært at vælge hver gang. Jeg ved, hvor meget deltagerne har lagt i det, for jeg har selv prøvet at stå med deltagere, som har måttet sige farvel til det, siger hun.
- Jeg måtte vælge ud fra, hvem jeg tror kan give mig de største musikalske oplevelser, tilføjer hun.
For hende var det Neva & Ida.
En personlig udvikling
For Hiba Chehade er der dog ikke tvivl om, at hendes 'X Factor'-exit ikke er et farvel til en musikkarriere. Tværtimod er det en start på noget nyt.
Hun fortæller, at programmet har haft stor indflydelse på hendes liv om fremtidige ambitioner:
- Mit liv er vendt 180 grader. Jeg har levet 26 år, hvor jeg gået i skole, læst, arbejdet, hængt ud med venner. Nu har jeg endelig udforsket musikken. Jeg tror aldrig, at man er færdig med at udvikle sig som person – det er en rejse at finde sig selv, og det bliver jeg ved med. Men det her er helt klart vejen for mig, siger hun.
Næste skridt er derfor at udvikle sig som kunstner.
- Jeg ved, at det ikke er slut for mig. Jeg har fået så meget ud af at være med. Jeg har fået et netværk og venner, som jeg er sikker på kan bringe mig videre med min drøm. Jeg har ikke tænkt mig at stoppe, siger hun.
Fra Martin Jensen lød det også, at han var klar til at hjælpe den unge sanger videre.