Henrik Møllgaard spillede rolle i Mikkel Hansens skifte
Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard har været holdkammerater i Paris. Nu bliver de det i 'Nordens Paris', Aalborg. Foto: René Schütze / Ritzau Scanpix
Mange kategoriserer nok torsdagens nyhed om Mikkel Hansens skifte til Aalborg Håndbold som noget af en bombe. Men for Aalborgs veteran Henrik Møllgaard var det alt andet end en overraskelse.
Mikkel Hansen tilføjer dog, at det ikke kun er Henrik Møllgaards ord, der har lokket ham til det nordjyske.
- Jeg var ikke ved at falde ned af stolen, da jeg hørte, at han skifter til Aalborg, siger Mikkel Hansens landsholdskollega til TV 2 SPORT.
6-årige Møllgaard har foruden tiden på landsholdet spillet sammen med Mikkel Hansen fra 2015 til 2018 i Paris Saint-Germain og har derfor opbygget et bånd til den danske stjerne.
Det benyttede Møllgaard sig af, da chancen for det spektakulære skifte opstod.
- Jeg har selvfølgelig været med på sidelinjen og har glædet mig til, at det blev offentliggjort.
Hansen roser Møllgaard
Torsdag var han ikke overrasket, men vejen dertil var lang, fortæller han.
- For et halvt år siden var det ikke nødvendigvis noget, jeg troede på, men tingene er bare endt rigtig fint. Og i takt med, at vi har lagt et lag på her og er i gang med at bygge noget solidt, som kan stå i mange år, op, synes jeg, det er et fedt signal at sende at kunne hente en fyr som Mikkel Hansen.
Så du har talt Aalborgs sag over for Mikkel?
- Meget. Meget. Men derfor er det jo ikke givet. Han har kunnet vælge og vrage i hele håndboldeuropa. Så det var ikke givet, at han havde lyst til at vende hjem og spille sine sidste år af sin karriere i Aalborg, siger Møllgaard.
Glæden over udsigten til at spille på klubhold side om side med Møllgaard igen glæder da også Hansen.
- Han har været en del af det. Det er en mand, jeg kommer godt ud af det med. En dygtig spiller på banen, men også uden for banen. Det er klart, at han har talt varmt om Aalborg, siger Mikkel Hansen til TV 2 SPORT.
Møllgaards ord gjorde dog ikke hele udslaget.
- Men udover det har det også været deres resultater og deres fremgangsmåde. De tør godt melde ud om, at de har ambitioner og drømme om at tage et skridt eller to op rent internationalt. Og det har tiltalt mig meget.
Kæmpestort for den danske liga
Da Henrik Møllgaard i 2018 vendte hjem, var han et stort navn. Siden har han været en fremtrædende spiller i den danske liga. Derfor glæder han sig også på ligaens vegne.
- Det er en kæmpestor nyhed både for Aalborg Håndbold, men også for den danske liga, for det er en af de allerstørste, der vender hjem.
- Jeg glæder mig rigtig meget, og det kan det danske håndboldpublikum også, siger Henrik Møllgaard.
Mikkel Hansen tager til Aalborg fra sommeren 2022. Til den tid vil han være 34 år.