Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hele Danmark så deres sorg for 25 år siden – nu er de mødtes igen for at sætte et punktum

Foto: TV2

Tusinder så med, da Jes Dige inviterede et tv-hold inden for i sin sorggruppe for børn, der havde mistet en forælder. Onsdag mødte han pigerne igen.

Marie Elvira Biegel var 12 år, da hun mistede sin mor til kræft.

Hun husker sorgen som uhåndgribelig.

Men samtidig med, at hun havde svært ved at sætte ord på sine følelser, havde hun brug for at tale om dem.

Dengang blev Marie Elvira Biegel tilknyttet en sorggruppe med den danske psykolog Jes Dige for enden af bordet, og det blev altafgørende.

- Man fik et rum, hvor det ikke altid var en selv, der behøvede at snakke. Når man ikke selv kunne finde ud af at sætte ord på ens følelser, så var der andre ved bordet, der kunne, og så kunne man sidde og sige: ”Ja, det er lige sådan, jeg har det”, fortæller hun i 'Go' morgen Danmark'.

I sorggruppen fik Marie Elvira Biegel et rum til at tale om, hvordan det var at se sin mor død, den store sorg og de svære følelser med andre børn i samme situation.

Dengang var sorggruppen den eneste af sin slags, men siden 1999, hvor Marie Elvira Biegel var tilknyttede, har den danske psykolog udbredt sorggrupperne til hele landet.

Efter 32 år går Jes Dige på pension, men aftrykket, som han har sat på 3000 børn og familier, er tydeligt.

Lærte at takle sorgen

I 1999 blev historien om Jes Diges sorggruppe delt med hele Danmark, da TV 2 fulgte ham og to piger, Marie Elvira Biegel og Gitte Marie Nielsen, i dokumentaren ’En mur af tavshed’.

Og onsdag, 25 år efter programmet blev sendt første gang, var de tre samlet igen.

Jes Dige startede i 1992 landets første sorggruppe for børn. I sidste uge havde han sit sidste hold efter 32 år med svære snakke. I 1999 så hele Danmark med, da TV 2 fulgte Jes Diges sorggruppe med to piger, der begge havde mistet forældre. Foto: Thomas Jørgen Seerup

Du kan se videoen ved at klikke her

Ligesom Marie Elvira Biegel husker Gitte Marie Nielsen stadig den svære tid og den rolle, som Jes Dige spillede.

Hun var 16 år, da hun mistede sin mor, og hun begyndte efterfølgende at få mørke tanker om at tage sit eget liv, hvilket hun fortalte om til tv-holdet.

Dengang tænkte hun ikke over, at det ville få konsekvenser at dele sine tanker med hele Danmark, men efter at dokumentaren blev vist, fik hun breve fra andre, der havde oplevet det samme, men som ikke havde været i sorggruppe.

Der er ikke nogen, der har ejerskab til sandheden

Jes Dige, stifter af Skyggebørn

- Der var den ene gruppe, og det var den eneste gruppe i Danmark. Det er helt vildt at tænke på, at der er så mange, der ikke fik hjælp, fortæller Gitte Marie Nielsen.

Hun er nemlig ikke i tvivl om, at Jes Dige var hendes redning, og at hans særlige tilgang gjorde en forskel for børnene i gruppen.

- Jes ved jo lige, hvad han skal sige til os. Han lader dig ikke slippe, hvis du sidder med et eller andet. Så skal han nok lige prikke til dig, forklarer Gitte Marie Nielsen.

Grupper over hele landet

Jes Dige startede sin første sorggruppe i 1992 for teenagere, der havde mistet en forælder.

Dengang var tilgangen i samfundet, at sorgen ville gå over med tiden, hvis man ikke kradsede for meget i den.

Men sådan så Jes Dige det ikke.

Jes Dige

Jes Dige er sorgterapeut og stiftede i 1992 den første sorggruppe for børn i Danmark. Gruppen hed Teenagegruppen og var placeret i Aalborg.

I 1999 viste TV 2 dokumentaren ’En mur at tavshed’, der fulgte to piger, der begge havde mistet deres mor. Dokumentaren fik flere folkeskoler til at lave retningslinjer for, hvordan man håndterer børn i sorg, og sorggrupperne blev udbredt til hele landet.

Jes Dige har både arbejdet med børn og sorg i Røde Kors og Kræftens Bekæmpelse i mere end 25 år, og i 2017 stiftede han organisationen Skyggebørn, der tilbyder sorggrupper til børn i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og København.

I stedet besluttede han sig for at lytte og lære af børnene, og det har han ikke fortrudt, fortæller han i dag.

- Min oplevelse har været, at selvom vi i fire timer snakker om noget, der er svært, så kører jeg som regel hjem med et smil på læben og en forløsning, fortæller han.

I dag findes der sorggrupper over hele landet, og Jes Dige har været med til at stifte organisationen ’Skyggebørn’.

Det er det vigtigt, at man har sådan en som Jes

Marie Elvira Biegels, kulturarbejder

TV 2-dokumentaren var dog også med til at skubbe i den rigtige retning, lyder det.

- Jeg vidste jo godt, at der nærmest ikke var nogen, der ville stille op og sige, at det ikke var nødvendigt, fordi det blev vist tydeligt af to smukke piger, at det var livsnødvendigt, at der var nogen, der lyttede til dem, fortæller Jes Dige.

Hvad har alle de år som terapeut lært dig om sorg?

- En masse ydmyghed. Der er ikke nogen, der har ejerskab til sandheden. Hvert enkelt af de her børn i den situation, de befinder sig i, har deres egen sandhed. Der bliver man nødt til at være ydmyg og lytte og give det tid.

Børn har brug for en Jes Dige

Marie Elvira Biegel og Gitte Marie Nielsen er ikke i tvivl om, at Jes Dige har gjort en stor forskel for dem.

Han lærte dem at takle livet og de svære følelser, så de kunne leve videre med sorgen.

- Derfor er det vigtigt, at man har sådan en som Jes, der kan guide dig og lære dig, hvordan gør du, og hvordan takler du det, så du kommer bedre igennem, end hvis du var alene, lyder det fra Marie Elvira Biegel.

Både hun og Gitte Marie Nielsen har det i dag godt, og de er taknemmelige for den hjælp de fik til at tale om de svære følelser.

For det er vigtigt, når man som barn mister en forælder, og Gitte Marie Nielsen har derfor også en opfordring til andre, der står i samme situation:

- Man skal ikke pakke børn ind, fordi det er slet ikke det, de har brug for. De har brug for at snakke om det og sætte ord på det på deres egen måde, slutter hun.

Se hele indslaget fra 'Go' morgen Danmark' på TV 2 Play


Særligt åbent hus skal hjælpe nervøse kvinder: For mange dropper altafgørende screening

Ifølge Kræftens Bekæmpelse dør knap 1800 nordjyder hvert år af kræft.

Lyserøde balloner, lyserøde trøjer og lyserøde skilte.

Man har næsten ikke kunnet undgå at støde på noget lyserødt lørdag.

I forbindelse med Kræftens Bekæmpelses indsamling mod brystkræft har der nemlig været afholdt lyserød lørdag flere steder i landet.

Og for første gang havde man åbent om lørdagen på Aalborg Universitetshospitals mammografiafdeling, for at vise de fremmødte, hvad de laver, og hvordan en screening foregår.

Kvinder mellem 50-70 år kunne også blive screenet for brystkræft.

De oplever nemlig på afdelingen, at mange kvinder er nervøse for at få taget et mammografi, og derfor dropper nogle at få det undersøgt.

Ifølge Tine Lund, som er kvalitetsansvarlig radiograf på mammografiafdelingen, får 15 procent af nordjyske kvinder mellem 50-70 år ikke foretaget en screening.

- Det kan jo have en konsekvens at komme ind og besøge sådan nogle som os. Vi kigger på om der er brystkræft eller brystkræft på vej, og der er nogle, der måske mest har lyst til at lukke øjnene for det. Men vi vil jo gerne have det undersøgt og fundet det så tidligt som muligt, så folk efterfølgende får en lettere behandling, siger hun.

I gennemsnit får 4.877 kvinder ifølge Kræftens Bekæmpelse nemlig diagnosticeret brystkræft om året, mens cirka 1.077 kvinder dør af brystkræften om året.

Med dagens åbent hus, håber hun, at flere husker at få foretaget en screening, så man hurtigst muligt kan opdage, hvis man har brystkræft.

Tine Lund har brugt dagen på at vise deres forskelige mammomater frem.

- Vi kan ikke være det bekendt, siger Aalborg-profil om nederlag

GOG cementerede sin førsteplads i herreligaen.

Der er ikke liv og glade dage i øjeblikket hos Aalborg Håndbold.

For ikke nok med at de i sidste spillerunde tabte til Mors-Thy Håndbold, tabte Aalborg-mandskabet 33-27 til GOG lørdag.

Og det er noget af en skuffende omgang for de forsvarende mestre.

- Vi kan ikke være det bekendt, den måde vi spiller på i dag (lørdag, red.), siger Sebastian Barthold til TV 2 Sport.

- Vi laver alt for mange, nemme tekniske fejl, som de eksekverer i den anden ende, og så bliver det hele kampen igennem jagtende, når vi sætter os selv i den situation, tilføjer Aalborg-profilen.

GOG 33-27 Aalborg

  • Pausestilling: 17-13

  • Topscorer: Aleks Vlah (9 mål)

Med GOG-sejren cementerer det gulblusede mandskab sin førsteplads i Herreligaen, hvor de har maksimumpoint efter seks spillerunder.
Sebastian Barthold scorede fire mål i topbraget mod GOG, men nordmanden er bestemt ikke tilfreds med sin egen præstation.


For fire år siden fik Tina brystkræft: I dag danser hun til indsamling

Ifølge Kræftens Bekæmpelse dør knap 1800 nordjyder hvert år af kræft. Lyserød lørdag skal samle penge ind til kampen mod brystkræft.

I 2020 blev der nemlig fundet en knude i Tina Mærsk Kjellerups bryst. Heldigvis på en størrelse, så der kunne laves en brystbevarende operation, men hun har siden skullet igennem massevis af kemoterapi.

- Det har været hårdt. Jeg har arbejdet samtidig – det var mit eget valg - for jeg synes ikke, jeg kunne sætte mig ned i sofaen og bare sige "okay, det skal vi igennem". Nej, jeg kunne lige så godt lave noget produktivt. Så det var arbejde, kemoterapi og træning, fortæller hun.

Derfor var hun lørdag mødt op til danseevent i DGI Huset, hvor der skulle danses for at samle ind til Kræftens Bekæmpelse. I forbindelse med Kræftens Bekæmpelses indsamling mod brystkræft har der nemlig været afholdt lyserød lørdag flere steder i landet.

Ikke kræftfri endnu

Fra 9.30-12.15 lørdag dansede hun så løs, for at støtte op. Og heldigvis er, som hun selv siger, dans også hendes store passion.

- Så derfor er det helt naturligt for mig at stille op til det her i dag.

Selvom brystkræften har gjort, at hun ikke længere kan give sig 100 procent, som hun ellers ville ønske, så stopper det hende ikke for at danse i den gode sags tjeneste.

Brystkræften er dog ikke helt væk, men som hun selv siger, "jeg er på den gode side nu."

- Jeg er færdig med næsten alle mine behandlinger, så jeg har et lille års tid tilbage, så er jeg ude af de sidste ting. Så jeg er på et rigtig godt sted, og så håber jeg selvfølgelig bare, at det ikke kommer igen. Det er altid en frygt, man har med sig, konstaterer hun.

I gennemsnit får 4.877 kvinder nemlig diagnosticeret brystkræft om året, mens cirka 1.077 kvinder dør af brystkræften om året.

- Det rammer alle

Det er ikke første gang, at der er danseevent i DGI Huset i anledning af lyserød lørdag.

Ifølge Brian Dybsø, som er en af danseinstruktørerne bag, så har det været der i mange år. Og forhåbentlig mange endnu.

- Det er jo et fællesskab, der bakker op om, at der er noget, vi skal passe på hinanden for. For det rammer alle - også mænd, påpeger han.

- Det giver en god energi. Det giver et smil på læben for noget, der er ret træls for rigtig mange, fortæller Brian Dybsø om danseeventet.

Flere nationaliteter til nordjysk maraton - særligt en vækker begejstring

Foto: Skagen Marathon

Der var rekordmange løbere med til årets Skagen Marathon.

Lørdag løb rekordmange med til dette års Skagen Marathon. Der var i alt 40 forskellige nationaliteter repræsenteret af de i alt 3500 løbere.

- Arrangementet gik forrygende godt, konstaterer Nicolai J. Nissen, turistdirektør for Toppen af Danmark.

Her var 250 af løberne fra Norge, og det lægger man ekstra mærke til i turistbranchen.

- Det er et godt tegn, at særligt nordmændene er på vej tilbage i Vendsyssel i år. Selvom resten af landet ser ud til igen at være gået tilbage i antallet af norske turister, har vi i vores del af landet haft fremgang i antallet af besøgende fra Norge i år i den samlede sæson, når man sammenligner med samme periode i 2023, fortæller turistdirektøren.

Ifølge turistdirektøren var maratonet en stor success af flere årsager.

- Dels på grund af de dygtige kolleger, der har arbejdet mange måneder på at planlægge det, men ikke mindst fordi solen skinnede fra en skyfri himmel, og de mange løbere og tilskuere oplevede Skagen fra sin smukkeste efterårsside, pointerer han.


Efter 15 år kan nordjysk by endelig åbne dørene for tocifrede millionprojekt

Det er den lokale friskole, der står bag projektet.

Hotdogs, tapas og sodavand blev i dag lørdag delt flittigt ud på Lyngbjerggårdskolen i Godthåb i Aalborg.

Her kunne bestyrelsen nemlig vise friskolens nye multihus, Godthuset, frem. Godthuset har kostet i omegn af 15-16 millioner kroner, og har været 15 år undervejs. Det er blevet til efter en lang række sponsorater og ikke mindst indsamlinger fra de lokale.

- Det skal bruges til en skoledag, som jo skal folde sig ud i de mange forskellige lokaler, der er her, som har meget praktisk karakter, men også en idrætshal her, som man kan lave alverdens gode aktiviteter i, forklarer Erik Steffensen, der er skoleleder på Lyngbjerggårdskolen.

Godthuset skal danne rammerne for leg og læring, og når den sidste elev er taget hjem, bydes byens borgere indenfor, hvorefter multihuset kan give plads til et aktivitets- og fritidsliv for hele byen.

- Jeg synes, det er helt fantastisk og en kæmpe gave til byen, lyder det fra Maria Lyngholm, der er beboer i Godthåb.

Hvad tænker du, Alfred, om at du kan få lov at lege herinde?

- Jeg synes bare, det er fedt. Jeg glæder mig til idræt og billedkunst, konstaterer Alfred Lyngholm, der går i 1. klasse på skolen.