Gulerod til hurtige minkavlere: Regeringen indfører bonus for turboaflivning
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Regeringen indfører en turbo-bonus, der skal sikre hurtigst mulig aflivning af mink.
Regeringens beslutning om at aflive samtlige mink i Danmark har efterladt landets minkavlere i chok.
Familien Obitsø har avlet mink over to generationer i 38 år, og nu skal 45.000 mink på farmen slås ihjel.
- Man kan ikke forholde sig til sådan en besked. Man kan kun synes, det er grotesk, siger Jan Obitsø, der savner information fra myndighederne.
Han efterlyser en plan for, hvordan landets minkavlere skal kompenseres.
- Hvad skal der ske? Har de en ordentlig kompensation? Har vi noget at se frem til? Jeg er bange for, vi bare bliver kørt ud på et sidespor, siger Jan Obitsø.
Alle mink i Danmark skal aflives, da der er sket en mutation af coronavirussen blandt danske mink, der kan bringe effekten af en fremtidig coronavirus i fare.
- Urealistisk at tro, vi kan starte op igen
Regeringen understregede ved pressemødet onsdag, at man ikke vil indføre et forbud mod minkavl i Danmark, men at der er tale om en de facto nedlukning af den danske minkbranche i en årrække.
Jan Obitsø har svært ved at se en fremtid for mink i Danmark.
- Det er urealistisk at tro, at vi kan starte op igen. Det kan ikke lade sig gøre, og det er naivt at tro. Vi har produktionsapparater på op til 20 millioner kroner, der bare kan skrottes, siger han.
Også i Lystrup i Østjylland blev en minkavler ramt af dagens ordre fra regeringen.
I 50 år har Lars Eilertsen ernæret sig som minkavler, men det er slut nu.
- Jeg har altid været stolt af min branche. Men i dag klokken 16 blev min branche aflivet, og dermed aflives en del af mig også, siger han til TV 2 ØSTJYLLAND, der deler Jan Obitsøs vurdering af, at minkbranchen ikke kommer tilbage til Danmark.
- Det her er en lukning af erhvervet. Vi er nummer et på verdensplan. Der findes ingen som os. Men vi kan ikke nå det niveau igen, for vi vil ikke kunne skaffe så mange mink, at vi kan fylde Danmark op igen. Så mange mink findes der ikke, siger Lars Eilertsen.
Rigspolitichef Thorkild Fogde fortalte på pressemødet i dag, at der er omkring 15 til 17 millioner mink i Danmark.
Bonus skal sikre hurtig aflivning af mink
Miljø- og fødevareministeriet skriver i en pressemeddelelse, at det er afgørende, at aflivningen af minkene sker hurtigt.
Derfor indfører regeringen en tempo-bonus på 20 kroner per mink, hvis minkavleren får tømt sin besætning inden for ti dage – dog fem dage for besætninger under 7500 dyr.
Ligeledes vil politiet og forsvaret intensivere deres indsats.
- Regeringen vil appellere til, at branchen og minkavlerne vil støtte op og bidrage til denne indsats, selvom jeg godt forstår, at det for alle avlere vil være en meget tung opgave at skulle aflive alle sine dyr, siger fødevareminister Mogens Jensen.
Ifølge Fødevarestyrelsen er der 1139 minkavlere i Danmark, og 207 af farmene har været ramt af COVID-19. 67 af disse farme har allerede fået aflivet alle mink.
I 2019 var eksporten af mink fra Danmark på sit laveste i ti år, men på trods af det løb minkeksporten op i næsten fem milliarder kroner.