GOG kører Aalborg Håndbold over i topopgør
Foto: Carsten Bundgaard / Ritzau Scanpix
Ómar Ingi Magnússon fra Aalborg Håndbold.
Aalborg Håndbold havde før dagens kamp vundet alle sine fem ligakampe. Den stime blev brudt, da de onsdag aften gæstede GOG.
På papiret var der lagt op til et topopgør i håndboldligaen, da GOG onsdag aften tog imod ligaens tophold fra Aalborg Håndbold.
Men lige fra startfløjtet var der tydelig forskel på de to mandskaber. Fynboerne slog nordjyderne med 34-25.
Hjemme i Gudme scorede hjemmeholdet efter behag, mens Ole Erevik i GOG-målet havde godt styr på Aalborgs skytter. Gæsterne fra det nordjyske lavede ukarakteristisk mange fejl, og kampen var reelt afgjort ved pausen, hvor stillingen hed 23-10.
Og det blev ikke meget bedre for aalborgenserne i anden halvleg, hvor kampbilledet forblev det samme. De kom aldrig for alvor tæt på GOG.
Venstrebacken Lasse Møller dominerede igennem hele kampen og blev suveræn topscorer med 11 mål på 12 forsøg.
Aalborgs hjemvendte profil, Henrik Møllgaard, sluttede kampen af med et rødt kort og kunne se sine holdkammerater tabe med hele 25-34.
GOG tildeler dermed Aalborg sæsonens første liganederlag og ligger nu á point med dagens modstander i toppen af ligaen med ti point efter seks kampe.