Frem med bobslæden: Rigtigt vintervejr på vej mod Danmark
Foto: Morten Stricker / Ritzau Scanpix
Børn og barnlige sjæle kan meget vel stimle ud på kælkebakkerne torsdag og fredag, hvis det går som prognoserne spår i øjeblikket. Arkivfoto.
Efter et ret lokalt og vådt snevejr tirsdag trækker kulde ned over Danmark på torsdag, og der kan falde sne mange steder.
Der er langt om længe udsigt til, at man kan finde kælken frem og sende børnene ud i rigtige vinterlandskaber om blot et par dage.
For mens en varmfront i dag giver slud og sne, som ender i regn, går det den modsatte vej onsdag og torsdag, hvor det kan ende med et rigtigt og udbredt snevejr.
Et nyt regnvejr skal passere Danmark onsdag aften og natten til torsdag, og allerede i bagkanten af regnvejret trækker kulde ned over Nordjylland, så man her kan få sne sidst på natten.
Lavtryk giver snebyger
Det er imidlertid i løbet af selve torsdagen, at sandsynligheden for snebyger er stor.
I forbindelse med et lavtryk kan der blive dannet kraftige byger, som falder i en luft, som er kold nok til sne.
Som det ser ud nu i prognoserne, bliver lavtrykket dannet ud for Sydnorges kyst, hvorefter det driver ind over Jylland og videre mod Fyn, Sjælland og Bornholm i løbet af torsdagen.
Derfor ser det for nuværende ud til, at Vestjylland, Midtjylland, Østjylland, dele af Fyn og Sjælland kan blive ramt af snebyger, som lokalt kan give omkring ti centimeter sne.
Lavtrykkets præcise bane er dog endnu usikker, og derfor kan man heller ikke på nuværende tidspunkt med sikkerhed sige, hvor der kommer sne, og hvor der kommer mest.
Sådanne lavtryk, som vi med stor sandsynlighed ser på torsdag, kan dog være intense og overraske med snemængder.
Derfor er det meget muligt, at man enkelte steder i Danmark kan få omkring ti centimeter sne, mens man til gengæld i større områder hen over landet sagtens kan få et par centimeter sne - eller deromkring.
Dermed kan mange egne i Danmark ende med at være hvide i løbet af torsdagen, og meget af sneen vil endda kunne blive liggende, for det ser ud til at blive koldt i dagene derefter.