Fødevarestyrelsen i listeria-sag: Vi har begået fejl
Foto: Chris Helgren / Scanpix
Fødevarestyrelsen erkender nu, at de har begået fejl i sagen om fiskefabrikken Jelex Seafood, som har forfalsket en stribe listeria-analyser.
Operation X afslører torsdag aften klokken 20.00 på TV 2, hvordan fiskefabrikken Jelex Seafood har forfalsket listeria-analyser.
Selvom medarbejderen Karin Silva anmeldte sin egen arbejdsplads og de kritisable forhold til Fødevarestyrelsen, så kontaktede Fødevarestyrelsen hende ikke, før Operation X gik ind i sagen.
I stedet for tog Fødevarestyrelsen ud på kontrol uden at have talt med Karin Silva.
Det resulterede i, at Fødevarestyrelsens kontrollanter ikke kom frem til den rigtige konklusion, men derimod frikendte virksomheden for at have sendt en forfalsket listeria-analyse afsted til en kunde.
Det erkender Fødevarestyrelsen i dag er en fejl.
- Det er en fejl, at vi ikke kommer hurtigere ud, og det er også en fejl, at vi ikke kontakter anmelderen før første besøg, siger Michael Rosenmark, leder af Fødevarestyrelsens rejsehold, til TV 2.
Har ikke fulgt intern procedurer
Ifølge Michael Rosenmark er der procedurer i Fødevarestyrelsen, der beskriver, at har man navnet på en anmelder, skal vedkommende kontaktes.
Men disse procedurer blev ikke fulgt.
- Proceduren er god nok, vi skal kontakte anmelderen, det har vi ikke gjort, og det skal vi gøre fremover. På den måde skal vi følge de procedurer, vi har, og så skal vi rykke hurtigere ud. Proceduren er god nok, vi skal bare huske at følge dem, sig han.
Fødevarestyrelsen: Vi har fået en over næsen
Efter Operation X er gået ind i sagen, kontaktede Fødevarestyrelsen anmelderen, Karin Silva, og tog derefter på en ny kontrol hos virksomheden.
Og denne gang blev konklusionen en helt anden.
Her fandt styrelsens rejsehold foruden den falske analyse, som de allerede havde fået fra Karin Silva, fem yderligere forfalskede analyser, som var sendt afsted til kunder.
En del af Jelex Seafoods forretning er at opkøbe laks fra andre fiskevirksomheder, behandle fisken og sælge den videre til en lang række kunder i store dele af verden - herunder også i Danmark.
Her i landet har den nordjyske virksomhed blandt andet solgt laks til Molslinjen, fastfood-restauranten Sunset Boulevard og til en række cafeer, sandwichbarer og andre virksomheder. Fisken er blandt andet blevet brugt i sandwiches og salater.
Fødevarestyrelsen har taget sagens forløb til efterretning.
- Vi har fået én over næsen, og den tager vi til os, og vi gør det bedre fremover. Men jeg kan ikke love, at vi ikke laver fejl i fremtiden, siger Michael Rosenmark.