Flot solskinsdag i vente i Nordjylland
Foto: Vibe Rosenkrantz Aagaard / TV2 Nord
Solskin over Søparken i Aabybro.
Temperaturen topper dog kun med op til 13 grader.
Et højtryk sydvest for Danmark er med til at sikre en flot onsdag, der i hele landet kommer til at byde på nogen eller en del sol.
Allerede fra morgenstunden står den mange steder på solrigt vejr. Det er nærmest kun på dele af Sjælland og i Sønderjylland, at det stedvis hænger en del skyer.
Samtidig er det med rolige vindforhold inde over land.
Kombinationen med det stille og klare vejr har i de tidlige morgentimer sendt temperaturen ned omkring frysepunktet i den indre del af Jylland.
De fleste steder ligger temperaturen imidlertid mellem 2 og 6 grader her fra dagens begyndelse.
Køligt for årstiden
Det solrige vejr ser ud til at fortsætte dagen igennem for flere landsdele.
Men særligt i Jylland og på Fyn kan der blive dannet spredte skyer som følge af solopvarmning.
Mest sol forventes der at komme over Nordjylland og de østlige landsdele.
Dog bliver det en for årstiden ret kølig forårsdag, hvor temperaturen blot topper med 11 til 13 grader – langs kysterne en smule koldere.
I maj er den gennemsnitlige maksimumtemperatur på 15,6 grader.
Det kølige vejr skyldes, at luftmassen over Danmark er af arktisk oprindelse.
Til gengæld er det med overvejende rolige vindforhold med en svag til jævn vind fra vestlig og nordvestlig retning.
Derfor er der gode muligheder for at komme ud og mærke forårssolens varme.
I aftentimerne falder mange af skyerne sammen og giver dermed en smuk aftenstund i hele landet.
Derudover aftager vinden yderligere, hvilket kan sende temperaturen ned omkring frysepunktet nok engang.