Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Enigt folketing afsætter millioner til udsatte danskere

Foto: Lone Vad Dam

Der skal ikke lukkes mere ned på det sociale område end nødvendigt, lyder det fra social- og indenrigsminister.

Regeringen har sammen med alle Folketingets partier indgået en aftale om en række initiativer for i alt 215 millioner kroner, der skal hjælpe de mest sårbare og udsatte grupper i Danmark bedst muligt gennem coronakrisen.

Det oplyser Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Hovedelementerne i aftalen dækker over tre nye partnerskaber på socialområdet, og pengene bliver i grove træk fordelt således:

  • 131 millioner kroner øremærket til særlig hjælp til udsatte børn og unge

  • Der er 37,6 millioner kroner til hjemløse, voldsofre, mennesker med misbrug og mennesker med psykiske lidelser

  • 35,7 millioner til at bekæmpe ensomhed blandt mennesker med handicap

  • 10 millioner til at understøtte højskolernes og foreningslivets sociale indsats

De tre partnerskaber skal bestå af aktører på tværs af myndigheder og civilsamfund, som har særligt kendskab til målgrupperne på området og de særlige udfordringer, der opstår i forbindelse med den gradvise genåbning af samfundet.

- De tre partnerskaber på socialområdet skal sikre, at vi finder gode løsninger i tæt samarbejde med alle aktørerne, så vi får en tryg tilbagevenden til fællesskabet for udsatte og sårbare grupper. Samtidig sørger vi for, at det sociale område ikke er lukket mere ned end nødvendigt, udtaler social- og indenrigsminister Astrid Krag i meddelelsen.

Aftale sikrer ekstra indsats

Ministeren uddyber aftalen over for TV 2:

- Aftalen siger vældig meget om, hvem vi skal være som samfund, når vi nu formår at holde hånden stærkere under de sårbare grupper, som har betalt en høj pris under coronakrisen.

Vi ser erhvervslivet få milliarder og atter milliarder i støtte under krisen. Hvorfor mener du, at 215 millioner kroner til socialområdet er nok?

- Beløbet skal ses i sammenhæng med den indsats, som hver dag løftes ude i kommunerne. Pengene her bliver givet til organisationer, som kan sikre, at vi gør noget ekstra, blandt andet finde nye metoder til at hjælpe de udsatte børn og stofmisbrugernem siger Astrid Krag til TV 2.

Hos Venstre siger socialordfører Anni Matthiesen, at socialt udsatte, psykisk syge og handicappede har oplevet øget angst, ensomhed og mistrivsel under coronakrisen. Aftalen skal afhjælpe, at de udsatte bliver mere syge.

- Derfor har Venstre kæmpet for, at der afsættes penge til blandt andet krisecentre, de handicappede og til de socialt udsatte børn, unge og voksne. Vi håber med aftalen, at flere hurtigst muligt hjælpes tilbage til en tålelig hverdag igen, lyder det.

Aftale kan ikke gælde alle i første omgang

Af aftaleteksten fremgår det dog, at "den gradvise genåbning af Danmark ikke i første omgang kan omfatte alle udsatte grupper", fordi mange fortsat er "sårbare over for smitte og smittespredning".

Hvem er det, der skal sidde derude og vente lidt endnu?

- For at give et eksempel, så sidder der unge i botilbud i dag, hvor der måske er en mindre gruppe på fem-seks unge mennesker med særlige behov, hvor hovedparten af dem måske er ligeså lidt i fare for at blive smittet af corona som du og jeg, siger Anni Matthiesen til TV 2 og uddyber:

- Men det er klart, vi alle sammen ønsker, at det skal gå hurtigt, så de sårbare kan komme tilbage til den hverdag, vi kendte før corona.

Partierne vil i de kommende dage diskutere de nærmere detaljer ved hvert enkelt tiltag med de relevante myndigheder, lyder det fra ministeriet.

Aftalen ses som et led i den delvise genåbning af Danmark. Tidligere under coronakrisen har Folketinget blandt andet sat penge af til hjemløse, udsatte børnefamilier og frivillige organisationer på socialområdet.

Læs mere om de enkelte elementer i aftalen her

Indsatser målrettet udsatte børn og unge

Herunder er et udsnit af de indsatser, som et enigt folketing giver støtte til:

 

  • Der er afsat 60 millioner kroner til at få udsatte børn og unge godt tilbage i skole. Midlerne skal anvendes til lokale indsatser, der kan medvirke til at lukke udsatte elevers faglige huller som følge af nedlukningen, som eksempelvis særligt tilrettelagte undervisningsforløb på skolerne og ekstra lektiecafeer.
  • Derudover er der også afsat 10 millioner kroner i tilskud til udvalgte frivillige organisationer, idrætsforeninger og spejderkorps, herunder Lær for Livet, Julemærkehjemmene og Muskelsvindfonden. Midlerne skal anvendes til at styrke foreningernes og organisationernes opsøgende arbejde og indsatser.
  • Foreningen TUBA tildeles 7 millioner kroner. Midlerne skal anvendes til at udvide åbningstiden for foreningens chat.
  • Flere psykiatriorganisationer skal deles om 6 millioner kroner. Midlerne er øremærket terapi, rådgivning og støtte til børn og unge med forældre med psykisk eller anden alvorlig sygdom.
  • Frivillige foreninger og organisationer, som afholder ferielejre for målgruppen, får mulighed for at søge midler, så udsatte børn og unge kan komme på enten ferieophold, endagsudflugt eller til et musik- og kulturarrangement i sommeren 2020, efteråret 2020 eller i vinteren 2020/2021.

 

Indsatser målrettet udsatte voksne

Herunder er et udsnit af de indsatser, som et enigt folketing giver støtte til:

 

  • Der er afsat 15 millioner kroner til at styrke indsatsen på voldsområdet. Midlerne skal bruges til at øge kapaciteten hos ambulante behandlingstilbud til voldsramte mennesker og voldsudøvere.
  • Organisationer, der arbejder med aktive stofmisbrugere, bliver tildelt 5 millioner kroner i støtte for at sikre den opsøgende indsats over for udsatte borgere med aktivt misbrug, som i forbindelse med krisen skal isolere sig og derfor kan have brug for behandling.
  • Flere hjemløseorganisationer modtager i alt 5,5 millioner kroner med formålet om at udvide kapaciteten for overnatninger eller indgå aftaler med lokale hoteller. Derudover kan midlerne også bruges til at tilbyde måltider.
  • Derudover får patientorganisationer, der hjælper risikogrupper med kroniske sygdomme, samt psykiatrigrupper, der hjælper psykisk sårbare voksne, også støtte med den nye aftale.

 

Indsatser målrettet handicapområdet

Herunder er et udsnit af de indsatser, som et enigt folketing giver støtte til:

 

  • Der bliver afsat 25 millioner kroner til opsøgende indsatser over for mennesker med funktionsnedsættelse. I praksis betyder det, at Danske Handicaporganisationer i første omgang telefonisk eller ved personlig kontakt kan rådgive om covid-19. Senere i forløbet skal midlerne også bruges til at understøtte, at mennesker med handicap kan vende tilbage til hverdagen og fællesskabet.
  • Der afsættes 10 millioner kroner til Dansk Blindesamfund. Midlerne skal både bruges til at dække det øgede behov blandt folk med synshandicap, ligesom organisationen skal rådgive om, hvad der kan hjælpe til at bryde isolationen.

Kilde: Social- og Indenrigsministeriet


Johnnys vanvittige juleprojekt: - Ingen har gjort det før

Johnny Haugaard brug af lyd, musik og genbrug skal skabe en fortryllende juleoplevelse.

Johnny Haugaard har en juledrøm.

’Danmarks smukkeste juleudstilling’.

Lyder det ikke skønt?

For syvende gang bliver det afholdt, og denne gang er det i Nordjylland, i Aars. Det triste er dog, at det bliver afholdt for sidste gang, i hvert fald under føromtalte navn.

Men så skal den også have fuld gas med udsmykning og idéer.

Blomsterdekoratøren Johnny Haugaard har fået frie tøjler til dette års udstilling, fordi det afholdes i en svømmehal, der alligevel skal rives ned.

- Alt er forladt. Der ligger badebukser inde i skabene, håndklæder og alt muligt, siger han om udstillingens lokation.

- Her står der to friske piger og klistrer syv milliarder kogleskæl på, lyder det om to kvinder, der har gang i arbejdet et sted i hallen.

Se indslaget herunder:

Og sådan foregår det overalt i hallen, hvor der er rigtig mange, der har gang i det kreative arbejde, der skal gøre udstillingen til den smukkeste juleudstilling i landet.

- Det her er jo kreativitet på højt plan, udbasunerer Johnny Haugaard.

- Der er liv og glade dage. Det er der alle steder.

Inde i den store svømmehal skal der også ske ting og sager.

- I det her rum kommer vi til at give en hyldest til de børn, der aldrig blev født og siger tak, for de er engle i dag, lyder det fra blomsterdekoratøren om de nærmest himmelske idéer.

- Der kommer vandfald ud fra vipperne, hvor vi bruger, det der er, fortæller han videre om de store planer.

- Et slot kan alle pynte, men det her..

Til juleudstillingen vil der blandt andet blive genbrugt omkring otte tons haveaffald, knogleskind og bark fra træer for blandt andet at give det en ekstra levetid.

Omkring 900 sække med mos samt en masse blomster.

- Det her… det har jeg ikke helt styr på endnu, siger Johnny, da han står udenfor og kigger på den udendørs svømmepøl, der er helt tom for vand.

Blomsterdekoratøren forklarer, at han fik muligheden for at pynte et slot nede i Horsens til juleudstillingen i stedet for hallen i Aars.

- Et slot kan alle pynte på. Dem er der sgu masser af, bedyrer Johnny Haugaard.

- Men en svømmehal. Det er der ikke nogen, der har gjort før, så derfor skulle det være en svømmehal. Det med, at det er den syvende og sidste slags af den her udstilling, gør det også ret symbolsk, at det også er den sidste rejse, svømmehallen tager.

”Danmarks smukkeste juleudstilling” er en kombination af de seks forudgående udstillinger og den i Aars.

Hundredvis af frivillige fra Aars i form af pensionister, skoleelever, en masse foreninger og folk, der har været med ved tidligere udstillinger, er blandt dem, der hjælper Johnny Haugaard med at få alle idéerne ført ud i livet.

Udstillingen har åbent fra 17. november 2024 til 30. december 2024. Entreprisen er 175 kroner.


Ny vandrerute på op til 24 kilometer kombinerer naturoplevelser med kulturhistorie.

Tversted har fået en ny attraktion.

Vandreruten Naturring Tversted, som en gruppe lokale i flere år har arbejdet for, er nemlig blevet indviet.

Søndag var vandrestøvlerne snøret hos mange fremmødte, da lokalgruppen kunne åbne op for de nye ruter på fem, otte og 11 kilometer.

Noget de har arbejdet på siden 2020.

- Idéen var at lave en samlet rute, og så kom tanken også med at få hele området bundet sammen, forklarer Gert Nielsen fra Naturring Tversted Gruppen.

- Og det skal jo ikke være noget separat. Det skal være en del af hele området, fordi vi er her for hinanden.

Gert har været med fra starten, og udfordringer har der været nok af. Især når man ønsker at lave nye tiltag som bænke til tankero i den beskyttede natur.

- I første omgang var Kystdirektoratet faktisk imod, at vi gjorde det, men vi fik heldigvis kolossal opbakning fra Hjørring Kommune og fra Naturstyrelsen, som så idéen i naturringen.

Se indslaget herunder:

Der er blevet rejst 1,4 millioner kroner i de fire år, hvor arbejdet har været i gang. Pengene er blandt andet gået til at bygge et boardwalk på en af vandreruterne, så det er nemmere at komme ud til vandet.

- Det har virkelig været et stort ønske, siger Anni Petersen fra Naturring Tversted Gruppen.

Undervejs på ruten er der også mere moderne ting blandt naturen. For eksempel QR-koder, hvor man kan få information om både fuglene, teglværksproduktion og de fredede blomster.

- Det er nogle fortællinger, som nu er åbne. Bare ved at scanne en QR-kode får man nogle billeder og den der historie fortalt. Det er jeg sikker på, at mange turister og sikkert også mange lokale får fornøjelse af, lyder det fra Gert Nielsen.

Der er blevet oprettet en Facebook-gruppe til formålet, og der er opbakningen til at mærke, for der er kommet over 1000 medlemmer på bare 14 dage.

Gert Nielsen håber, at ruterne vil give lokale og turister muligheden for at oplev det unikke ved Tversted.

- Der er jo den der stilhed, den ro, som vi kalder 'den vildeste ro'. Det er lidt et paradoks måske, men det er en vild ro, der er heroppe, slutter Gert Nielsen fra Tversted Naturring Gruppen.


Fortuna Hjørring spiller med, hvor det er sjovt: Bærer Lene ansvaret?

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Fortuna Hjørring har fået en god start på Gjensidige Kvindeligaen i denne sæson under Lene Terp.

Den tidligere fodboldspiller Lene Terp har været cheftræner for Fortuna Hjørring siden juli 2023, og den sovende gigant er begyndt at vågne op til dåd igen under hendes styring.

Klubben har en stor historik inden for dansk kvindefodbold med blandt andet 11 mesterskaber, hvor det første daterer tilbage til 1994, mens det seneste kom i 2020.

Siden da har klubben fået et par topplaceringer i top-3, men der har alligevel været langt til guldet pointmæssigt.

Det ser dog ud til, at nordjyderne kommer tættere på det mest ædle metal denne sæson.

- Jeg synes, at det går godt. Vi har ikke tabt en kamp, så jeg krydser fingre for, at det ikke bliver anderledes, lyder det fra Fortuna Hjørrings anfører Florentina Olar.

Se interviewet med anfører Florentina Olar herunder:

Fortuna Hjørring har spillet ni kampe i sæsonen, hvor det er blevet til seks sejre og tre uafgjorte. Senest spillede holdet søndag mod de mangeårige konkurrenter i toppen af ligaen Brøndby IF.

- Det er gået godt, og jeg synes også, at vi spiller fint i dag. Også i dag. Vi skal bare kunne holde tempoet, når modstanderen sætter det lavt mod os, lyder det fra hjørringensernes cheftræner Lene Terp.

Alle nævner Lene Terps navn i Hjørring, når man skal høre, hvorfor det går så godt.

- Træneren er ingenting i det her. Det er jo spillerne, kommer det prompte fra træneren.

Du har gjort et eller andet.

- Jeg har prøvet at holde fast i nogle spillere og holde fast i et hold, og så har jeg været lidt insisterende. Og så er jeg også pisseirriterende, svarer Lene Terp.

Se interviewet med cheftræner Lene Terp herunder:

Træneren savner dog stadig en smule på holdet i Hjørring.

- Først og fremmest skulle vi have en ordentlig base, og næste skridt er, at vi skal have flere danskere med ombord på det her. Vi har nogle lige i periferien, der ikke er klar til at spille, og så har vi også nogle dygtige danskere i truppen, der ikke er spileklar, forklarer Lene Terp.

Anføreren Florentina Olar kalder Lene Terp for en cheftræner, der går meget ned i detaljen, meget passioneret og organiseret.


17 hunde samlet i én weekend: Dyster om DM-titel og VM-adgang

12. og 13. oktober har der været fuldt gang i DM i hundesporing ved Skørping, hvor der både var en DM-titel og VM-deltagelse på spil.

I alt 17 hunde og deres ejere fra hele landet havde taget turen til Ulvedal Landbrug lige uden for Skørping, hvor de skulle konkurrere i DM i Hundesporing.

Flere af de 17 deltagere, både hunde og ejere, har været med ved tidligere Danmarksmesterskaber.

- Der er kammeratskaber på kryds og tværs af landet og alle aldersgrænser. Det er mænd, kvinder og hunde, som har det til fælles, og det er dejligt, fortæller Liselotte Nielsen, der var mødt frem med sin otteårige schæferhund Goa, fra Hjørring.

Reglerne for hundesporing

Der er vinkler, spidser og buer fordelt på syv langsider og 1800 meter skridt spor. Sporet bliver lagt tre timer inden, hunden skal gå det. Desuden er der også hele to distraktioner, hvor en person to gange har været inde over sporet 30 minutter, før hunden ankommer. Der gælder det om, at hunden skal fravælge den fristende nye, nemme fært.

Kilde: hunden.dk

Det var dog ikke kun en DM-titel, som var på højkant men også en VM-deltagelse til foråret i Østrig.

- Man kan jo sige at der kongedisciplinen i vores sport. Man bedømmer dem på deres koncentrerede arbejde og deres selvstændige arbejde, som de viser derude, og den måde de kan vælge fra og sige, at det er det spor som en sporlægger har været ude at lægge, forklarer dommer Lene Carlson.

Se indslaget DM i Hundesporing herunder.

Til gavn for hunden

Der bliver lagt mange timer i hundetræningen, for at hundene kan fortsætte med at have landets skarpeste næser.

Og det er ikke altid lige let.

- Det kan godt være lidt svært at få tingene til at hænge sammen, men jeg har en god arbejdsplads. Det værste er her om aftenen, så bliver det svært at gå de her spor, når det er mørkt, og man har fri. Så er det weekenderne, der bliver fyldt op med hund, fortæller Liselotte Nielsen, der også understreger, at det er alt besværet værd.

For hundene kan det også være hårdt, både psykisk og fysisk, at skulle gå de mellem 1500-1800 meter to dage i streg, hvor det gælder om at være helt fokuseret på en bestemt færd. Men hundene har godt af det, fastlår Lene Carlson.

- Det gavner på den måde, at de får brugt deres fysiske og psykiske formåen samtidig. Og det gør dem til stabile hunde, der kan fungere i hverdagene.

Men også ejerne nyder godt af forholdet til deres hunde. For det ændrer slet ikke på forholdet mellem hund og ejer, at man skal yde sit bedste til konkurrencer og mesterskaber.

- Når alt går i smadder, så tager man sin hund og går i skoven. Så kan alle problemerne forsvinde, fordi så er man sammen med ens bedste ven, fortæller Jan Herneth, der har taget turen til Skørping sammen med sin otteårige, langhårede schæfer Canto.

Liselotte Nielsen fra Hjørring endte med at blive danmarksmester, og skal derfor for 11. gang repræsentere Danmark til VM i Hundesporing. Det er femte gang, at det er sammen med Goa.


Foto: Mia Christa Rapaic / Privatfoto

Særligt én landsdel får det vådt.

Søndagsvejret bliver en todelt omgang.

Først på dagen står den således på et udbredt regnvejr over en større del af landet. Men som dagen skrider frem, klarer det efterhånden op fra vest med tørvejr og nogen sol.

Her får du et overblik over dagens vejr — og til sidst dagens detalje.

Radarbillede søndag klokken 6.30. Regnvejr over en større del af landet. Foto: TV 2 Vejret

Formiddag: Sådan falder regnen

Søndagens regnvejr skyldes et lavtryk, der i løbet af dagen skal passere landet.

I første omgang er det særligt regnfuldt over det sydlige Jylland, Fyn og Sydhavsøerne. Med tiden trækker regnvejret sig østover, så også Sjælland og Bornholm får noget regn.

Følg vejret her – TV 2 Vejrets nedbørsradar

På TV 2 Vejrets radar kan du følge den aktuelle nedbør i Danmark. Radaren viser de seneste tre timers nedbør og giver overblik over vejrets vej hen over landet samt en prognose for, hvordan vejret vil bevæge sig mere end en time frem.

Se, hvor langt regnen er nået hen over dig.

Ved middagstid står den på regn over klippeøen, mens resten af landet stort set har tørvejr — kun afbrudt af enkelte lokale regnbyger.

Prognose søndag morgen og formiddag. Et lavtryk hænger over det østlige Danmark og giver udbredt regn. Foto: TV 2 Vejret

Eftermiddag: Stedvis blæsende

De fleste kan se frem til en pæn søndag eftermiddag med tørvejr og god plads til solen.

En enkelt lokal regnbyge kan dog stadig være på spil, mens det grå og regnfulde efterårsvejr fortsat har fat i Bornholm.

Vinden bliver de fleste steder jævn til hård fra nordvestlig retning. I Vadehavsområdet bliver det ekstra blæsende med op til kuling og vindstød af stormende kuling.

Temperaturen topper med 11 til 13 grader, når det bliver varmest.

Prognose søndag eftermiddag. Tørvejr og solskin i det meste af landet. Blæsende i Vadehavsområdet. Foto: TV 2 Vejret

I aften kan der fortsat være enkelte regnbyger, men ellers forventes der overvejende tørvejr.

Dagens detalje

Særligt Bornholm får det vådt igennem hele søndagen.

Mens de fleste kan se frem til encifrede millimeter regn, spår prognoserne næsten 15 millimeter til Bornholm, inden dagen er omme.

Akkumuleret regn. Foto: TV 2 Vejret