Ekstrem varme har sat kursen mod Danmark
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Badegæster på stranden omkring Øster Hurup i juli.
De seneste prognoser har temperaturer, som kan give os en ny absolut temperaturrekord.
Mange danskere puster nok ud i den kølige og friske luft, som blæser hen over landet i dag, men det er en stakket frist - det kan nemlig blive ekstremt varmt i næste uge.
Ordet ekstremt er valgt helt specifikt, for den seneste prognose fra ECMWF, det fælleseuropæiske meteorologiske regnecenter i Reading vest for London, har op til 37 grader over dansk område på onsdag. Og det vil i så fald være en ny absolut temperaturrekord for dansk område - et nyt såkaldt temperaturekstrem.
Den hidtil højeste temperatur målt i Danmark er 36,4 grader den 10. august 1975 i Holstebro.
Sønderjylland, Sjælland, Lolland og Falster kan blive ramt af den varmeste luft
Står prognoserne til troende bliver det varmest i den sydlige og østlige del af landet.
Temperaturen ventes at toppe i Sønderjylland som det første sted med 33 til 35 grader først på eftermiddagen.
Siden rykker varmen længere østpå, så man sidst på eftermiddagen kan få 35 til 37 grader på dele af Sjælland, Lolland og Falster.
Fransk varme
Luften, som søndag ligger over Sydfrankrig, sætter sig i bevægelse mod nordøst, og det er den, som kan give os det usædvanligt varme vejr onsdag.
Varmen tyvstarter dog allerede tirsdag med 31 til 33 grader i de sydlige dele af landet.
Stadig usikkerhed i prognosen
Beskrivelsen her over er den mest sandsynlige ud fra den seneste computerberegning, men sådanne prognoser skal tages med et gran salt. Der vil nemlig altid være usikkerheder, når vi kigger på vejret tre dage frem i tid.
Små forskydninger vindretning, skydækket og præcis ankomsttid af varmen i forhold til, hvornår Solen kulminerer har stor betydning for, hvor varmt det kan blive.
Om det bliver til en ny rekord, er derfor endnu ikke til at sige, men der er på den anden side heller ikke megen tvivl om, at det trods alt bliver meget varmt igen midt i næste uge.