Ekstrem januar slår nye rekorder - både nat og dag er ikke målt varmere
Foto: Mick Anderson
Temperaturen sneg sig i dag op på 12,7 grader i Silstrup ved Thisted.
Usædvanlig varm januar bliver ved med at slå rekorder.
Der er blot lidt over et døgn tilbage af januar, som med 5,5 grader bliver den varmeste januar siden 1873.
Det er ikke den eneste rekord, januar kommer til at løbe med.
Den helt usædvanligt varme vintermåned bliver ved med at sætte nye standarder for, hvor varmt det kan være i årets første måned.
Både gennemsnittet af hvert enkelt døgns højeste og laveste temperatur i løbet af januar har ikke været højere, siden disse beregninger første gang blev foretaget i 1953.
Det viser de seneste tal fra DMI opgjort til og med 29. januar.
Rekordvarmt - både dag og nat
Januar har været præget af usædvanligt høje temperaturer, og flere steder i landet har der slet ikke været frost.
Det daglige gennemsnit af døgnets højeste temperaturer har i januar været 7,7 grader. Den tidligere rekord fra 2007 lød på 7,1 grader.
Normalt er gennemsnittet af de højeste temperaturer 2,0 grader i januar.
Også gennemsnittet af døgnets laveste temperatur satte i januar ny rekord. De var hele 3,2 grader, og overgår dermed de 2,8 grader, der blev målt i 1989.
Det er temperaturer, der er lidt over det vi normalt oplever i forårsmåneden april eller i det sene efterår i november.
Gennemsnittet af døgnets laveste temperaturer er normalt -2,6 grader i januar.
Den usædvanligt varme januar har to gange budt på temperaturer over 10 grader, og varmen kulminerede 15. januar med 11,9 grader i København.
Det var den syvende højeste januartemperatur målt i Danmark siden 1873, og i København var det den højeste januartemperatur nogensinde registreret.
Månedens laveste temperatur blev -4,2 grader målt om morgenen 5. januar, der er den femte højeste minimumtemperatur vi har haft i januar siden 1873.
Ved 14 af DMI's målestationer har der i løbet januar slet ikke været frostvejr, og ved Tranebjerg på Samsø, der ikke kom under 0,8 grader, og ved Hammerodde på Bornholm, hvor januars laveste temperatur blev 2,5 grader, var det de højeste minimumtemperaturer, der er målt siden 1873.
For hele landet ventes middeltemperaturen at blive 5,4 grader, og dermed har vi den varmeste januar siden målingerne begyndte. Den tidligere varmerekord for januar fra 2007 lød på 5,0 grader.