Drejebogen var på vej. I dyb fortrolighed. Men den var på vej.

Helle Thorning-Schmidt var stadig både statsminister og partiformand, og officielt var der absolut ingen grund til at betvivle formandens position i løbet af sommeren 2014.

Slet ikke fra Mette Frederiksens side.

Men i stuen i et sommerhus ved Sejerøbugten sad Mette Frederiksens nærmeste rådgiver om aftenen, når sønnen var lagt i seng, med en bærbar computer og skrev de første udkast til drejebogen for Mette Frederiksens socialdemokrati.

Martin Rossen gemte dokumentet på computeren, og ugen efter mødtes han og Frederiksen i fortrolighed i Beskæftigelsesministeriet, hvor Frederiksen var minister, og Rossen havde titel af særlig rådgiver. Her brugte de yderligere en uge på at gøre arbejdet færdigt. Ministeriet var fuldstændig forladt. Alle embedsmænd var på sommerferie, og bortset fra de to var højst et par betjente i bygningen.

Det hele skulle foregå i fortrolighed. Hvis det kom frem, at Mette Frederiksen og hendes nærmeste var ved at tilrettelægge overtagelsen efter Thorning, ville det næsten kun kunne tolkes som mistillid og kupplaner.

Omvendt var det direkte uansvarligt, hvis ikke der blev lagt en strategi. Rygterne om et topjob til Helle Thorning i EU i bytte for statsministerposten var på det højeste – BT skrev historier som 'Garvede eksperter: Thorning klar til EU-job til sommer' – og hvis Mette Frederiksen pludselig stod med ansvaret som afløser, var hun nødt til at være forberedt.

I al hemmelighed blev Poul Nyrup inviteret på kaffe en eftermiddag på ministerkontoret.

Alt dette for at gøre Mette Frederiksen klar. Klar til at tage magten.

Fint besøg i barndomshjemmet

Mette Frederiksen voksede op i et arbejderkvarter i Grønlænderkvarteret lidt uden for Aalborg centrum. Her boede hendes bedsteforældre tæt på, og hendes far var dybt engageret i politik.

Selvom hun som lille pige i begyndelsen ikke rigtig forstod, hvad faderen mente, når han sagde, "vi går i garderoberne igen", når han og kammeraterne nedlagde arbejdet som typografer på Aalborg Stiftstidende, lærte hun hurtigt den socialdemokratiske jargon. "Når det er lønmodtagerne, der betaler gildet i Danmark, er det også lønmodtagerne, der skal bestemme", som hendes far sagde.

Mette Frederiksen var blot fem år, da hendes far Flemming i 1983 kørte til Nr. Sundby for at hente en fin mand, der skulle til middag i hjemmet. Manden var Mogens Lykketoft, der havde været minister for skatter og afgifter i Anker-regeringen. Poul Schlüter og de borgerlige havde taget magten, så Mogens Lykketoft var ude efter ny inspiration. Det fremgår af portrætbogen 'Mette F' fra 2016.

Da de sad ved middagsbordet, spurgte Mette Frederiksen den dengang 36-årige Mogens Lykketoft, hvorfor han havde sådan et skæg som hendes far. Det udløste en lille diskussion mellem de to om, hvem af mændene der først havde anlagt sig fipskægget.

Lykketoft og Frederiksen skulle senere få et nært forhold.

Omkring otte år senere meldte hun sig ind i Socialdemokratiet som familiens fjerde generation. Og efterfølgende også i ungdomsorganisationen DSU.

Fremstod "irriterende og frelst"

Som 17-årig kom Mette Frederiksen med i bestyrelsen for DSU. Formanden var Henrik Sass Larsen, og de to mødtes første gang til et bestyrelsesmøde på SiD-skolen i Svendborg i 1995.

Poul Nyrup Rasmussen var statsminister, og regeringen gennemførte beskæftigelsesreformer, der sendte unge kontanthjælpsmodtagere i aktivering, allerede første dag de bad om penge. Det var uretfærdigt og synd for de svageste i samfundet, var det klare budskab i Mette Frederiksens indlæg på bestyrelsesmødet.

- Hold kæft, hvor er hun irriterende, tænkte Henrik Sass ifølge portrætbogen ’Mette F’ fra 2016, da han første gang hørte hende tale.

- Hvorfor skal man sidde og høre på det her? spurgte han ud i lokalet.

Henrik Sass Larsen hørte til på højrefløjen i ungdomspartiet og mente, at Mette Frederiksen var frelst, skinger og bedrevidende.

Den nationale løgn

Mette Frederiksen bed fra sig og stod fast på sine holdninger. I 2001 blev hun valgt til Folketinget, og det varede ikke længe, før hun gjorde sig bemærket med endnu en kritik af en af partiets profiler.

Den tidligere S-minister Karen Jespersen var endnu ikke skiftet til Venstre, og hun talte om at sende "tyvagtige asylansøgere" til en øde ø.

- Den linje, hun står for, er færdig. Helt færdig, sagde Mette Frederiksen om den etablerede politiker.

Året efter fulgte Mette Frederiksen op i Berlingske Tidende, hvor hun ikke ville høre tale om, at for mange indvandrere kunne gå udover integrationen.

- Vi kan lige så godt være ærlige. Vi i Socialdemokratiet har båret ved til den nationale løgn om, at antallet af indvandrere var det store problem fremfor at fokusere på integration, sagde hun.

Den "skingre og frelste" Mette Frederiksen holdt også fast i at hjælpe kontanthjælpsmodtagere med en ret til permanent forsørgelse fremfor at gøre det til en pligt for dem at tage et arbejde.

- Man burde give 20.000 til 30.000 af de svageste kontanthjælpsmodtagere førtidspension i stedet for formålsløst at piske dem i beskæftigelse, sagde hun i Berlingske Tidende i 2005.

Skræmmende flugt

Det var i disse år, at hun blev kendt som den unge politiker, der råbte op om ærke-socialdemokratiske synspunkter. Hun forsvarede de svage i samfundet og dyrkede det solidariske fællesskab, men som kritikere ikke mente kunne hænge sammen økonomisk eller politisk.

Hun blev kendt for sine markante holdninger. Hun forslog et totalforbud mod prostitution. Og i 2005 gik hun til angreb på den stigende brug af privatskoler, som hun i en 1. maj-tale kaldte for ”en skræmmende flugt” fra folkeskolen.

- Det nytter simpelthen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole, så snart der er problemer i folkeskolen. Alle har et ansvar for, at folkeskolen fungerer, skrev hun i et debatindlæg.

”Jeg er blevet klogere”

I 2010 ramte de bastante holdninger Mette Frederiksen selv. Datteren Ida Feline skulle begynde i skole, og hun tilhørte folkeskolen Egebjergskolen, der lå tæt på hjemmet i Ballerup.

Men Mette Frederiksen mente, at hendes datter havde brug for en mindre skole, og sendte hende derfor i Hareskovens Lilleskole. En privatskole.

Aviserne skrev om "hykleri" på forsiderne, og to ud tre danskere mente, at det var dobbeltmoralsk, kunne Politiken og TV 2 fortælle i dagene efter på baggrund af en meningsmåling.

Partifælle og souschef på Tove Ditlevsens Skole, Thomas Horn, var blandt de få socialdemokrater, der åbent turde kritisere Mette Frederiksen – og Helle Thorning og Henrik Sass Larsen, der også sendte deres børn i privatskole.

- Det er et uheldigt signal at sende. Som politiker skal man selv kunne lide den vare, man leverer, sagde han i Frederiksborg Amts Avis.

Mette Frederiksen forsvarede sig med, at hun havde fundet ud af, at man som forældre er nødt til at "træffe nogle vigtige og svære valg".

- Jeg er også blevet klogere og ser mere nuanceret på det her nu. Jeg havde ikke skolesøgende børn på det tidspunkt. Derfor var det lettere, end da jeg selv skulle træffe et valg, sagde hun til Ekstra Bladet.

I årene som beskæftigelsesminister fra 2011 til 2014 skiftede Mette Frederiksen kurs inden for fordelings- og arbejdsmarkedspolitik. Dels stod hun i spidsen for at gennemføre dagpengereformen, der halverede perioden fra fire til to år. Dels var hun frontfigur for en række reformstramninger, der skulle skabe mere arbejdskraft.

- Måske har vi som socialdemokrater været for optaget af at give mennesker noget at leve af i stedet for noget at leve for, erkendte hun over for Clement Kjærsgaard på DR i 2013.

Formand Frederiksen

Kameraet zoomede ind på Mette Frederiksen. På scenen foran hende stod Helle Thorning-Schmidt, der netop havde indkasseret et valgnederlag og måtte aflevere nøglerne til Statsministeriet tilbage til Lars Løkke. Klokken var 01.08 natten mellem 18. og 19. juni 2015.

Mette Frederiksens øjne flakkede flere gange, men hun kiggede mest ned i trægulvet i den store sal på Christiansborg.

Thorning kom hurtigt til sagens pointe:

- Kære venner, jeg har besluttet at træde tilbage, og derfor skal vores parti nu have en ny formand, sagde hun.

Lidt bag Mette Frederiksen stod Martin Rossen. Så var det nu. Drejebogen, der var begyndt næsten et år tidligere, skulle frem i lyset.

Mindre end to uger senere blev Mette Frederiksen valgt som formand uden modkandidat på den ekstraordinære kongres i Falkoner Centeret på Frederiksberg.

Alt var gået efter bogen.

Må ikke gå i rødt

På anden sal på Christiansborg sidder Martin Rossen på kontoret på den såkaldte røde gang. Det er i slutningen af 2018.

Kontoret har ikke noget skrivebord, men et sofasæt og et stort mødebord. På væggen ind mod Mette Frederiksens kontor hænger et billede af Danmarks første kvindelige minister, Nina Bang, der skænker varm kakao op til resten af herrerne i regeringen. Det er hendes fødselsdag. Ved siden af hænger portrættet af Stauning, den første socialdemokratiske statsminister.

Som det sidste på væggen hænger en hvid tavle med 31 brikker i rød, gul og grøn.

Tavlen er et stort skema med begreber som troværdighed, lederskab og valgkampsplanlægning. Ud for hver sidder enten en rød, gul eller grøn magnet. Alt er afhængigt af, hvor godt det går på området. De to vigtigste ord er ’ansvarlighed’ og ’retfærdighed’.

- Hvis ikke vi passer på, går den i rød, siger Martin Rossen om ansvarlighed.

Han kigger ofte på tavlen, som socialdemokraterne bruger som en naturlig forlængelse af drejebogen.

Makkerparret

I dag er Rossen stabschef hos Socialdemokratiet, og bliver Mette Frederiksen statsminister, er de færreste på Christiansborg i tvivl om, at det er ham, der følger med hende som særlig rådgiver.

Hvor de fleste andre toppolitikere og ministre har rådgivere og spindoktorer, er den hyppigste beskrivelse af Mette Frederiksen og Martin Rossen, at de er et makkerpar. Et politisk makkerpar.

For dem var det afgørende at få rettet op på tilliden til Socialdemokratiet efter Helle Thornings regeringstid, der var præget af anklager om løftebrud og blå politik. Det var "retfærdighed", der skulle opbygges. Samtidig skulle Mette Frederiksen holde fast i den økonomiske tillid, som Helle Thorning havde opbygget som statsminister. Det var "ansvarlighed".

Et af de vigtigste områder var udlændingepolitikken.

Forbrødring med Dansk Folkeparti

- Viva Las Vegas! Viva Las Vegas! Viva, vivaaa Las Vegas!

Hver gang pressechef for Dansk Folkeparti Søren Søndergaard løfter Elvis Presley-koppen fra bordet, begynder den at spille i kontoret i Provianthuset i yderkanten af Christiansborg.

Det er nu ikke ret tit, at det sker. Melodien bliver simpelthen for irriterende at høre på, så koppen bliver for det meste stående på skrivebordet. Men den erklærede Elvis-fan er alligevel ganske glad for koppen.

Søren Søndergaard fik den til sin fødselsdag i 2018 af Martin Rossen. Man kan roligt sige, at det er ganske nyt, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er kommet på gavefod, for forholdet mellem de to partier har i årtier været mere end anstrengt.

For 20 år siden kunne Poul Nyrup ikke skjule sin foragt for Pia Kjærsgaard og hendes parti.

- Stuerene, det bliver I aldrig, lød de historiske ord fra talerstolen i Folketinget.

Mogens Lykketoft fulgte som S-formand op i årene efter ved at betegne Dansk Folkeparti som borgerlige ekstremister.

Mens Helle Thorning var formand, men endnu ikke blevet statsminister, afviste hun, at Dansk Folkeparti nogensinde ville komme til at være grundlaget for en socialdemokratisk ledet regering. Pia Kjærsgaard kaldte hende omvendt efterfølgende den mest uduelige statsminister i historien.

Ren kemi mellem Kristian og Mette

I februar 2017 sad Mette Frederiksen og DF-formand Kristian Thulesen Dahl så pludselig side om side i Christiansborgs samtaleværelse og var enige om, at man skal passe på danskerne, når politikerne vil udskyde pensionsalderen. Det kunne man læse i 3F’s fagblad, der også lagde en ti minutter lang video på nettet med de to partiformænds møde.

Hos Socialdemokratiets ledelse er analysen klar. Udover at Kristian Thulesen Dahl i dag ikke vil afvise at pege på Mette Frederiksen som statsminister – hvis ikke Løkke kan forvalte sin førsteret – så har den manglende foragt for hinanden allerede betydet, at man har kunnet fejre røde sejre. Konkret handler det om færre lettelser i topskatten, mindre offentlige besparelser i form af omprioriteringsbidraget og pensionsalderen.

- Isoleret set er det ren kemi mellem Kristian og Mette. Det er Schlüter og Helveg om igen. Men en type som Martin Rossen er en vigtig katalysator for samarbejdet, siger Søren Søndergaard.

Mette Frederiksen er ganske klar over betydningen af forholdet mellem de to rådgivere.

- Martin Rossens netværk er afgørende. Både til erhvervsliv, arbejdsgiverorganisationer, fagbevægelsen og andre partier. I forhold til Dansk Folkeparti er det ekstra vigtigt, fordi der ikke var en relation i forvejen, og det kan ikke basere sig på to personer alene. Det skal bygges op mellem flere mennesker.

Søren Søndergaard er ikke i tvivl om, at det nye forhold partierne imellem i høj grad handler om strategi.

- Naturligvis. Vi ved, at de er opmærksomme på det her med, at man kan elske sin fjende ihjel, siger han med henvisning til DF og Socialdemokratiets evige kamp om vælgerne på udlændinge- og velfærdsområdet.

- Og de ved nok også, at vi ved, at de ved det, siger pressechefen med mest erfaring på Christiansborg.

Kollega: Ikke længere i tvivl

Pernille Rosenkrantz-Theil sidder i Socialdemokratiets folketingsgruppe og er nær ven af Mette Frederiksen. De blev begge valgt ind i Folketinget i 2001 – dengang repræsenterede Pernille Rosenkrantz-Theil dog Enhedslisten og støttede blandt andet de to aktivister, der hældte maling over daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen to år senere.

Pernille Rosenkrantz-Theil peger i dag på udlændingepolitikken som et af de afgørende områder, hvor Mette Frederiksen har samlet partiet. Og samtidig har rykket sig langt fra sit udgangspunkt, da hun meldte sig ind i DSU.

- Nu har udlændingespørgsmålet martret Socialdemokratiet herhjemme og i Europa igennem de seneste 30 år. Enten har vi spundet om højrefløjens pointer, eller også har vi ladet som om, problemerne ikke eksisterer, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Sammen med Martin Rossen har Mette Frederiksen brugt de to første år af sit formandskab på at finde et helt svar, mener hun. Hvor de fleste ville have sagt, at det var kugleskørt, fordi det risikerede at splitte partiet i 27 retninger, så har de ikke lagt låg på, men åbnet Pandoras æske for at inddrage ordførere og borgmestre, så vi i dag har et svar, der dækker hele spørgsmålet, lyder vurderingen fra veninden.

- Man er ikke længere bekymret i folketingsgruppen for, hvad partiet mon mener. Før Mette blev formand, kunne man jo sagtens være i tvivl – selv på ens eget ordførerområde. Og det er jo en stor del af forklaringen på den store tillidskrise, der har været i forhold til Socialdemokratiet, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Frederiksen skammer sig

Tilbage på Martin Rossens kontor forplanter tonerne af 'Jutlandia' sig gennem væggen modsat strategitavlen. Flere gange om ugen kan man høre det elektroniske Yamaha-klaver fra lokalet ved siden af. Ofte er det melodier af Kim Larsen eller fra Højskolesangbogen.

Det er Dansk Folkepartis gruppeværelse, og som det første på hvert gruppemøde synger deltagerne fællessang, mens oftest Søren Espersen eller Kristian Thulesen Dahl spiller klaver.

Det kom bag på sidstnævnte, da han pludselig havnede som den ene del af en ny politisk alliance den februardag i 2017. Han havde ikke hørt nærmere om sammenhængen, da 3F bad ham om at stille op til fællesinterview. Og han opfattede det, som om Mette Frederiksen holdt DF ud i strakt arm i begyndelsen af sin formandstid.

Men så begyndte flygtningene at vandre på de danske motorveje, noterer Kristian Thulesen Dahl.

- Frem mod begyndelsen af 2016 mærkede vi en forandring. Så de må have haft nogle drøftelser om strategiskiftet i forhold til os. Der er da ingen tvivl om, at Mette Frederiksen ser, at Socialdemokratiet i Danmark risikerer at ende som socialdemokrater i mange andre europæiske lande. Det kan så betyde, at hun har ændret kurs af frygt for at miste vælgere. Eller at hun er blevet klogere på grund af udviklingen. Jeg vælger at tro, at hun er blevet klogere, siger Kristian Thulesen Dahl.

Det budskab rejser Socialdemokraterne nu også selv rundt med.

I en helsidesannonce – indrykket på blandt andet forsiden af Lørdagsavisen i Køge i midten af april 2019 – fortæller Mette Frederiksen om sin egen rejse.

Om dengang hun besøgte sin morfar i et alment boligkvarter i Aalborg, hvor mange flygtninge og indvandrere var flyttet ind, og han ikke længere kunne tale med sine naboer, fordi de talte et andet sprog.

- Jeg syntes, han manglede udsyn og rummelighed. Det skammer jeg mig over i dag. For det var mig, der manglede forståelse og solidaritet med ham, siger Mette Frederiksen i interviewet, der indledes med sætningen:

- Socialdemokratiet har flyttet sig i udlændingepolitikken.

Afviser højredrejning

Da Mette Frederiksen i 2017 fremlagde partiets nye udlændingeudspil, var det med stop for at søge asyl i Danmark og loft over antal flygtninge og familiesammenføringer.

- Hvis vi vil sikre vores velfærdssamfund, bliver vi nødt til at sikre os, at vi ikke tager imod flere indvandrere, end vi kan håndtere, sagde hun ved præsentationen.

Der er et stykke fra ungdommens melding om ”den nationale løgn” om, at ”antallet af indvandrere var det store problem”.

I dag støtter hun regeringen og Dansk Folkepartis paradigmeskift, der prioriterer hjemsendelse før integration, og ville sidste år ikke stemme imod den øde ø til afviste asylansøgere. Alligevel afviser Mette Frederiksen, at hun er drejet mod højre.

- Når du lægger alt sammen, hvad vi har været involveret i, og hvor Socialdemokratiet ligger i dag, så er det mest af alt en tilbagevenden til klassisk socialdemokratisk politik, siger hun.