Danmark får SMV-regering torsdag, siger Mette Frederiksen
Mette Frederiksen har meddelt dronning Margrethe at hun er klar til at danne regering med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.
Den kongelige undersøger Mette Frederiksen (S) var tirsdag aften på Amalienborg for at meddele dronning Margrethe, at hun er klar til at danne en regering.
Og efter mødet med dronningen løftede Mette Frederiksen sløret for, hvad det er for en regering, der snart ser dagens lys i Danmark.
- I morgen præsenterer vi en regering, der består af Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne, sagde Mette Frederiksen efter at have været hos dronningen.
- Det er de her tre partier, som er blevet enige om at gå sammen og tage ansvar, tilføjede den fungerende statsminister.
Regeringsgrundlaget vil blive præsenteret onsdag, og hvem der får hvilke ministerposter i SVM-regeringen vil blive præsenteret torsdag.
At vi går i regering sammen betyder ikke, at vi er enige om alt.
Mette Frederiksen
Ikke det vi er vant til
Mette Frederiksen fortalte efter mødet med dronningen, at en regering henover midten er "noget nyt".
- Det er ikke det, vi er vant til i Danmark. Men jeg har ment igennem en længere periode, at det er det, vi har brug for.
- Vi har behov for at træffe nogle beslutninger, der kræver, vi ser anderledes på tingene, lød det endvidere.
Der kommer ifølge Mette Frederiksen til at blive truffet "mange beslutninger" i den kommende tid. Hvad der kommer til at kendetegne den kommende regering er ifølge Mette Frederiksen blandt andet "balance" og "samarbejde".
- Det bliver en politisk duelig regering, og vi har sat høje ambitioner, både hvad angår at sikre højere beskæftigelse, høje klimaabmitioner og et omfattende reformprogram, siger Mette Frederiksen.
Ikke enige om alt
Ifølge statsministeren bliver regeringen et "arbejdsfællesskab" for tre partier, der ikke er enige om alt.
- At vi går i regering sammen betyder ikke, at vi er enige om alt. Men vi vælger at gå i arbejdsfællesskab med hinanden, fordi vi mener, det er det bedste for vores land, siger Mette Frederiksen.
Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har flertal alene og bliver dermed en såkaldt flertalsregering. I princippet betyder det, at regeringen ikke behøver forhandle med de resterende partier i Folketinget.
Det siger Mette Frederiksen dog, at man vil.
- Vi vil lytte til og respektere alle eksisterende forlig og partier.
Lange forhandlinger
Forhandlingerne har stået på siden folketingsvalget 1. november, og partierne er faldet fra ét for ét, indtil kun Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne sad med rundt om bordet.
Senest forlod Radikale Venstre forhandlingerne tirsdag eftermiddag. Ifølge partiets formand Martin Lidegaard skyldtes det, at man ikke var blevet enige på punkterne om klima, uddannelse og børn.
Mette Frederiksen sagde foran Amalienborg, at hun er "ærgerlig" over at Radikale Venstre forlod forhandlingerne.
- Men jeg er mest glad for, at der nu er tre partier i Danmark, der vælger at tage ansvaret sammen.