Coronavirus en katastrofe for skibsværfter - og det kan være godt nyt for Danmark
Foto: Nicolaj Styrishave (arkiv)
Over 200 af verdens 281 skibsværfter vil stå uden ordrer inden udgangen af næste år, vurderes det i ny rapport fra Dansk Skibskredit.
Coronakrisen kan blive katastrofal for store dele af shippingbranchen over hele verden.
Det anslår Dansk Skibskredit i en 77 sider lang rapport, som TV 2 er kommet i besiddelse af. Rapporten ventes offentliggjort i juni. Dansk Skibskredit har siden 1961 finansieret skibe på verdensplan.
I rapporten forudser Dansk Skibskredit, at over 200 af de i alf 281 skibsværfter, der findes på verdensplan i dag, vil være løbet tør for ordrer ved udgangen af 2021.
De mere end 200 værfter repræsenterer over 40 procent af den samlede kapacitet for skibsbyggeri på verdensplan. Der er overkapacitet på området, hedder det i rapporten. Det betyder i praksis, at der bliver bygget flere skibe, end der er brug for.
Hos organisationen Danske Rederier, der repræsenterer skibsværfternes kunder, er man dog godt tilfreds med den del af udviklingen.
- Hvis der skal være et sundt marked, skal der ikke bygges flere skibe, end der er behov for. Vores største bekymring er sådan set, hvis man nogle steder opretholder en produktion af skibe, som der ikke er behov for, siger Jacob K. Clasen, direktør i Danske Rederier.
Overkapacitet
Hos Danske Maritime, der er brancheforening for de danske skibsværfter, er man heller ikke urolig på de danske værfters vegne.
- Branchen har været præget af overkapacitet i mange år. Danske værfter har specialiseret sig, og de er meget stærke, siger Jenny Braat, administrerende direktør i foreningen.
Indenfor containermarkedet forudser rapporten, at en økonomiske recession, der ventes at følge i kølvandet på coronakrisen, vil forandre markedet totalt - og mange containerskibe kan i løbet af det kommende halvandet år ende deres dage på verdenshavene.
- Ophugningsaktiviteten vil sandsynligvis blive øget, og det kan reducere den økonomiske levetid for nogle fartøjer og forringe værdien af andre fartøjer permanent, hedder det i rapporten.
Jacob K. Clasen bekræfter, at containerdelen i Danmark også er hårdt ramt af coronakrisen.
- Verdenshandelen vil ifølge WTO's (Verdenshandelsorganisationen, red.) mest optimistiske scenarie for 2020 falde med 13 procent, og det er klart, at når vi oplever et større fald i verdenshandelen, så vil man også opleve et fald i transportdelen af verdenshandlen, og det rammer branchen hårdt, siger Jakob K. Clasen.
Efterspørgsel vil falde
Men det er ikke alle brancher indenfor skibsfarten, der på nuværende tidspunkt er blevet negativt ramt af coronakrisen, tilføjer han.
- Produkttankerne har oplevet en stor efterspørgsel, fordi olieproduktionen ikke er faldet, selv om oliepriserne er faldet. Så produkttankerne er blevet brugt som en slags flydende lagre, siger Jakob K. Clasen.
Ifølge rapporten fra Dansk Skibskredit vil den udvikling dog ikke vare ved hele 2020.
- Vores forskning viser, at efterspørgslen på produkttankere vil falde med én-to millioner tønder om dagen i 2020. Det svarer til en nedgang i efterspørgslen på fem-seks procent, forudser rapporten.
Men i rapporten slås det også fast, at selv om coronavirus har medført en recession, som også har ramt shippingbranchen, så er udsigterne bedre end i 2009, hvor finanskrisens hærgede.
- Virkningen af det markante fald i verdenshandlen på shippingbranchen kan blive voldsom, men industrien synes at være meget bedre i stand til at håndtere et fald i tallene for verdenshandlen, end den var i 2009, hedder det.