Bod til sygeplejersker for arbejdsnedlæggelse
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Arbejdsnedlæggelsen foran Aalborg Universitetshospital, afdeling Nord.
Torsdag morgen nedlagde omkring 200 sygeplejersker ved Aalborg Universitetshospital arbejdet. Det kommer nu til at koste dem en bod.
Arbejdsretten pålægger sygeplejersker, der har deltaget i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, bod på enten 56 eller 86 kroner per nedlagt arbejdstime.
Det står klart, efter at Dansk Sygeplejeråd (DS) torsdag var i Arbejdsretten for anden gang.
Boden på 56 kroner gælder for de sygeplejersker, der deltog i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser før Arbejdsrettens pålæg om at genoptage arbejdet og holde det normaliseret sidste torsdag 9. september.
Sygeplejersker, der har deltaget i nedlæggelser af arbejdet efterfølgende, pålægges en bod på 86 kroner i timen.
Derudover kan alle sygeplejersker, der har deltaget i de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, trækkes i løn svarende til de timer, de har været væk fra arbejdet.
Alle, der har deltaget, kan trækkes i løn
I en pressemeddelelse fra Dansk Sygeplejeråd udtaler formand Grete Christensen, at Arbejdsrettens dom er blevet videreformidlet til alle medlemmerne.
- Vi understreger endnu en gang, at de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser er noget, som vi klart må tage afstand fra, og det må stoppe nu, siger hun.
DS-formanden tilføjer, at kampen for et bedre sundhedsvæsen og højere løn til sygeplejerskerne ikke kan vindes gennem arbejdsnedlæggelser.
Siden Folketinget greb ind og afsluttede strejken, har sygeplejersker landet over deltaget i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.
Senest nedlagde omkring 200 sygeplejersker ved Aalborg Universitetshospital arbejdet torsdag morgen.