Badehotelsstjerne med i 'Vild med dans'
Foto: Mike Kollöffel / TV 2
Med to kollegaer og en kusine som tidligere vindere af 'Vild med dans' kan nydanseren Merete Mærkedahl godt mærke et vist præstationspres.
Med to kollegaer og en kusine som tidligere vindere af 'Vild med dans' kan nydanseren Merete Mærkedahl godt mærke et vist præstationspres.
Hun er kendt som den alvorlige og snusfornuftige stuepige Otilia fra ’Badehotellet’, der er svær at slå et smil af.
Men nu håber Merete Mærkedahl, at TV 2-seerne snart kommer til at finde ud af, at hun ”ikke er så sur i virkeligheden”.
Den 38-årige skuespillerinde har nemlig sagt ja til at medvirke i dette års ’Vild med dans’, en chance hun længe har ventet på.
Hun er tidligere blevet spurgt, om hun ville deltage i programmet, men det har altid ligget lige oveni optagelserne til 'Badehotellet'.
I år har corona-epidemien dog rykket 'Vild med dans'-sæsonen, så den først begynder i oktober, og derfor kunne hun endelig komme med.
- Jeg har længe gerne villet være med, men det har simpelthen ikke kunne gå op. Nu kunne det lade sig gøre, og jeg glæder mig helt vildt, siger hun.
Merete Mærkedahl blev landskendt for sin rolle som stuepigen Otilia i successerien ’Badehotellet’ på TV 2. Ud over 'Badehotellet' har hun i flere år spillet på Aalborg Teater og medvirket i flere revyer.
Ville gerne gå til dans, men havde ingen partner
Merete Mærkedahl har altid holdt af at danse og prøvede faktisk flere gange som barn at lokke nogen med til standarddans på den lokale danseskole i Thisted.
Men det var desværre ikke en særlig populær sportsgren i hendes klasse, så der var ingen klassekammerater, der bed på. Derfor troppede hun selv op til en dansetime i håbet om, at der ville være en anden, der også stod og manglede en partner.
- Men der kom bare ikke nogen, så jeg var der kun den ene gang, siger hun grinende.
Så nu glæder hun sig til at få en dansepartner og lære standarddans.
- Men jeg er lidt et kontrolmenneske, så jeg kan godt blive nervøs for sådan noget som løft. Min værste frygt ville være at komme til skade, siger hun.
Kender flere vindere - Det har jeg mega pres over
Det er ikke første gang, at en ”Mærkedahl” deltager i ’Vild med dans’.
I 2014 medvirkede Merete Mærkedahls kusine vejr-værten Sara Maria Franch-Mærkedahl i 'Vild med dans'.
Og Badehotelsstjernen har også en række kollegaer, der har været med i programmet, som hun har rådført sig med, inden hun sagde ja.
- De har alle sammen sagt, at det var sjovt – og hårdt, tilføjer hun med et grin.
Faktisk har både hendes kusine og to Badehotelskollegaer Ena Spottag og Simon Stenspil vundet 'Vild med dans'.
- Det skal vi da ikke snakke mere om, afbryder hun straks og griner:
- Det har jeg da mega meget pres over, men nu må vi se, hvor langt jeg når. Jeg håber bare ikke, jeg ryger ud som den første, siger hun.
Du kan følge Merete Mærkedahl, Hilda Heick, Sara Bro og alle de andre deltagere i 'Vild med dans', der har premiere på TV2 fredag 2. oktober.