Aalborg slår mægtige Veszprem efter tæt afgørelse
Foto: Lasse Dieckmann
Aalborg Håndbold kunne tage en sejr på 29-26 over ungarske Veszprem og spiller sig dermed tilbage i turneringen.
Spillerne fra Aalborg Håndbold stod over for en svær modstander, da de søndag eftermiddag fik besøg af ungarske Veszprem.
Aalborg-klubben indtog gruppens sidsteplads inden opgøret, og da Veszprem var nummer tre, ventede der en stor mundfuld. Det danske hold var dog godt med igennem hele kampen, og derfor blev afgørelsen meget tæt.
Med bare et minut igen var Aalborg foran med et, og da de scorede flere gange til sidst, kunne de tage en fortjent sejr på 29-26.
De danske mestre er fortsat sidst i gruppen på otte hold, men Aalborg Håndbold holder liv i håbet om at komme blandt de seks bedste hold, der går videre.
Aalborg Håndbold førte 14-13 ved pausen efter en god første halvleg. Hjemmeholdet tog med succes den velspillende målmand Søren Pedersen ud i angrebsspillet, så Aalborg havde en ekstra markspiller med i de offensive aktioner.
Samtidig lykkedes det at holde Veszprem med storspillere som Laszlo Nagy og Momir Ilic nede på 13 scoringer. Første halvleg sluttede dog med lidt Aalborg-ærgrelse.
Danskerne førte 14-11, men ungarerne fik reduceret to gange i halvlegens afslutning. Spændingen forblev intakt i resten af kampen, hvor publikum i Aalborg blev holdt på det yderste af stolesæderne.
Aalborg Håndbold var på intet tidspunkt bagud i halvlegen, og overraskelsen lurede mod Veszprem, der havde 11 point før kampen. Fire minutter før tid blev stregspilleren Simon Hald spillet helt fri, så han kunne score til 26-24 til hjemmeholdet.
Kort efter blev Aalborgs René Antonsen ramt af en udvisning, og udeholdets Gasper Marguc fik reduceret til 25-26. Trods undertal fik Martin Larsen scoret for Aalborg, men få sekunder senere fik Veszprem igen bragt hjemmeholdets føring ned på et enkelt mål.
Kampen fandt sin reelle afgørelse cirka 30 sekunder før tid, da Buster Juul lavede en flot scoring fra venstre fløj til 28-26. Simon Hald nåede at sætte endnu en scoring ind før slutfløjtet, hvorefter den danske jubel kunne bryde løs. Andreas Holst Jensen blev topscorer for Aalborg Håndbold med seks mål, mens Momir Ilic lavede det samme antal mål for Veszprem.