Aalborg-back gør lyncomeback efter alvorlig skade
Aalborg Håndbolds Sebastian Henneberg blev korsbåndsskadet i slutningen af august. Alligevel er han allerede nu klar til at spille igen.
Det er knap syv måneder siden, at den dengang nyindkøbte Sebastian Henneberg fik den kedelige besked om, at han havde revet sit ene korsbånd over. En nyhed, der normalt ville holde en spiller fra banen i op til et år.
Men ikke Sebastian Henneberg. Han er nemlig allerede med på holdkortet, når Aalborg Håndbold tirsdag aften møder TMS Ringsted i næstsidste runde af grundspillet i herrernes håndboldliga.
- Jeg glæder mig rigtig, rigtig meget. Det er gået lidt hurtigere end forventet, og hvad den vanlige standard er for det, men jeg glæder mig helt vildt, fortæller Sebastian Henneberg til TV 2 SPORT.
Den første tid efter var jeg virkelig presset. Det var træls. Også fordi jeg følte, at jeg var kommet godt ind på holdet og havde haft en fin opstart, og så blev jeg pludselig sendt tilbage til start
Sebastian Henneberg, Aalborg Håndbold
Det var i sin første officielle kamp for Aalborg Håndbold – pokalottendedelsfinalen mod Ajax København i august sidste år - at uheldet var ude. Og det, der skulle have været begyndelsen på noget stort, blev i stedet vendt til et mareridt for den tidligere Elverum-spiller.
- Den første tid efter var jeg virkelig presset. Det var træls. Også fordi jeg følte, at jeg var kommet godt ind på holdet og havde haft en fin opstart, og så blev jeg pludselig sendt tilbage til start. Det var et helt nyt hold for mig, og jeg ville bare gerne være med og bidrage.
- Så ja, den første halvanden måneds tid efter var virkelig hård, lyder det fra bagspilleren, der gennem hele forløbet har mærket en stort opbakningen fra klubben.
Mulighed efterlod svær beslutning
Midt i modgangen var der dog også gode nyheder. Sebastian Hennebergs korsbånd var nemlig ødelagt på en måde, hvor det var muligt for lægerne at sy det sammen. En teknik, der endnu ikke er ret udbredt herhjemme, og derfor var bagspilleren da også en smule betænkelig ved at sige ja til netop denne type operation.
- Det var en svær beslutning for mig at tage, fordi jeg vidste, at den normale operation var det sikre valg - hvor man ved, at det for det meste bliver rigtig godt, men det tager også bare 9-12 måneder, før man er tilbage igen.
- Når du får det syet, skal du ikke høste en sene et andet sted fra. Så det er ikke to steder i kroppen, at du pludselig er lidt svagere. Så jeg syntes egentlig, at det var en lille smule ”win-win”.
Allerede halvanden måned efter operationen kunne Aalborg-spilleren mærke effekten. Han følte sig ikke længere korsbåndsskadet, og håbet om et comeback inden sæsonafslutningen blev pludselig til et realistisk mål.
Glæder sig til comebacket
Et mål, der allerede kan blive indfriet tirsdag aften, når Sebastian Henneberg altså igen er med på holdkortet for nordjyderne, der lige nu indtager andenpladsen i ligaen – to point efter topholdet GOG.
- Det bliver virkelig spændende!
- Jeg prøver bare at komme ind til træning og gøre det så godt som muligt, og selvfølgelig kæmper jeg for min chance, det er klart. Der sker også mange ting heroppe, og der bliver hentet mange nye spillere, så man er her jo ikke bare for sjov, så jeg vil også gerne vise, at de skal gå med mig fremadrettet, lyder det fra Sebastian Henneberg.
Du kan se opgøret mellem TSM Ringsted og Aalborg Håndbold direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY tirsdag aften fra klokken 18.00.