Fire brande på 15 minutter i Farsø og Løgstør
Vesthimmerland er ramt af seks brande i løbet af dagen.
Ikke mindre end seks brande har raset i Vesthimmerland i dag. Senest er fire brande blusset op på et kvarter.
Tidligere i dag har brandfolkene i Vesthimmerland været kaldt ud til to brande. Omkring Aars var der udbrudt en større markbrand, der bredte sig ind i en plantage.
Ved Farsø gik der ild i en bigballepresser, og de i forvejen hårdt pressede brandfolk har på en årets varmeste dage kæmpet mod flammerne på flere kanter.
Klokken 18.22 er der kaldt mandskab ud til en markbrand ved Løgstør, og bare tre minutter senere var det galt i Aars med en lignende melding.
18.27 indløb der en melding til Nordjylland Beredskab om en markbrand i Løgstør, og senest er der 18.38 meldt, at der er gået ild i en skov eller plantage omkring Farsø.
Nordjyllands Beredskab meddeler, at man har rasende travlt i disse minutter, derfor er det sparsomt med oplysninger.
I Dokkedal arbejder et halvt hundrede brandfolk videre med den besværlige slukning af mosebranden, der har raseret i mere end 24 timer. De seneste meldinger fra indsatslederen på stedet går på, at overfladebrandene er under kontrol, men at det fortsat brænder under jorden.
Pas på – der er tørt
Myndighederne advarer generelt om, at det er meget tørt overalt, og man henstiller særligt til, at man udviser ekstra påpasselighed som landmand, hvis man skal i gang med høste – så skal man have vand klar og gerne traktor med plov eller harve, så man selv kan gå i gang med at lave brandbælter, hvis det går galt.