Vinhandlere i åben krig: Firma afviser kras kritik fra konkurrent
Regin Iversen (t.h.) sammen med den anden medindehaver hos Vinhuset, Bjarke Petersen.
Vin Med Mere beskylder Vinhuset for ikke at overholde nye regler om aldersverificering. Problemet er nu løst, forsikrer medejer Regin Iversen fra Vinhuset.
- Er der andre regler for tv-kendisser?
Sådan spørger Kasper Thustrup, direktør for webshoppen Vin Med Mere, i en henvendelse til TV MIDTVEST.
Kasper Thustrup henviser til Vinhuset.dk. Thisted-firmaet blev kendt landet over efter at have været med i DR-programmet ”Løvens Hule”.
Men ifølge Kasper Thustrup overholder Vinhuset ikke de nye regler, der 1. oktober trådte i kraft om aldersverificering. Regler, der skal sikre, at webbutikker ikke sælger eksempelvis vin til personer under 18 år.
- ”Løve-virksomheden" Vinhuset har ikke følt for at følge den nye lovgivning, som resten af deres kollegaer i branchen, skriver Kasper Thustrup fra Vin Med Mere til TV MIDTVEST.
- En ting er at overtræde loven helt bevidst hver eneste dag, hver eneste ordre, men en anden ting er også den konkurrenceforvridning, der sker. Det er nemlig ikke omkostningsfrit at have et godkendt verifikationssystem, fortsætter han.
For mig virker det ekstremt arrogant at have denne tilgang til lovgivningen
Kasper Thustrup
Kasper Thustrup påpeger, at der skal være lige vilkår i branchen, og at alle derfor skal overholde de nye regler.
- Jeg står gerne frem, her i form af min udtalelse, og retter en stærk kritik direkte mod Vinhuset og ejerne bag. For mig virker det ekstremt arrogant at have denne tilgang til lovgivningen, udtaler han.
Vinhuset: - Systemet virker nu
Hos Vinhuset erkender medindehaver Regin Iversen, at man ikke har haft et verificeringssystem oppe at køre fra 1. oktober, hvor de nye regler trådte i kraft. Men problemet er blevet løst indenfor de seneste 14 dage, forsikrer han.
- Vi har fået en henvendelse fra Sikkerhedsstyrelsen, som vi naturligvis har reageret på. Kasper (Thustrup fra Vin Med Mere, red.) har fuldstændigt ret i, at vi ikke har haft det fra 1. oktober, men nu har vi et system, der virker, slår han fast.
TV MIDTVEST har overværet, at en person under 18 år forsøger at købe vin på vinhuset.dk. Denne person kommer så langt som til at skulle godkende købet med MitID, men bliver så mødt af denne besked:
Dog har der været et hul i systemet, som har betydet, at man ved at indtaste sine kreditkortoplysninger godt kunne købe vin uden at bevise sin alder. Men efter TV MIDTVEST’s henvendelse fredag eftermiddag er det hul i systemet nu blevet lukket.
- Det er omkring 17 procent af vores ordrer, som sker via kreditkort, men det er klart, at den del skal selvfølgelig også virke. Og det gør det nu, siger Regin Iversen.