Travl dag for beredskabet i Thisted: Rykkede ud tre gange på en time
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkivfoto.
I løbet af en time rykkede Nordjyllands Beredskab ud til et trafikuheld, en bilbrand og en brand på et landbrug. Alt sammen i Thisted Kommune.
Det er ikke kun solen, der har givet Nordjyllands Beredskab sved på panden fredag eftermiddag.
I løbet af blot en time måtte beredskabet i Thisted rykke ud til tre forskellige uheld.
- På meget kort tid har vi haft 15 mand ude i forskellige køretøjer. Vi har haft vanvittig travlt, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Rasmus Evaldsen.
På sygehuset i helikopter
Det første fandt sted klokken 14:10 på Oddersundvej i Thisted. Her kørte to biler sammen, og i alt fire kom til skade.
- Vi har ikke overblikket over, hvor mange der var i bilerne i alt, men de fire der kom til skade skulle på sygehuset med det samme, siger indsatslederen.
Én af de fire personer kom så alvorligt til skade, at beredskabet skulle have personen ud af bilen på den mest nænsomme måde -
som overhovedet muligt.
- Det var meget alvorligt, og personen blev fløjet på sygehuset med helikopter, siger indsatslederen.
Hvor alvorligt det står til for de fire personer, ved han ikke.
Bilbrand
Omkring klokken 14:45 var den gal igen, og Nordjyllands Beredskab i Thisted måtte sende endnu et hold ud.
Denne gang er der tale om et trafikuheld i lyskrydset Over Engen i Thisted.
Trafikuheldet var ikke så voldsomt og ifølge Rasmus Evaldsens oplysninger, har de involverede ikke taget skade. Den ene bil derimod gik i flammer.
- Personerne i trafikuheldet kom selv ud af bilen, men efterfølgende gik der ild i den ene bil, siger indsatslederen.
Brand på landbrug
Kun et kvarter efter måtte beredskabet i Thisted sende det tredje hold afsted. Klokken 15:00 fik de nemlig en anmeldelse på en brand på et landbrug på Næstrupvej lidt uden for Thisted.
- Der var gået ild i et fyr, som kan fyre med piller og flis. Vi tømte tanken og fik slukket gløderne, siger indsatslederen.
Fyret står stadig, og der var ingen, der kom til skade.
Nu håber indsatslederen, at de ikke skal ude til flere uheld i denne weekend.