Thisted mangler tiltrækning
Foto: Anders Ekström / TV2 Nord
Thy-kommunen indtager en 88. plads i Dansk Industris seneste opgørelse.
En ny opgørelse fra Dansk Industri placerer Thisted Kommune på en 88. plads, når det kommer til kommunernes evne til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Hos it-virksomheden netIP mærker de konsekvensen af, at det er svært at hente de rigtig folk til specialstillinger – især når det ligger i et område som Thisted.
-Hvis vi kigger ind i vores vækstplaner og vores ønske om vækst fremadrettet, så er det alfa og omega, at vi får flere med ombord, for at vi kan indfri de planer, vi har, siger Carsten Hedemann, der er administrerende direktør i netIP.
Virksomheden har derfor set sig nødsaget til at oprette nye afdelinger i Holstebro, Herning, Skive og senest Aalborg for ganske enkelt at få større geografisk dækning, så den lettere kan sikre sig de eksempelvis datateknikere, der er i særlig høj kurs. Men der er stadig godt med ledige stillinger.
-Lige nu mangler vi share point-konsulenter, vi mangler systemkonsulenter, seniorkonsulenter, key account-managere, som vi forsøger at jagte i det ganske land lige nu, siger direktøren.
Mandag havde virksomheden besøg af både Thisteds borgmester Lene Kjeldgaard (V) og Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen (V), hvor de blandt andet diskuterede, hvordan man at trække flere kvalificerede medarbejdere til Thy.
-Vi er så langt fra tilfredse med den placering, vi vil gerne længere frem. Der er mange typer af virksomheder i vores kommune. De har allesammen forskellige ønsker til rammevilkår, og dem skal vi have lavet, så de passer til vores erhvervsliv, siger borgmester Lene Kjeldgaard (V).
Thisted-virksomheden har i øjeblikket 15 lærlinge, som er ved at uddanne sig til data-teknikere.