Sygehuskøkken i Thisted modtager klimapris
Foto: Region Nordjylland
Køkkenpersonalet på sygehuset i Thisted modtager Region Nordjyllands Klimapris.
Region Nordjyllands Klimapris 2018 er blevet tildelt køkkenet ved Aalborg Universitetshospital, Thisted.
Køkkenet ved Aalborg Universitetshospital, Thisted, har fået Region Nordjyllands Klimapris 2018 for deres mangeårige og ambitiøse indsats for at fremme økologi og bæredygtighed. Klimaprisen uddeles en gang årligt til en afdeling eller institution under Region Nordjylland.
- Regionen arbejder for at nedbringe sit energi- og ressourceforbrug, og de ansatte har en nøglerolle i den indsats. Det er vigtigt, at vi sammen yder et inspirerende og solidt bidrag til et mere bæredygtigt samfund og tager medansvar for klimaudfordringen, siger formand for regionens Klima- og Miljøudvalg, Mads Thomsen.
Køkkenet ved Aalborg Universitetshospital, Thisted, modtager blandt andet prisen for at have arbejdet med at opnå økologisk spisemærke i sølv, som gives til køkkener, hvor mere end 60 procent af råvarerne er økologiske, og for at være nomineret til Landbrug og Fødevarers pris, “Økologiske køkkenroser”.
- Her i køkkenet startede I allerede med at fokusere på gode råvarer for cirka 30 år siden. De skulle være fra de nære markeder, og økologisk producerede varer har nydt fremme gennem alle årene. Så I kan med stolthed sige, at I har bidraget til et bedre miljø, både ude i landskabet men også et godt madmiljø her på stedet. Og jeg håber, at I vil fortsætte i det gode spor mange år fremad, siger Mads Thomsen.
Økonoma og afsnitsleder i køkkenet ved Aalborg Universitetshospital, Thisted, Marian Bloch Larsen, modtog prisen på vegne af køkkenet, og hun er stolt over prisen.
- Det betyder meget, at der i regionen er nogen, der har øje for og påskønner, hvad vi gør her i Thisted, for der er brug for mere synlighed om økologi. Og inden for økologi og bæredygtighed er der altid et nyt tema at tage fat på, så man er aldrig helt i mål, og her er sådan en pris med til at stimulere lysten til at fortsætte arbejdet.
For Marian Bloch Larsen er økologi og bæredygtighed dog ikke kun et spørgsmål om at gøre noget godt for miljøet – det er også med til at sikre en højere kvalitet af de måltider, som hospitalet tilbyder patienterne.
- Maden bidrager til den gode patientoplevelse, og vi kan mærke på især de pårørende, at det faktisk betyder noget, at vi har en holdning til de råvarer, vi bruger. På samme måde som vi skal have høj kvalitet i vores behandling af patienterne, gælder det også for den mad, vi serverer for dem. Og kan vi skabe en bedre kost til patienten i dag samtidig med, at vi sikrer et bedre miljø til os alle sammen i morgen, er det det bedste, vi kan ønske.
Tre tiltag var nomineret til at modtage klimaprisen. Udover køkkenet i Thisted var de nominerede:
- Pendlerbussen, som fragter personale og blodprøver mellem Aalborg Universitetshospital i Aalborg og Thisted. Ud fra en klimavinkel er det en positiv ting, at flere personer kører sammen i en bus i stedet for at køre i hver sin bil. Bussen vil fremover også blive anvendt til at transportere pakker med blandt andet blodprøver mellem klinikken i Aalborg og sygehuset i Thisted. Disse pakker blev tidligere sendt med taxi.
- Kantinerne ved Aalborg Universitetshospital for at indføre Too Good To Go ordning, som er et generelt udbredt koncept i butikker og restauranter for at reducere madspild. Fødevarer fylder en betragtelig del på regionens klimaregnskab, og mindskelse af madspild er en vigtig indsats for at nedbringe CO2-udledningen. Kantinerne ved en række af Aalborg Universitetshospitals afdelinger har indført Too Good To Go ordning for personalet. Det betyder, at man hver dag i tidsrummet 13.35–13.50 kan fylde en madboks med det overskydende mad fra buffeten, der ikke er blevet solgt i åbningstiden.
Regionsrådets klimapris
Regionsrådets klimapris er et initiativ under KlimaRegion Nordjylland.
Som landets første og førende klimaregion ønsker Region Nordjylland at belønne klimavenlige aktiviteter samt skabe opmærksomhed om værdien af gode idéer og innovation, der styrker Regionens klimaindsats og begrænser CO2-udledning.
Klimaprisen uddeles én gang årligt til en afdeling eller institution under Region Nordjylland, som lever op til ét eller flere af følgende kriterier:
- Nye rutiner eller metoder, som giver lavere energi- eller ressourceforbrug
- Investeringer i nyt udstyr, som giver lavere energi- eller ressourceforbrug
- Aktiviteter som øger medarbejderes eller borgeres bevidsthed om klimaet