SUP-Verdensmesteren fra Thy slutter sæsonen i San Francisco
Foto: Copencold Hawaii
Casper Steinfath og Christian Andersen fra Klitmøller er med blandt verdens 32 bedste SUP-surfere i årets sidste World Cup-afdeling i Stillehavets enorme bølger.
Vejrudsigten lover bølger på fem til syv meter, når 24-årige Casper Steinfath og bare 16-årige Christian Andersen - begge fra Klitmøller - fredag eftermiddag dansk tid er med i årets sidste World Cup-afdeling i Stand Up Paddling.
Her kæmper verdens 32 bedste SUP-atleter og wild cards om de sidste point til verdensranglisten, hvor den firedobbelte danske SUP-verdensmester, Casper Steinfath, i øjeblikket ligger nummer tre.
- Det bliver den mest legendariske sæsonafslutning nogensinde. Bølgeudsigten ser helt vild ud. Denne World Cup går over i historiebøgerne, fordi vi har aldrig før haft så store bølger til et stævne. Jeg glæder mig helt vildt, siger Casper Steinfath.
16-årigt talent med på wild card
Selve løbet begynder på den legendariske Ocean Beach, hvor surferne først skal kæmpe sig ud gennem Stillehavets monstrøse bølger. Dernæst går ruten gennem et oprørsk hav, hvor atleterne skal navigere i udfordrende understrømme, inden de efter 12 km krydser mållinjen under Golden Gate Bridge.
- Normalt er jeg ikke fan af lange distancer, men dette løb er meget anderledes, end alt hvad vi er vant til. Bare at kæmpe sig vej gennem de fem-syv meter store bølger og komme sikkert i mål bliver en sejr i sig selv. Det er Moder Natur, vi er oppe imod, og hun er klar til en rigtig vild dans, siger Casper Steinfath.
Med på startlinien fredag er også 16-årige danske Christian Andersen, som har fået pladsen gennem et wild card.
Casper Steinfathsom sikrede sig i september karrierens fjerde VM-guldmedalje på hjemmebane i Danmark under Copencold Hawaii i 200 meter sprint foran Operaen i København.