Stort energianlæg på vej på Hanstholm Havn
Foto: Pressefoto
Der er planer om at etablere et stort energianlæg på Hanstholm Havn. Anlægget skal bidrage til at gøre havnen til Europas første CO2-neutrale fiskerihavn.
Hvis man spejder ud over horisonten fra Hanstholm Havn, er der blåt så langt øjet rækker. Sådan kommer det nok også til at være i fremtiden, men selve havnen vil gerne være mere grøn, end den er i dag - i hvert fald i overført betydning.
Hanstholm Havn har et mål om at blive Europas første CO2-neutrale fiskerihavn, og for at nå den målsætning, har havnen underskrevet en hensigtserklæring sammen med den danske energivirksomhed European Energy.
Firmaet ønsker udover sol- og vindenergianlæg også at etablere et såkaldt Power-to-X-anlæg til produktion af e-metanol og brint på Hanstholm Havn, som i de seneste år er udvidet med et 130.000 kvadratmeter stort baglandsareal.
- Med udvidelsen af Hanstholm Havn har vi fået den rette kapacitet til at kickstarte et energieventyr, som kan understøtte grøn omstilling, tiltrække milliardinvesteringer fra grønne industrier og skabe ekstra arbejde til blandt andre de mange lokale servicevirksomheder på Hanstholm Havn og entreprenører i hele Thisted Kommune. Dermed vil vi vise, hvordan en fiskerihavn også kan være en energihavn og skabe stærk synergi mellem fiskeriindustri og grøn energi, siger havnedirektør Nils Skeby.
Sol, vind og Power-to-X
European Energy beskæftiger sig med produktion, lagring og levering af vedvarende energi og har i forbindelse med den indgåede hensigtserklæring med Hanstholm Havn et ønske om at etablere et Power-to-X-anlæg til produktion af brint, et e-metanol-anlæg baseret på lokale CO2-kilder og yderligere vedvarende energi i form af vind- og solenergi.
- Hanstholm Havn har søsat en meget ambitiøs energivision, hvor vi ser et stort potentiale i at blive samarbejdspartner til realisering af Hanstholm Energifællesskab A/S - og på den måde ikke alene bidrage til at udvikle vedvarende energi som forretningsområde på Hanstholm Havn, men også til levering af fremtidens grønne energiformer til havnens brugere, fortæller administrerende direktør og stifter af European Energy, Knud Erik Andersen.
- Potentiale til at blive et skoleeksempel
De grønne ambitioner på Hanstholm Havn vækker glæde på rådhuset i Thisted, hvor kommunens nye borgmester mener, at Hanstholm Energifællesskab kan få stor betydning for hele Thy.
- Hanstholm Energifællesskab vil skabe et energifællesskab, der forplanter sig som et grønt ekko til alle de aktører på og omkring havnen, som enten kan tilføre eller aftage centrale energiressourcer, siger borgmester Niels Jørgen Pedersen (V).
- Dermed har Hanstholm Havn potentiale til at blive et skoleeksempel på, hvordan fiskeri og vedvarende energi kan gå i symbiose og skabe fremtidens forretningsgrundlag, der kan tjene som inspiration for andre industriklynger på for eksempel havne - ikke alene her i Danmark, men også ude i resten af verden, siger borgmesteren.
Hanstholm Havn og European Energy forventer at påbegynde forhandling af en endelig aftale nu og sigter efter at lave flere energianlæg i løbet af 2023.