Statens Museum for Kunst rykker ind i Thy: - Det er fantastisk
Statens Museum rykker ind i Thy.
Statens Museum for Kunst åbner sin første filial nogensinde udenfor København. Det sker på Doverodde Købmandsgaard i Thy.
Thyboerne kan se frem til at bo side om side med kunst af høj klasse, når Statens Museum for Kunst åbner sin første filial udenfor København.
Det næste halve år går Statens Museum for Kunst på opdagelse i Thy for at høre thyboernes tanker og drømme om museet – og tirsdag aften blev det hele skudt i gang, da borgerne var inviteret til middagsarrangement.
- Vi har brug for at tale med de mennesker, der bor i området, og de mennesker, som museet skal blive noget for, når det åbner, siger Mikkel Bogh, der er direktør for Statens Museum for Kunst.
En af dem, der ser meget frem til mere kunst i Thy, er billedkunstner Sanne Friis.
- Det er fantastisk, at man får så stor en skat til Thy. Det kan vi være både glade og stolte over, siger hun.
Filialen i Thy skal ligge i den gamle Doverodde Købmandsgaard. Det vil koste omkring 30 millioner kroner at gøre bygningen klar til kunstværkerne.
Statens Museum for Kunst er i fuld gang med at rejse penge til filialen, og de regner med at kunne invitere thyboerne indenfor for at se noget af landets ypperste kunst i år 2020.