Spot de kendte på den røde løber: Gallapremiere på nordjysk spillefilm
Se scener fra filmen Krysantemum i artiklen.
Søndag aften bliver en ganske særlig aften i Thisted, her er der nemlig gallapremiere på spillefilmen Krysantemum, og det er ikke hver dag, en gallapremiere afholdes i det nordjyske.
På den røde løber kommer flere store skuespillere, heriblandt filmens hovesrolleindehavere, Morten Hee og Henrik Birch. Morten Hee er lige nu aktuel i hovedrollen i DR-serien Carmen Curlers, mens Henrik Birch blandt andet er kendt for filmen Klumpfisken, som også foregår i det nordjyske.
En nervepirrende og bevægende fortælling om en familie, som gennem ulovlig transport og salg af livsfarligt fyrværkeri omsider får mulighed for at finde ud af mørket
Om Krysantemum
For ikke alene skal Krysantemum have premiere i det nordjyske, den foregår også i Nordjylland, har den mangeårige Aalborg Teater-skuespiller Marie Knudsen Fogh på rollelisten, og så er filmens instruktør også nordjyde.
Inspireret af en virkelig hændelse
For den nordjyske instruktør, Christian Bengtson, er der endda tale om en spillefilmsdebut. Han er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Scenekunstskole i København og har tidligere haft succes med kortfilmsgenren.
Filmen foregår på hans egen hjemegn i Thisted og er inspireret af en oplevelse, han havde som ung.
- Som 16-årig oplevede jeg på tæt hold en stor fyrværkeriulykke i Nordvestjylland, da en ulovlig produktion af fyrværkeri på et nedlagt landbrug eksploderede tæt ved mit hjem. Med Krysantemum vil jeg gerne fortælle en eksplosiv og rørende historie om, hvordan vi gentager fortidens tragedier, siger Christian Bengtson.
Om filmen står der, at det er et familiedrama om den unge Anders, der driver ulovligt salg af fyrværkeri. Han har ikke talt med sin far i årevis, men en krise tvinger dem til at samarbejde igen.
'En nervepirrende og bevægende fortælling om en familie, som gennem ulovlig transport og salg af livsfarligt fyrværkeri omsider får mulighed for at finde ud af mørket og måske finde tilgivelse. Men tør de gribe chancen og nå det i tide?', skriver produktionsselskabet om filmen.
- Med Krysantemum håber jeg, at folk vil tage det med sig, at følelser ikke forsvinder, bare fordi vi tier dem ihjel – de vokser sig derimod til noget farligt og destruktivt, siger Christian Bengtson.
Jysk gallapremiere
Hvis man skal spotte nogle af de kendte på den røde løber, er det klokken 19 søndag ved Kino 123 i Thisted, man skal have autografbloggen klar.
Visningen af filmen starter klokken 19.30.
Den 17. november får filmen premiere i resten af landet.