Seksdobbelt verdensmester indstiller karrieren
Foto: Ben Reed
Den seksdobbelte verdensmester Casper Steinfath lægger SUP-brættet på hylden.
Han har som 31-årig allerede seks VM-titlen i stand up paddle (SUP) på cv'et, men det bliver maksimalt til én titel mere for thyboen Casper Steinfath. Han indstiller nemlig sin karriere efter VM i København, som finder sted fra 16. til 22. september.
Det oplyser han fredag i en pressemeddelelse.
- Det bliver meget følelsesladet at krydse den sidste mållinje og uddele highfives til mine venner i sporten, men jeg glæder mig også til at fokusere på andre ting i mit liv efter en lang og også lidt usandsynlig karriere, for sporten eksisterede nærmest ikke, da jeg startede, siger Casper Steinfath.
Det er Danmarks mest succesfulde SUP-surfer nogensinde, der takker af, når Casper Steinfath har gennemført sin sidste konkurrence torsdag 19. september.
Har overvejet karrierestop længe
Casper Steinfath fra Klitmøller har vundet VM-guld seks gange, adskillige andre VM-medaljer, og så har han krydset Skagerrak mellem Danmark og Norge på sit bræt samt padlet Danmark Rundt.
Steinfath vandt sin seneste VM-titel i 2019 og overvejede efterfølgende at indstille sin karriere. Det blev dog udskudt, fordi corona-pandemien brød ud.
- For mig er det vigtige at sætte et symbolsk punktum, for jeg har elsket min karriere i sporten, og jeg vil gerne sige ordentligt farvel til den kompetitive del af den sport, jeg har brugt halvdelen af mit liv på. I 2020 kom corona mig i forkøbet, men jeg synes, at et VM på dansk jord er det perfekte punktum for min karriere, siger thyboen.
Ud over de mange VM-medaljer blev Casper Steinfath også hædret med titlen som Årets Thybo i 2018.