Rekord: Klitmøller-villa solgt på bare to timer
Et par fra Sjælland var i sidste uge hurtige og købte et hus i Klitmøller bare to timer, efter det var sat til salg.
Nogle mennesker skal lige bruge et par dage til at tænke sig om, før de sætter signaturen på en købsaftale på et hus. Andre tøver ikke helt så længe.
I populære Klitmøller i Thy skal køberne faktisk kun bruge et par timer. Længere tid tog det i hvert fald ikke for Michael og Gitte Eriksen, der har Café Conrad i byen, at sælge deres villa på Bavnbak 5.
- Jeg troede, det var en spøg. Vi havde selvfølgelig joket med, at det kunne sælges hurtigt, men to timer, det havde jeg på ingen måde forestillet mig, siger Gitte Eriksen.
Det lynhurtige salg er rekord for Nybolig i Thisted, og også her var det en overraskelse.
- Jeg havde sagt til sælgerne, at inden for 14 dage, er jeg sikker på, jeg har solgt jeres hus. Men jeg havde ikke forventet, det vil gå så stærkt. Det har vi aldrig prøvet før, siger ejendomsmægler hos Nybolig Thisted, Alice Mandøe.
De sidste to år er klitmøllers popularitet boomet. Tilflytterne til byen kommer især fra storbyer som København, Aarhus og Aalborg.
Køberne til den 178 kvadratmeter store villa - solgt for 3 millioner kroner - har to børn og kommer fra Karlsunde på Sjælland. De har været på jagt efter hus i Klitmøller i et stykke tid, og da villaen på Bavnbak hoppede op på Nybolig Thisted's hjemmeside, tøvede de ikke.
- Jeg tror, man bliver tiltrukket af Cold Hawaii og naturen, siger ejendomsmægleren, Alice Mandøe.
Efterspørgslen på huse i klitmøller er lige nu så stor, at der slet ikke er huse eller byggegrunde nok til alle dem, der gerne vil bosætte sig i byen. Alice Mandøe spår, at det fortsætter sådan lidt endnu, men på grund af de manglende huse og byggegrunde, vil det få en naturlig ende på et tidspunkt.
Københavnerparret overtager huset i klitmøller den første april. Michael og Gitte er begyndt at pakke deres ting sammen. Nu venter der dem og deres børn en ny tid i Thisted.
- Vi har været på eventyr i klitmøller i 20 år, og det har været helt fantastik. Det er dejligt at give det videre til nogle unge mennesker, som også gerne vil på eventyr herude, siger Gitte Eriksen.
Huset er dog først endelig solgt på mandag. Der er fortrydelsesretten nemlig udløbet. Familien understreger desuden, at det kun er privatboligen, der er solgt.