Overvågning kan måske afsløre bådtyve
Tre bådejere blev mødt af et trist syn, da de tirsdag formiddag besøgte deres både i Thisted Havn.
Ukendte tyve havde været på spil. De var stukket af med dyrt GPS-udstyr fra Garmin på to af bådene. Den ene bådejer havde fået stjålet udstyr for 19.000 kroner - den anden 4.000 kroner.
Den tredje bådejer har endnu ikke dannet sig et overblik over, hvad han har fået stjålet.
De tre bådejere kan meget vel være i samme båd som en række andre.
- De er ikke alle, der er nede ved deres båd hver dag i denne tid, så der kan sagtens komme flere anmeldelser, siger politiassistent ved lokalstation Thisted hos Midt- og Vestjyllands Politi, René Carlsen.
Vi skal se, om overvågningen på stedet rækker helt hen til gerningsstedet
René Carlsen, politiassistent, lokalstation Thisted hos Midt- og Vestjyllands Politi
Efterlyser vidner
Tyverierne har fundet sted på et tidspunkt mellem mandag sidst på dagen og tirsdag formiddag. I jagten på gerningsmændene kigger lokalstationen Thisted nu overvågningsbilleder fra havnen igennem.
- Vi skal se, om overvågningen på stedet rækker helt hen til gerningsstedet, siger René Carlsen.
Har du oplysninger i sagen, hører Thisted Politi meget gerne fra dig på telefon 114.