Nystrup Camping igen fri for vand
Foto: Privatfoto
Torsdag eftermiddag er vandet suget væk fra Nystrup Camping Klitmøller.
Nystrup Camping Klitmøller blev ramt af store oversvømmelser onsdag, men nu er al vandet suget væk.
Gæsterne hos Nystrup Camping Klitmøller havde onsdag meget svært ved at nå ind i deres campingvogne, uden at blive våde.
Det vilde regnvejr tirsdag og onsdag fik en nærliggende å til at gå over sine bredder, og det gik udover campingpladsen, der pludselig stod under vand. Det satte Nordjyllands Beredskab og Beredskabsstyrelsen på en større opgave for at få pumpet vandet væk, men det ser ud til, at den mission nu er lykkes.
Beredskabet pumpede vand væk hele aftenen onsdag aften, og torsdag er der igen tørt på Nystrup Camping Klitmøller, fortæller indehaver af campingpladsen June Halmgren Jensen.
- Beredskabet pumpede vand indtil klokken 11 i går, og så holdt de inde. Så vandet er tilbage i åen. Nu mangler vi bare, at Vor Herre ikke åbner for sluserne og sender mere regn ind over os. Vi vil gerne have tørvejr og sol, siger June Halmgren Jensen.
- Situationen er under kontrol, og al vandet skulle gerne være væk. Det er væk det hele.
Et areal på campingpladsen svarende til en hel hektar stod under vand. Beredskabsstyrelsen havde sendt 16 mand ud på stedet, mens Nordjyllands Beredskab havde tre mand ude.
Vandskader har ramt flere campingvogne
June Halmgren Jensen fortæller, at gæsterne har taget oversvømmelsen i stiv arm.
- Vores gæster har taget det fantastisk, med smil og stor hjælpsomhed. Det var ikke hele campingpladsen, der var oversvømmet, og de gæster, der var på de tørre områder, var meget behjælpelige over for de andre gæster, fortæller June Halmgren Jensen.
- De har inviteret hinanden indenfor i de tørre campingvogne, og der er blevet lånt tørt tøj til børnene. Det er rigtig lækkert, at de har taget det på den måde. Så der er stor ros til vores gæster, og det er uanset om, det er turister, der har været her i få dage eller vores fastliggere.
Flere af de ellers glade gæster har dog ikke kunnet undgå nogle vandskader på deres campingvogne og fortelte. Flere af gæsterne har haft fat i deres forsikring, men June Halmgren Jensen har dog ikke et overblik over, hvor mange der har haft problemer med vandet.