Mand bankede bofælle
Foto: Arkiv
En polsk mand gennembankede natten til tirsdag en polsk kvinde i Thisted. Kvinden blev efterfølgende kørt på skadestuen med en brækket arm.
Politiet blev natten til tirsdag klokken 00:30 kaldt ud til en adresse på Kastet i Thisted. Her blev der meldt om uro fra en bolig. Det skriver TV MIDTVEST.
- Vi får en anmeldelse om, at der er foregået noget på en adresse. Det viser sig, at det er en kvinde, der er blevet gennembanket, og vi tilkalder en ambulance, siger Henrik Nielsen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Den forurettede var en 28-årig kvinde, og den anmeldte var en 29-årige mand, og de var begge fra Polen. De har begge adresse på stedet, hvor episoden skete, men politiet ved ikke hvilken relation, de to har til hinanden. Da kvinden blev undersøgt på skadestuen, viste det sig, at hun havde et brud på højre arm.
Manden blev anholdt af politiet, og blev senere på tirsdagen fremstillet i grundlovsforhør.
Ved grundlovsforhøret blev den 29-årige mand varetægtsfængslet frem til den 20 september.