Lokalt surf-talent spiller på to heste ved DM i Klitmøller
Oliver Hartkopp satser på både surfing og film ved denne weekends Danish Surf Tour i Klitmøller.
Der er gang i Klitmøller i Thy i denne weekend: På vandet kæmper både børn, mænd og kvinder om førstepladserne i Danish Surf Tour, som også inkluderer DM for Danmarks bedste surfere, og i Kassehuset er der film for alle surf-elskere ved Cold Hawaii Film Festival.
Lokale Oliver Hartkopp er med til det hele - både filmfestival og surfturnering. Han har bidraget til filmfestivalen med en ni minutter lang film om sin surftur til Lofoten i Nordnorge, oppe nord for polarcirklen. Og søndag morgen skal han i vandet med de øvrige mandlige deltagere i DM.
- Jeg synes, det er et super fedt arrangement for hele lokalområdet og for Thy. Jeg deltager for at bidrage med noget og for at støtte op om det gode initiativ, siger Oliver Hartkopp til TV2 Nord.
- Jeg tror, det bliver super fedt, og jeg glæder mig til at komme ud og give den gas på vandet i morgen. Især efter en aften som i aften, hvor jeg tror, der vil være en masse gode film. Jeg glæder mig til at se det hele, tilføjer han.
Danish Surf Tour fortsætter med anden del i Klitmøller den 26.-27. maj.