Lokale: Vindmølletestcenter er en gevinst
Foto: TV Midtvest
Regeringen vil udvide det omstridte testcenter for vindmøller i Østerild Klitplantage. Den lokale borgerforening har ingen planer om protester.
Det var under en protest-storm, de første vindmøller i Østerild Klitplantage i 2011 blev rejst. Nu vil regeringen udvide testcenteret, men det meste af lokalområdets modstand har lagt sig. Det skriver TV MIDTVEST.
I dag knejser de højeste vindmøller sig 220 meter over jorden, men i fremtiden skal der ifølge regeringen gøres plads til 300 meter høje vindmøller. Og det har nabo til centeret og formand for den lokale borgerforening Svenning Thomsen intet imod.
- Nu kender jeg ikke projektet i sin helhed, men hvis der er plads, så synes jeg, det er fint at udbygge, siger Svenning Thomsen til TV MIDTVEST.
Der er dog stadig kritiske røster omkring testcenteret. Formanden for den lokale naturfredningsforening er stadig modstander af testcenteret.
- Vi går ind for grøn energi, selvfølgelig gør vi det. Men vi synes, vindmøllerne skal ligge på havet eller i landbrugslandet, siger formanden for Danmarks Naturfredningsforening Thy, Ib Nord Nielsen, til TV MIDTVEST.
Naturfredningsforeningens protester bliver dog uden opbakning fra den lokale borgerforening.
- Det kunne jeg ikke forestille mig. Med det, jeg kender til det, tror jeg ikke, der er nogen, der vil protestere, siger Svenning Thomsen.