Løndumping: Millionbod til bulgarsk entreprenør
Den bulgarske virksomhed Sunotec OOD er idømt en bod på 2.660.000 kroner for at have brudt overenskomsten i forbindelse med opførelsen af to nordjyske solcelleanlæg.
Solcelleanlægget på Skelgårdsvej ved Hanstholm og et lignende anlæg på Næssundvej på Mors er opført med løndumping, og det koster den bulgarske virksomhed Sunotec OOD en bod på 2.660.000 kroner, efter der nu er indgået forlig mellem den bulgarske virksomhed og 3F.
Det oplyser Byggegruppen 3F Aalborg.
Under byggeriet er der foregået følgende brud på regler og overenskomst: Manglende overholdelse af regler om velfærdsforhold, brud på arbejdstidsregler og manglende overtidsbetaling, feriegodtgørelse, søgne-helligdagsbetaling og arbejdsmarkedspension samt manglende efterlevelse af referater fra fagretslig behandling.
Sunotec OOD har også brudt overenskomsten i forbindelse med energiparker andre steder i landet og er ifølge 3F i alt inklusive de to nordjyske sager idømt en bod på 4.900.000 kroner for brud på overenskomsterne.