Lager brændt ned i Hurup – Branddøre reddede resten af bygningen
Overfor brandstationen i Hurup kunne det have været en meget værre brand, end det var, hvis ikke det var for branddøre og den bygningstekniske installation.
Klokken lidt i et lørdag middag fik Nordjyllands Beredskab en anmeldelse om brand i en lagerbygning.
Der var dog ikke langt for beredskabet, da branden foregik lige overfor, og de kunne hurtigt rykke ud.
Men det var dog ikke kun den hurtige udrykning, der reddede den tilhørende kontorbygning.
- Branddøre og de bygningstekniske installationer har gjort, at den ikke har taget hele bygningen med, samtidig med at det har været en hurtig indsats for brandvæsnet, fordi det er lige på den anden side af, hvor brandstationen ligger, siger Jesper Madsen, der er indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab.
Hjælp fra Thisted
Man har endnu ikke kunnet klarlægge, hvad der har antændt branden i lagerbygningen.
Beredskabet i Hurup er også fortsat i gang med efterslukningsarbejdet, som dog er lidt besværligt.
- På grund af at tagkonstruktionen er bygget op med tagpap og efterfølgende med stålplader ovenpå, så besværliggør det efterslukningen, så vi er i gang med at pille tagplader af for at komme ned igennem, så vi kan sikre os, at der ikke er ild rundt omkring, siger Jesper Madsen.
Derfor bestilte man en stigevogn fra stationen i Thisted til at hjælpe med at pille tagkonstruktionen af.
Jesper Madsen oplyser også, at der ikke har været personfare i forbindelse med branden, da bygningen er tom i weekenden.