Klitmøller-surfer blev nummer tre på Themsen
Foto: John Carter / APP World Tour
Klitmøller-surferen Casper Steinfath leverede sit bedste langdistanceløb nogensinde. Efter første stop på World Touren er han nummer tre.
Den 24-årige surfer Casper Steinfath fra Klitmøller blev i weekenden samlet set nummer tre på World Tourens første afdeling i Stand Up Padling, der blev afviklet på Themsen i London.
Han leverede søndag en af sine bedste langdistance-løb nogensinde, da han blev nummer fire på den lange distance over 10 kilometer.
- Jeg er helt rundt på gulvet. Jeg har haft en af de bedste langdistancer i mit liv. Jeg fik en fjerdeplads, og jeg er rigtig glad for det, for det er ikke min stærke disciplin. Jeg tror, at det giver mig en samlet tredjeplads på podiet, siger Casper Steinfath.
Lørdag blev han blev det til en andenplads på sprinter-distancen. Alt i alt ligger Casper Steinfath nu på tredjepladsen i World Touren, hvor han har pointlighed med franskmanden Arthur Aruktin.
- Det har været så bagende varmt. Jeg er solbrændt, så nu skal jeg bare have mig en kold øl, og så glæder jeg mig til at komme hjem til Thy. Jeg skal surfe min hjerne ud resten af sommeren, siger Casper Steinfath med et stort grin.
World Touren afvikles over fire afdelinger. De resterende tre afvikles i New York og San Fransisco til efteråret, inden finalen i Paris til december.