Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Verdens måske største klump rav fra Hanstholm: Vurderet til 300.000

Foto: Lauritz.com

Den store ravklump er 120 cm lang, 100 cm bred og 50 cm høj.

Auktionshuset Lauritz.com har netop sat verdens sandsynligvis største klump ungt rav på auktion. Klumpen vejer mere end 275 kilo.

Verdens måske største klump rav på 275 kilo er blevet fundet i Skagerak, og kommet i land i Hanstholm. En fisketrawler fik klumpen i nettet. 

Det kæmpe stykke rav, som også kaldes kopal eller ungt rav, er vurderet til at være 300.000 kroner værd. Det fremgår af en nyhed på Lauritz.com.

Foto: Lauritz.com

Kopal er en fællesbetegnelse for en række forskellige sorter af harpiks, og derfor et forstadie til rav. Der skal gå adskillige millioner år, for den store klump kopal vil blive til rav, som vi kender det fra for eksempel smykker.

En markant duft

- Vi var ved at tabe både næse og mund, da vi så den enorme klump. Jeg har aldrig set noget lignende. Den er jo utrolig smuk på sin helt egen rustikke, upolerede måde og så dufter den markant, men lækkert af harpiks. Jeg forstår godt, at kopal har været og stadig bliver brugt i forbindelse med forskellige ceremonier. Duften skaber en særlig stemning, fortæller Ané Gyldholm, der er filialdirektør hos Lauritz.com i Aarhus i pressemeddelelsen.

Den store klump har slag og revner. Det største afslag er på cirka 2,9 kilo. Både det og flere mindre følger med seperat. Foto: Lauritz.com

Geologer fra Naturhistorisk Museum i Aarhus har undersøgt kopalklumpen, der bekræfter ægtheden. De vurderer, at klumpen er fra sidste istid og dermed er omkring 20.000 år gammel. 

Der vil være hammerslag på det store stykke af slagsen 17. december 2020. I skrivende stund lyder højeste bud på 150.000 kroner.


Uhyggeligt styrt får ingen indflydelse på Vingegaard-beslutning

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Hvis ikke Jonas Vingegaard vender retur til Baskerlandet Rundt, er det udelukkende grundet sportslige overvejelser.

I løbet af året har Jonas Vingegaard leveret store resultater, og blandt andet sluttede han som nummer to i Tour de France.

Alligevel husker mange nok bedst danskerens uhyggelige styrt tilbage i april under Baskerlandet Rundt, hvor Vingegaard var så slemt tilredt, at han troede, han skulle dø.

Vingegaard brugt det spanske etapeløb som forberedelse til Touren de seneste mange år, men er det overhovedet et scenarie at vende tilbage til et løb, hvor man potentielt har traumer efter så enorme smerter?

- Det er selvfølgelig noget, som jeg og holdet overvejer, om jeg skal køre. Men vi tænker kun på, hvad der er den bedste forberedelse til Tour de France. Så hvis vi synes, at det er en god forberedelse til Touren, så er det det, jeg kører, men jeg tror personligt, at jeg godt kunne tænke mig at prøve noget andet end Baskerlandet, som jeg har kørt de sidste fem-seks år.

Er der noget mentalt i det?

- Nej, det betyder ikke noget, synes jeg. Jeg tror, jeg har kørt det fem gange, og jeg føler egentlig, at der er andre World Tour-løb, jeg har lyst til at køre, og det er mere der, det stammer fra, forklarer Vingegaard til TV 2 Sport.

Styrtet sidder stadig i kroppen

Da Vingegaard styrtede i årets udgave af Baskerlandet Rundt, punkterede han en lunge, brækkede flere kraveben og ribben. Skaderne var så slemme, at der gik over en måned, før danskeren overhovedet satte sig på en cykel igen.

Styrtet kostede også en masse muskelmasse, og det er nu det, der er danskerens største hovedbrud.

De muskler skal tilbage i benene, så der kan trædes de nødvendige watt.

- Jeg er stadig ikke helt på den samme muskelmasse (som før styrtet, red.). Det er stadigvæk noget, vi arbejder på. Jeg prøver at genopbygge muskelmassen, og træningen går godt, så det er lovende i forhold til næste år, lyder det optimistisk fra Jonas Vingegaard.

Du kan læse meget mere om Vingegaards planer for den kommende sæson i artiklen nedenfor.


AaB-træner afviser: - Jeg vil ikke snakke om placering

AaB's cheftræner Menno van Dam i superligakampen mellem AaB og Viborg FF på Aalborg Portland Park, søndag den 24. november 2024.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Efter 16 spillerunder ligger AaB på en niendeplads med 17 point.

AaB fik fire på stribe, da det er den fjerde kamp i streg, hvor klubben tager ét point med sig.

AaBs hollanske cheftræner vælger dog den positive vinkel på pointet - trods AaB i nu seks kampe, ikke har vundet:

- Hvis de andre hold taber fire kampe, og man ser på det ud fra det, så har vi vundet fire point. Ét point er bedre end nul.

En kedelig affære

Søndagens opgør endte nemlig 0-0 mod Viborg FF i en kedelig affære, hvor det var udeholdet, der dominerede.

Dermed missede AaB chancen for at nå næsten op på siden af Viborg - i stedet hedder afstanden nu fire point.

Men den snak preller af på AaB-træneren:

- Jeg vil ikke snakke for meget om placering. I dag tager jeg et rent bur med fra kampen. Vi forsvarede os godt, og vi er generelt blevet bedre i vores spillestil de sidste uger.

Især i første halvleg holdt udeholdet fra domkirkebyen AaB i et jerngreb, og i starten af anden halvleg måtte AaB's målmand, Vincent Müller, diske op med en mirakelredning.

Trods dominansen fra Viborg, mener AaB's cheftræner dog ikke, at der kun var tale om envejstrafik.

- Hvis man ser på de sidste 25 minutter af anden halvleg, så var det også god fodbold, siger den hollandske cheftræner.

Efter 16 spillerunder ligger AaB på en niendeplads med 17 point.


Store stjerner vækker interesse for sporten: Det mærker man hos nordjysk forening

Unge svømmetalenter fra hele Danmark har i weekenden været samlet til Aalborg Cup 2024.

Svømmehud mellem tæerne, rosinhud på fingerne og den karateristiske duft af klor.

Det er noget 11-, og 12-årige Josephine Emilie Lykke Andersen og Rikke Lund fra Aabybro Svømmeklub i den grad kender til.

I weekenden har svømmere fra hele Danmark dystet i forskellige discipliner og distancer ved i Aalborg Cup 2024.

- Det er sjovt, og man får nogle gode venner, foræller Rikke Lund, og hendes svømmekammerat er enig.

- Det har været rigtig hyggeligt, vi har været meget sammen, så det har været rigtig dejligt, lyder det fra Josephine Emilie Lykke Andersen.

Mødte OL-svømmer

De mindre og nyere svømmere fik i weekenden også lejlighed til at møde mere erfarne svømmere. Martine Damgaard fra KVIK Kastrup, der deltog ved OL i sommer var med til cuppen i dag.

Det samme var Karoline Kjeldstrup fra Aalborg Svømmeklub, der i sidste uge vandt guld ved DM i hold.

- Det betyder megameget at få lov til at være her og give noget tilbage, som jeg har fået, da jeg var helt lille, fortæller hun.

Stor interesse

Siden coronatiden har det danske foreningsliv haft svært at få startet op, men det går godt i de nordjyske svømmeklubber. Tal fra Dansk Idrætsforening i 2022 viser, at SvømDanmark havde 186.185 medlemmer.

En stigning på 10 procent på fem år.

- Vi kan sagtens mærke, at der er interesse for konkurrencesvømning, alle vores hold er rigtig godt fyldte. Så det er der stor tilslutning til, så der mangler vi ikke nogen, fortæller talentudvikler ved Aalborg Svømmeklub, Anders Kjær Pedersen.

Ifølge ham er der en effekt, når man, som Aalborg Svømmeklub, har navne, der konkurrerer på eliteplan.

- Det er det, de unge spejler sig i. Det er det, de drømmer om, selvom det er et nåleøje at komme igennem, forklarer han.

OL-drømmene spirer stadig

Fremtiden ser lys ud for talentudviklingen i det nordjyske svømmelandskab.

- Fra vores klub er vi godt på vej. Vi har en god fødekæde til fremtiden, både på juniordelen, men også på seniordelen.

Fremtidsdrømmene er store hos de de unge svømmertalenter.

- Altså jeg håber da selvfølgelig at jeg kan være med på den helt store internationale scene, altså det ville da være drømmen, fortæller Karoline Kjelstrup.

- Jeg har en drøm om at komme med til OL igen, og gerne i 2028, hvis det kunne være en mulighed, lyder det aflsutningsvis fra Martine Damgaard.


Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)

I en ret så kedelig affære var der én spiller, der kunne have gjort forskellen.

I den råkolde nullert i Aalborg, hvor AaB og Viborg delte i porten på Portland Park, var det Ibrahim Said fra Viborg, der var ualmindelig tæt på.

I første halvleg kreerede han selv et stolpeskud, mens han i anden halvleg så AaBs tyske keeper, Vincent Müller, imitere en blanding af Gordon Banks og Peter Schmeichel med en feberredning helt nede ved højre rod.

- Det var faktisk helt utroligt – en god redning. Jeg gjorde alt for at score, men han er god. Jeg var ikke særlig heldig i dag, siger Ibrahim Said.

Hør, hvad målmanden selv havde at sige om redningen herunder:

Ydmyg helt

Efter kampen var AaBs redningsmand ikke meget for at rose sig selv.

- Det er jo min opgave at beskytte målet og hjælpe holdet med at blive i kampen ved at holde målet rent, indleder han, da han bliver spurgt til redningen.

Du er meget ydmyg?

- Selvfølgelig er jeg stolt, men jeg er ikke typen, der står her og siger, at jeg så er 'kampens spiller', fordi jeg lavede tre gode redninger. Jeg kigger først og fremmest på holdet, men jeg er selvfølgelig glad og stolt over min egen indsats, uddyber den tyske målmand, der kom gratis til AaB i sommer fra Duisburg, der netop var rykket ud af 3. Bundesliga.

Ingen bebrejder skurk

Den 24-årige har siden været AaB en god mand, hvor han blandt andet har fundet vej til Månedens Hold tidligere på efteråret, da Morten Bruun udtog det.

Samme Bruun kårede søndag Ibrahim Said som kampens bedste, trods uheld og Müllers kongeredning.

- Den lille dribler var kampen igennem den, der var tættest ved at bryde dødvandet i Aalborg, roser eksperten.

AaB's tidligere sportschef Lynge Jacobsen og frue i superligakampen mellem AaB og Viborg FF på Aalborg Portland Park, søndag den 24. november 2024.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

- Nogle gange har man brug for en lille smule held. Jeg troede, da jeg afsluttede, at bolden ville gå ind, men ud af det blå dukkede han op. Jeg var en lille smule sur, for i en kamp som denne skal man gerne score på de chancer, man har, forklarer Ibrahim Said efter kampen.

AaB fik med pointet lagt en afstand på fire point ned til Sønderjyske på 10. pladsen.


AaB-talismand blev "udsultet", mener ekspert

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

AaBs offensive es var helt ude af kampen. - Så må man switche.

Der er to alternativer til uafgjort, siger Morten Bruun ofte.

I dag måtte AaB derfor være glade for det ene point, der var tættest på at blive konverteret til nul af de to duellanter søndag eftermiddag, AaB og Viborg.

Så meget køber AaB's anfører, Mathias Jørgensen også ind på.

- Jeg er rimelig godt tilfreds med det point, vi får lavet i dag. Det er ikke vores bedste kamp. Når vi har sådan en dag på kontoret, er det godt at komme herfra med et point, siger han og roser samtidig modstanderholdet Viborg.

Da de to hold mødtes tidligere på sæsonen, vandt AaB 3-2 i Viborg, hvor selvsamme Jørgensen scorede et af sæsonens mål. Dengang var det begge hold, der var farlige kampen igennem.

- Jeg er jo også afhængig af mine holdkammerater

Denne søndag i november var trafikken på hovedvej 13 mellem Aalborg og Viborg noget mere envejs.

Især blev talismanden Jørgensen holdt mere eller mindre væk.

- En spiller som Mathias Jørgensen blev jo nærmest udsultet, skrev Morten Bruun, TV 2 Sports ekspert i sin karaktergivning.

- Der er ingen tvivl om, at i dag er jeg slet ikke lige så meget på bolden, som jeg gerne vil. Jeg er jo også afhængig af mine holdkammerater, så det går ud over ens egen indsats, at vi ikke har bolden så meget. Så er man nødt til at switche oppe i hovedet. At tage arbejdshandskerne på og prøve at tage så mange defensive meter som muligt, erkender angriberen efter nullerten.

Aalborgs Vincent Müller leverede en vild redning på Viborgs Ibrahim Saids skud og hjalp holdet med at holde sig inde i kampen.

Frustrationerne var tydelige i første halvleg, hvor Menno van Dam gestikulerede højlydt over Viborgs jerngreb. Det blev da også bedre i anden halvleg, mener Mathias Jørgensen.

- Vi snakkede om, at vi var bedre på bolden end det, vi viste i første halvleg, og det syntes jeg også, vi går ud og viser i dele af anden halvleg.

AaB-topscoreren kunne dog ikke føje flere mål til statistikken søndag, og når man ikke selv leverer i den ene ende, må rosen nødvendigvis sendes ned i den anden. I hvert fald uddeler anføreren store roser til sin målmand, Vincent Müller, der blandt andet leverede en gigantisk feberredning i starten af anden halvleg.

- Det var dejligt, siger anføreren om det alternativ til uafgjort, der blev sikret.