Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

134 dage.

Så længe har Torsten Schack Pedersen (V) været minister for Samfundssikkerhed og Beredskab.

Den første af slagsen i Danmark.

Det var den 29. august sidste år, han blev udnævnt. Glæden var ikke til at tage fejl af. Den loyale venstremand, der i 19 år havde været valgt til Folketinget i Thisted-kredsen, havde længe syntes, turen skulle være hans.

Siden har det været småt med succeserne. For hvad var det præcist, det nye ministerium skulle tage sig til? Hvilke beføjelser og hvilken økonomi havde ministeren? Var det reelt en hadegave, han var blevet givet?

For nylig har Jyllands-Posten skrevet om, hvordan Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab end ikke havde styr på sin egen hjemmeside. At et domæne ikke var blevet købt i tide. At zombier havde sat sig på det.

Dårlig reklame for Torsten Schack Pedersen, der som en anden Prins Charles tålmodigt havde ventet på, at ministertiden nu endelig var kommet til ham.

Især også derfor er den beredskabsaftale, han håber snart at kunne lande, afgørende vigtig. At kunne stille sig frem og være i centrum ved et 'doorstep' betyder noget.

Torsten Schack trænger til en succes. Til at kunne sætte handling bag ordene om, at det gør en forskel, at Danmark har fået en beredskabsminister - at han er der ikke bare af navn.

Men politik og politiske aftaler er også armlægninger, hvor meninger brydes - hvor oppositionspolitikere, hvis opgave det er ikke at mene det samme, som ministeren - puster sig op og træder i karakter.

Det har for eksempel Danmarksdemokraterne gjort.

Lise Bech - partiets beredskabsordfører, som i parentes bemærket også er valgt til Folketinget i Thisted-kredsen - forstår ikke, hvorfor ministeren i en beredskabsaftale ikke er parat til også at tilgodese landets kommunale beredskaber. Hvorfor er det kun Beredskabsstyrelsen, der skal tilføres midler, spørger ordføreren.

Hun bliver bakket op af Danske Beredskaber, som beder ministeren om at forstå og erkende, at det kommunale beredskab ikke er gearet til at stå imod, når og hvis katastrofen rammer.

Torsten Schack Pedersen forsvarer sig med, at han - i modsætning til sine kritikere - har forstået, hvad opgaven med at lande en beredskabsaftale går ud på. Ifølge ham er det Beredskabsstyrelsen, der i første omgang skal styrkes og fremtidssikres. Det er den, forhandlingerne handler om. Og kun den.

Hvad de kommunale beredskaber angår, må vi forstå på ministeren, at det bliver et anliggende mellem finansministeren og Kommunernes Landsforening, når der til foråret skal forhandles økonomi parterne imellem.

For sådan er, ifølge Torsten Schack Pedersen, politik. Æbler og pærer kan ikke sådan blandes.

Danmarksdemokraterne, i skikkelse af Lise Bech, køber næppe dette frugtrige argument. Ved forhandlingsbordet i Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab vil hun sige, at hun er lodret uenig.

Godt nytår, Torsten Schack. Nu er dit 2025 i gang.


Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

To af Aalborgs bander - A12 og GT-gruppen er for alvor røget i totterne på hinanden, og det har gennem den seneste tid medført en del voldelige overfald og blodige opgør i Aalborg området.

Torsdag blev fire mænd varetægtsfængslet for sigtet for drabsforsøg.

Derfor har Nordjyllands Politi at gang i en forebyggende indsats, og en del af den er, at der hver anden fredag er møde mellem kommunen, politiet og de boligselskaber, der hører til i de berørte områder.

- Vi får nogle informationer fra boligorganisationerne, der gør, at vi allokerer noget personale ud i områderne. Nogle gange sætter vi lidt ekstra patrullering ud, hvis man oplever en eller anden form for utryghed. Og så har vi nogle patruljer til at køre i et vist tidsrum og i et vist periode, så vi kan få lagt låg på situationen, siger Simon Jacobsen, der er leder i forebyggelsesafdelingen i Nordjyllands Politi.

På møderne deler parterne deres erfaringer, så de sammen kan mindske trygheden i området, og det virker. Det mener i hvert fald Søren Sørensen, der er boligsocial leder ved Alabu Bolig.

- Den indsats, vi er i gang med, den skal nok bringe os i mål. Det kan godt være, at det ikke bliver i 2025, men vi er godt på vej i hvert fald. Det her med at få skabt netværket mellem beboerne er vi godt i vej med. Og folk skal jo føle sig trygge og godt tilpas der, hvor de bor, siger han til TV2 Nord.


Just Eat og Wolt uenige: Hvad spiste aalborgenserne nytårsdag?

Foto: Per Frank Paulsen, TV 2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nytårsdag er lig med fast food.

Fritter fra ønskebrønden, pizzaer med rigelig ost og jydepesto og ketchup nok til en mindre landsby.

Årets første dag var travl for tommelfingrene hos de junk food-sultne (og tømmermændsramte) nordjyder, der fik leveret fra madgiganterne Just Eat og Wolt.

Wolt har oplevet en stigning i antallet af leveringer 1. januar i Nordjylland.

Over 25 procent flere foretog et køb på platformen på nytårsdag i år, sammenlignet med sidste år.

Også hos Just Eat oplevede de øget travlhed og leverede tre gange så mange ordrer som normalt.

Adskiller sig fra hinanden

Just Eat's opgørelse over, hvilke retter der blev bestilt mest i Aalborg, springer i øjnene.

Her hittede især det thailandske køkken med panangkarry og pad thai, efterfulgt af burger.

Hos Wolt ser det dog helt anderledes ud.

Her placerer burger sig på en førsteplads, stærkt efterfulgt af den legendariske 40D, der er en indbagt kebab og et hit blandt aalborgenserne. På en tredjeplads indfinder pomfritterne sig.

Særligt McDonalds udmærkede sig dog, knap så overraskende, nytårsdag. Mere end hver tredje wolt-levering indeholdt mad fra den gyldne måge.

Mikkel Tofte, der er kommunikationschef hos Wolt, er overrasket over de madretter der er i top tre hos Just Eat.

- Det thailandske køkken var ikke engang i top 20 hos os, fortæller han.

Han tilføjer at nordjydernes vaner ikke adskilte sig synderligt, fra resten af landet på nytårsdag. Men hos Just Eat adskiller Aalborg sig væsentligt fra København, Aarhus og Odense.

Just Eat og Wolt nytårsdag 2025 i tal

Just Eat

Aalborg: 1) Panangkarry, 2) pad thai, 3) burger
København: 1) Pomfritter, 2) butter chicken, 3) pepperonipizza
Aarhus: 1) Bacon cheeseburger, 2) margheritapizza, 3) cheeseburger
Odense: Odense: 1) Pomfritter, 2) durum, 3) salatpizza

Wolt

Aalborg: 1) Burger, 2) 40D, indbagt kebab, 3) pomfritter

Levering af dagligvarer hittede i Aalborg

Aalborgenserne var også flittige til at bestille dagligvarer fra Wolt Market nytårsdag.

Hvor størstedelen af dagligvarebutikkerne holdt nytårslukket, stod madbudende klar til at levere alverdens fornødenheder.

I top tre over bestillingerne fra Wolt Market indgår frysepizzaer på en førsteplads, forfulgt at bananer og iste og cola.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

De har vundet en klassefest, fordi de har været gode til at formidle, hvordan man håndterer konflikter på sociale medier.

- Vi er blevet kontaktet af skoleledelsen fordi der er nogle problemer her i 6A. Ved I hvad det drejer sig om?

Sådan lyder det fra Kasper Gautesen fra Nordjyllands Politi.

- Nej det er gas – I har vundet konkurrencen. Tillykke!

Klassen har deltaget i en konkurrence, som SP Ungeteam i Vesthimmerlands Kommune lancerede i efteråret. Konkurrencen sætter fokus på børn og unges hadbeskeder på sociale medier. I den var der en videokonkurrence, og det er den, klassen har vundet.

Unge forstår hinanden

6A deltog i konkurrencen med en video som skildrede et opslag en gruppe piger havde lavet på Instagram efter de havde vundet en fodboldkamp. Efterfølgende væltede det ind med hadefulde beskeder. Den video faldt i dommernes smag.

- 6A har lavet en rigtig god video, hvor de har sat fokus på den måde man skriver til hinanden på nettet, og at vi skal stoppe den negative tilgang og de grimme ord, siger forebyggelsesbetjent Kasper Gautesen fra Nordjyllands Politi.

Den vindende video vil nu blive lagt på SSP's Ungeteams hjemmeside, så andre unge kam se den. Du kan se den herunder.

- Unge er nogle gange bedre til at forstå hinanden, end hvis det er en voksen, der står og fortæller, hvordan man løser problemer på de sociale medier. Så det er det vi gerne vil bruge videoen til, siger Tina Frost Petersen der er SSP-ungeteammedarbejder i Vesthimmerlands Kommune.

Præmien er en klassefest for hele klassen i den lokal klub.


Forbipasserende troede, det var et lig - nu sætter ejeren ord på misforståelsen

Foto: (Privatfoto)

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Da Emma vågnede stod der pludselig en politimand på en stige ude foran vinduet.

Emma With Bødker fik sig mandag noget af et chok, da hun vågnede. Ude foran hendes stuevindue i Aalborg Vestby så hun nemlig en mand iklædt sort polititøj.

Hun holdt fest søndag i sidste weekend og erkender, at de måske fik en anelse for meget at drikke. Ved 2-tiden blev gæsterne sendt hjem, og her gik Emma With Bødker også selv i seng.

- Da jeg vågnede, troede jeg, at der var nogle i min lejlighed, fordi det larmede helt vildt. Så jeg sprang op og fik morgenkåbe på, og det første jeg så, det var bare en sort sæk ude foran mit vindue, så jeg tænkte, hvad 'Leif' lavede der, forklarer Emma With Bødker.

Årsagen til at politiet var ankommet til lejligheden var, at der hang en kropslignende genstand ud ad Emma With Bødkers vindue, som for nogle lignede et lig i en sort sæk. Og det er netop den sorte sæk, som Emma With Bødker selv omtaler som 'Leif'.

- Leif opstår til halloween sidste år, da min søster og jeg holder en halloweenfest. Vi havde set, at man kunne lave sådan en bodybag ud af flasker og sorte sække, så det er i den forbindelse, at han bliver lavet, forklarer hun.

Det var dette syn, som flere aalborgensere mødte mandag, og det resulterede i, at Nordjyllands Politi rykkede ud til Emma With Bødkers lejlighed. Foto: (Privatfoto)

Forbereder sig på voksen-skældud

Da det går op for Emma With Bødker, at 'Leif' er blevet hængt ud ad vinduet i løbet af søndagens fest, skal hun lige bruge et øjeblik på at bearbejde situationen.

- Jeg tager tøj på bagefter, da jeg er ret sikker på, at politiet vil komme og give mig voksen-skældud, men da jeg så kigger ud igen, så er de væk, og så hænger der kun et lille bitte stykke af 'Leif', forklarer hun.

Hun finder efterfølgende ud, at det er en af hendes kammerater, der har hængt 'Leif' ud ad vinduet i løbet af festen.

- Og han har fået skældud for det, fortæller hun.

Emma og hendes søster lavede 'Leif' ud af flasker, sorte sække og gaffatape. Foto: (Privatfoto)
'Leif' var lavet til Emmas Foto: (Privatfoto)
Foto: (Privatfoto)
'Leif' har ligget meget i Emmas sofa siden oktober sidste år. Foto: (Privatfoto)

Enden på Leif

Efter 'Leif' blev lavet sidst i oktober sidste år, har han efterfølgende været en del af mange fester og stunder - blandt andet nytår, hvor han sad med til bords.

- Folk har syntes, det var skideskægt. Der er blevet taget billeder med ham og danset med ham, forklarer Emma With Bødker.

Det var egentlig meningen, at 'Leif' snart skulle ned og bo i hendes søsters kælder, men Emma With Bødker har holdt så meget af ham, at hun valgte, at han skulle blive boende ved hende.

- Jeg kan se på billeder, at politiet har dumpet ham ved affaldscontainerne, så han lever ikke længere, konstaterer hun og tilføjer.

- Jeg har faktisk planer om at holde en begravelse for 'Leif', for det fortjener han, griner hun.

'Leif' vil også blive mindet allerede i dag, fredag.

- Jeg skal holde en fest i dag, hvor de fleste af deltagerne kender ham, så der tager vi et minuts stilhed for 'Leif', afslutter Emma With Bødker grinende.

Nordjyllands Politis vagtchef Thomas Ottesen bekræfter fredag over for TV2 Nord, at politiet modtog en anmeldelse om det, som den forbipasserende betegnede som en kropslignende tilstand. Ifølge vagtchefen fik politiet hjælp af viceværten til at pille den gamle pantpose ned.


Begejstrede øleksperter besøger Danmarks ældste bryggeri

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Bies Bryggeri er Danmarks ældste bryggeri, der stadig er i produktion. I seneste afsnit af serien ”Humlen ved Nordjylland” besøger øleksperterne bryggeriet i Hobro.

- Hold nu op. Fantastisk miljø!

Sådan lyder de første ord fra øleksperten Anders Kissmeyer, da han træder ind i gården ved Bies Bryggeri i Hobro.

Kissmeyer og makkeren Carsten Berthelsen er på tur rundt i Nordjylland for at opleve de nordjyske bryggerier sammen med ølelskeren Anders Mundelin i serien ”Humlen ved Nordjylland”, og denne gang er trioen nået til Hobro.

Se programmet her. Artiklen fortsætter under videoen.

Humlen ved Nordjylland - Episode 3

Roser sammenhæng med lokalmiljøet

Allerede inden eksperterne træder ind i bryggeriet, får de første smagsprøve i hånden. En såkaldt bock, som har fået navnet 1841 efter bryggeriets fødeår.

Dengang stiftede brødrene Frederik og Anton Bie bryggeriet.

I starten blev der kun lavet hvidtøl, men midt i 1870’erne begyndte Bies Bryggeri at lave bayersk øl, som det kendes i dag. Den proces fik bryggerne fra Hobro hjælp til af brygger Jacobsen fra Carlsberg i København.

- Der havde man været ude lidt før i København og var kommet i gang med de projekter på det tidspunkt, fortæller Jesper Mikkelsen, der er formand for bryggeriets bestyrelse.

Anders Kissmeyer, Anders Mundelin og Carsten Berthelsen nyder en øl foran Bies Bryghus i Hobro.

Historien får øleksperterne fortalt, mens de vises rundt i museet ved Bies Bryggeri, der ligger i de gamle bryggeribygninger på Adelgade midt i Hobro.

Og bryggeriet begejstrer ølentusiasterne.

- Det er jo endnu et supergodt, positivt eksempel på det, vi har oplevet her i området, med den lokale forankring af tingene. Altså en meget dyb vekselvirkning mellem bryggerierne og så det omgivende samfund, siger Anders Kissmeyer.

Øl på steroider

Trioen fra ”Humlen ved Nordjylland” besøger også Hadsund Bryggeri. Bryggeriet producerer i dag ni forskellige typer øl.

Ved dette besøg bliver eksperterne præsenteret for en øl af typen Märzen.

Eller som brygger og grundlægger Mikkel Flott Krogh Andersen kalder det; en øl på steroider.

For det er langt fra alle købere, der kender den type øl er en form for Classic med væksthormon.

Du kan se de tre første afsnit af serien ”Humlen ved Nordjylland” på tv2nord.dk/play