Fødevarestyrelsen advarer mod at spise delikatesse fra Limfjorden
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Der er fundet algegift i muslinger i Thisted Bredning Øst i Limfjorden.
Muslinger og østers i Thisted Bredning Øst er ramt af algegift, oplyser Fødevarestyrelsen.
Derfor fraråder styrelsen, at man samler muslinger og østers i området i den kommende tid, og at samlere orienterer sig på Fødevarestyrelsens hjemmeside, inden de indsamler muslinger og østers andre steder i Limfjorden.
Algegiften kan fremkalde skaldyrsforgiftning, so kan føre til diarre, opkast og mavesmerter.
Frygt ikke restauranter
Hvis man bliver syg af at spise muslinger eller østers med algegift, sker det ifølge Fødevarestyrelsen typisk inden for 30 minutter til få timer.
Det er ikke muligt at behandle, men man vil være rask igen efter cirka tre dage.
Fødevarestyrelsen skriver i pressemeddelelsen, at muslinger og østers, der er til salg i butikker og restauranter, bliver overvåget for algegift.
Derfor er det sikkert at købe og spise muslinger og østers.
Man kan følge med på Fødevarestyrelsens hjemmeside i forhold til, hvor og hvornår det igen er sikkert at samle og spise muslinger og østers i Limfjorden.