Endnu en lokalforening i Dansk Folkeparti bløder medlemmer
Flere af de afgående medlemmer af Dansk Folkepartis lokalbestyrelser giver formand Morten Messerschmidts ledelsesstil skylden for deres exit. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Opdateres...
For tredje gang på en uge melder formanden for en af Dansk Folkepartis lokalforeninger sig ud af partiet. Sammen med tre andre bestyrelsesmedlemmer har lokalformanden i Thisted, Nina Røntved Krog, mandag aften forladt partiet.
Lokalforeningens næstformand har også valgt at forlade bestyrelsen. Han fortsætter dog i partiet.
Dermed er der kun de to forhenværende suppleanter tilbage i lokalbestyrelsen.
I går forlod lokalformanden i Furesø Kommune, Carsten Svensson, også partiet på grund af for meget ”personballade og ævl og kævl”. Og i sidste uge meldte næsten hele bestyrelsen i Rebild-afdelingen sig ud af Dansk Folkeparti, fordi de ”fik nok af det interne fnidder”.
Den forhenværende lokalformand i Thisted fortæller, at de fire tidligere DF’ere havde fået nok af ”den dårlige stemning” i partiet, der var styret af for meget ”fnidder fnadder”.
- Jeg har ikke sovet ordentligt i mange måneder, men i nat sov jeg som en baby, siger Nina Røntved Krog.
Jeg vil faktisk gå så langt og sige, at vi ved mindre om partiet, end jer journalister gør.
Nina Røntved Krog, lokalformand, Dansk Folkeparti, Thisted
Ingen kontakt
Udmeldingen kommer efter en lang periode med uroligheder i toppen af Dansk Folkeparti.
Dansk Folkepartis krise startede allerede ved folketingsvalget i 2019, hvor partiet endte med 8,7 procent af stemmerne og fik historiens næststørste mandattilbagegang. Partiet mistede 21 mandater.
Ved formandsskiftet blussede konflikten igen op. Umiddelbart efter valget af Morten Messerschmidt valgte seks folketingsmedlemmer at melde sig ud af Dansk Folkeparti.
De fire tidligere DF’ere besluttede sig for at give den nye formand en chance, men ifølge Nina Røntved Krog er situationen i partiet ”ikke ligefrem er forbedret” under Morten Messerschmidts lederskab. Tværtimod er situationen værre i dag, end den var, da Kristian Thulesen Dahl var formand.
Og det skyldes ifølge den tidligere lokalformand blandt andet en mangel på kommunikation fra Messerschmidt til baglandet. Ifølge Nina Røntved Krog modtager lokalforeningerne ingen informationer fra formanden, og hvis de forsøger at kontakte ham, får de aldrig noget svar.
- Jeg kan slet ikke sige, hvor mange mails jeg har sendt til Messerschmidt, og hvor mange beskeder jeg har lagt på hans telefon, uden at få svar på nogen af dem, siger Nina Røntved Krog og tilføjer:
- Jeg vil faktisk gå så langt og sige, at vi ved mindre om partiet, end jer journalister gør.
Kristian Thulesen Dahl har kæmpet en brav kamp dag og nat under denne valgkamp, og det anerkender man ikke.
Nina Røntved Krog, lokalformand, Dansk Folkeparti, Thisted
Bekriger hinanden
ifølge Nina Røntved Krog er de mange ”personangreb” i partiet også en af årsagerne til, at de fire DF’ere i Thisted mandag aften besluttede sig for at trække stikket.
Den tidligere lokalformand er især forarget over den behandling, som tidligere partiformand og nu forsvarsordfører for partiet, Kristian Thulesen Dahl, modtog efter folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet i starten af juni. Kristian Thulesen Dahl dukkede aldrig op til partiets valgfest, og dét kaldte hans efterfølger, Morten Messerschmidt, "helt vildt mærkeligt". Det samme gjorde partistifter Pia Kjærsgaard.
- Jeg bliver gal. Det er ikke i orden. Kristian Thulesen Dahl har kæmpet en brav kamp dag og nat under denne valgkamp, og det anerkender man ikke. Det eneste, man siger, er, at han ikke kommer til valgfesten. Nu har manden knoklet for dette parti, skulle han ikke have lov til at bruge valgaftenen med sin familie? Spørger Nina Røntved Krog.
Men det er ikke kun på Christiansborg, at konflikterne foregår. Også lokalt og på de sociale medier har Nina Røntved Krog oplevet at blive kritiseret af andre medlemmer for sine holdninger. Hun fortæller, at hun ser daglige angreb på Facebook, hvor dem der ikke har støttet Morten Messerschmidt fra starten, bliver "bandet ned".
- Vi har altid været en familie, og nu bekriger vi hinanden. Det vil jeg ikke være med til, understreger Nina Røntved Krog.
TV 2 arbejder på at få en kommentar fra Dansk Folkepartis ledelse.