Elevantal femdoblet på skole i Thy
Der kommer stadig flere uledsagdede mindreårige til Nordjylland som flygtninge
På en modtagerskole i Thy er elevantallet femdoblet. De nye elever er i høj grad flygtningebørn, der er kommet til Danmark uden forældre.
Børnecenter Vestvig i Thy er en specialskole, der modtager flygtningebørn og underviser dem i dansk. Siden sommerferien er antallet af elever eksploderet. Hvor de førhen havde 35 elever er tallet nu femdoblet. Det skriver TVMidtvest.
- Vi er blevet nødt til at indrette hele skolen til undervisning. Det har været en stor udfordring og en fantastisk opgave, at vi har fået lov til at modtage så mange børn, siger Manuela Støvlbæk, der er skoleleder på Børnecenter Vestervig.
Tidligere var der på skolen fire lærere ansat. Men dette tal er ligeledes femdoblet til nu 20 ansatte lærere.
- Fordelen er, at når de kommer til Danmark, skal de afklimatiseres på en eller anden måde. Det får de muligheden for her. De får mulighed for at få den første sprogundervisning, sådan at vi kan kommunikere med dem, siger Manuela Støvlbæk.
På skolen går elever med baggrund af 15 forskellige nationaliteter. Der er ingen tolke, der kan oversætte for de danske lærere.
- Det er jo virkeligheden, når man kommer her er man jo nødt til at prøve at begå sig så godt som overhovedet muligt. Virkeligheden er jo ikke, at man bliver serviceret med tolke og man får oversat. De skal jo lære sproget, siger Manuela Støvlbæk.