![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMTIvc2NyZWVuc2hvdC0yMDI1LTAyLTEyLTA2MTY0Mi5wbmc/screenshot-2025-02-12-061642.png?fm=jpg&w=1150&h=647&s=6f921b4f9b941b72562a492fff9d6c96)
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMTIvc2NyZWVuc2hvdC0yMDI1LTAyLTEyLTA2MTY0Mi5wbmc/screenshot-2025-02-12-061642.png?fm=jpg&w=1150&h=647&s=6f921b4f9b941b72562a492fff9d6c96)
Efter aflysninger på stribe tør Niclas ikke længere stole på toget
Foto: Privatfoto
Togaflysninger på GoCollectives strækninger fortsatte tirsdag. Nu håber Niclas Collin Nielsen, at ministeren snart blander sig.
Tirsdag var GoCollectives toge ramt af aflysninger på stribe.
Det gjaldt især flere afgange mellem Thisted og Struer, og det frustrerer Niclas Collin Nielsen fra Snedsted.
- Det viser bare igen og igen, at der ikke sker noget som helst, siger han.
Tirsdagens aflysninger kommer efter, at TV MIDTVEST i efteråret sidste år afdækkede, hvordan GoCollective på trods af et påbud fra transportministeren fortsat aflyser mange toge.
Selvom Niclas Collin Nielsen i dag ikke var direkte berørt, har hans datter Johanna Nielsen gennem det seneste år mærket konsekvenserne af de mange aflysninger, da hun indtil for nylig gik i 10. klasse i Thisted og derfor var afhængig af toget.
- Enten skulle hun vente megalænge, eller skulle min kone eller jeg køre hende til Thisted. Vi skal være grønne og spare på brændstoffet, men de unge mennesker får jo fravær.
Stoler ikke længere på det
Datteren har autisme og er afhængig af forudsigelighed i sin hverdag, og derfor påvirkede de mange aflysninger hende i høj grad.
- Det er ikke på grund af togene, at hun er stoppet på sin uddannelse. Men det var da med til at få bægeret til at flyde over. Hvis hun ikke kunne komme med toget, kunne hun slet ikke komme afsted. Så var den dag ødelagt, fortæller faren.
Selv bruger Niclas Collin Nielsen toget enkelte dage om måneden for at komme på arbejde i Ydby.
- Jeg tør ikke længere stole på det. Jeg vil hellere sidde på min motorcykel i orkan, siger han.
Ikke meget at bede om
Frustrationerne over togdriften fik i begyndelsen af januar Niclas Collin Nielsen til at skrive til transportminister Thomas Danielsen (V).
I et svar til Niclas Collin Nielsen fra 16. januar skriver ministeren blandt andet, at Transportministeriet vil følge op på påbuddet til GoCollective i januar.
Nu håber Niclas Collin Nielsen, at det betyder færre aflysninger i fremtiden.
- Jeg håber virkelig, at ministeren træder i kraft. De bliver simpelthen nødt til at sige kontrakten med GoCollective op eller forbedre den, siger Thyboen og understreger, at han ikke synes, det er meget at bede om:
- Vi brokker os ikke så meget her i Thy. Vi brokker os ikke over, at toget kun kører en gang i timen, og vi blaffer gerne fra blafferstationen. Men det er grotesk, at almindelig timedrift ikke kan fungere.
GoCollective forklarer i dag over for TV MIDTVEST, at der har været en ekstraordinær mængde fejl på nogle togsæt, som har givet udfordringer. De knokler for at få det løst, lyder det.
Allerede onsdag venter flere aflysninger fra GoCollective på blandt andet strækningen mellem Thisted og Struer.