Delfinerne stortrives: - De er så tykke, at man tror, det er løgn
Foto: Lars Mikkelsen
Når delfinerne springer op af vandet, ser man tydeligt, at de er i god foderstand. Her er det lykkedes naturfotograf Lars Mikkelsen fra Hjerm at fange Chewbacca oven vande.
Thyborøn Kanal ser ud til at være et perfekt sted for de delfiner, der for fire år siden forlod farvandet ud for Skotland og søgte mod øst.
Det er ikke pænt at tale om en dames vægt.
Men man fornærmer næppe nogen ved at fastslå, at delfinerne i Thyborøn Kanal ser ud til at trives, og at det kan ses på deres foderstand.
- Vi har nok verdens fedeste delfiner. Det siger de forskere, der ser billederne af vores delfiner, i hvert fald. De er simpelthen så tykke, at man tror, det er løgn, siger naturfotograf Lars Mikkelsen fra Hjerm.
Han har fulgt delfinerne tæt, siden de for fire år siden forlod farvandet ud for Skotland for at slå sig ned ved Thyborøn.
Hans udsagn bekræftes af forskeren, postdoc Olga Filatova, der gennem sit arbejde på Marinbiologisk Forskningscenter under Syddansk Universitet i Kerteminde også holder øje med de vestjyske delfiner.
- De ser virkelig tykke ud. Når de springer op af vandet, kan man se, hvor tykke de er, siger hun.
Delfinerne i Thyborøn er af arten øresvin, som man blandt andet kender fra Flipper-filmene. Øresvin kan blive små fire meter lange og veje op mod 650 kilo, og det er hannerne, der er størst.
De tre delfiner i kanalen er alle af hunkøn. Præcist hvor meget de vejer, vides ikke, men forklaringen på den gode fodertilstand er enkel: Thyborøn Kanal ser ud til at byde på perfekte forhold for delfiner.
- Det er indgangen til Limfjorden, og der er sild, der kommer for at gyde, makrel og mange andre fisk. Så der er masser af føde til dem, siger Olga Filatova.
Delfinerne fra Thyborøn
Der er i øjeblikket tre delfiner i Thyborøn Kanal. De er alle af hunkøn, og to af dem er navngivet med inspiration fra Star Wars-filmene. Man kan, hvis man kommer tæt på, kende forskel på dem, fordi de har unikke rygfinner.
Chewbacca der er født i 1996
Leia er Chewbaccas datter og født omkring 2018
Tall Fin der er fra 1998
Øresvin findes ofte i varmere klima end det danske, så man skulle måske tro, at det er klimaforandringer og varmere havtemperaturer, der har fået flokken fra Skotland til at søge mod Danmark.
- Det er muligt, men vi kan ikke sige det med sikkerhed. Der kan også være andre forklaringer - for eksempel fiskebestande, der kollapser. Men det er ikke usædvanligt, at delfiner søger mod andre farvande. Vi ved ikke hvorfor, men måske er det bare en måde at udbrede arten på, siger Olga Filatova.
Sønnen Skywalker har det sidste stykke tid været på lidt af en solotur i Nordjylland, først en længere periode i Hirtshals og senere en tur ned langs østkysten, hvor han senest blev spottet i Mariager Fjord.